"SF er imod 24-årsregel og tilknytningskrav, men vil alligevel bevare det? Det her får en til at spørge, hvad det er for en parlamentarisk ballast, som Helle Thorning-Schmidt har med som alternativ til VKO."
Peter Skaarup, Dansk Folkeparti
SOM DET FREMGIK af Information og Socialdemokraternes sommergruppemøde i går, har S og SF slået pjalterne sammen i et fælles integrationsudspil, der blandt andet skal bekæmpe ghettoer og radikaliseringer samt sikre en kontrolleret indvandringspolitik. Hensigten med udspillet er ikke mindst at bane vejen for et kommende regeringssamarbejde samt vise, at de to partier er i stand til at formulere en fælles politik på det område, som ganske givet også vil blive tema i næste valgkamp.
Samtidig er hensigten naturligvis også at demonstrere, at man i fællesskab kan formulere en politik, der kan overbevise vælgerne om, at den eksisterende udlændingepolitik ikke vil blive sat over styr ved et regeringsskifte, og blandt andet derfor har SF måtte forsikre, at både 24-årsregel og tilknytningskrav vil bestå under en eventuel S-SF-regering.
Men det er nu ikke indvandring, men først og fremmest integration, der fokuseres på i udspillet under overskrifterne Fælles, effektiv og engageret integration - et udspil, som ifølge de to partier meget vel kan blive fulgt op af andre fælles udspil på en række af de væsentlige politiske områder.
Og de gode hensigter står i kø i udspillet, der - ud over at se dyrt ud - på mange måder indeholder gode initiativer. Her er tænkt på alt fra ghettobekæmpelse, 30 procents loft for antal indvandrerbørn i den enkelte folkeskole, mentorordninger, indsats mod bandekriminalitet og radikalisering, hjælp til sexslaver og bekæmpelse af bagmænd, bedre forhold for asylansøgere og meget mere.
MEN SELV OM det er integrationen, der er i centrum i udspillet, er det indvandringsdelen og opbakningen til de stramninger, som den siddende regering indførte i 2002, der vil blive fokuseret på. Det fremgår også af Peter Skaarup-citatet ovenfor.
Der kan sagtens argumenteres for, at det fra et rent magtpolitisk synspunkt er klogt af S og SF at forsikre en bevarelse af den kontrollerede indvandringspolitik, fordi de også ved, at der er massiv opbakning til politikken i befolkningen. Det er derfor nødvendigt, hvis man vil erobre regeringsmagten. I hvert fald som sagerne står nu.
Men det er begrædeligt, at respekten for meningsmålinger og VKO er så stor, at ingen har fantasi til at forestille sig, at noget så altmodisch som politisk lederskab og argumentets kraft kan flytte stemmer eller holdninger. Det understreger endnu engang, at landet reelt er uden politisk opposition, og den demokratisk sunde fornemmelse af, at der rent faktisk består en valgmulighed, overskygges af alternativets balancering tæt på regeringens politik. Nu står valget mellem dem, der mener det, og dem, der lader som om, og det vinder man sjældent valg på.




Per Thomsen
14. august, 2008 #
Så er den fælles ”integrationspolitik” for SF og S endelig blevet offentliggjort, og resultatet er mindst lige så skrækkeligt som man kunne have frygtet.
På SFs hjemmeside (http://sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=34041) kan man læse:
”Derfor skal vi styre efter en målsætning om, at ingen boligkvarterer, skoler og børnehaver skal stå for integrationen af mere end 30 pct. socialt udsatte indvandrere.”
Max. 30% var engang et slogan i et af fjernsynets mange programmer om, hvordan man taber sig og bliver slank og lækker. Det er ikke godt at vide om det er disse udsendelser der har inspireret SF og Socialdemokratiet til deres nye såkaldte integrationspolitik. Nu skal der ifølge disse partier være en øvre grænse på 30% der begrænser antallet af indvandrere og skoler.
Bortset fra den nedværdigelse og ydmygelse det må være for indvandrerne at man indfører den slags maksimumsgrænser, så må man jo også sige, at tankegangen minder uhyggeligt meget om noget vi har oplevet tidligere eksempelvis fra det fra det tidligere regime i Sydafrika. Det er ret beset ikke langt fra at det rene og skære apartheid, når SF of S på den måde vil legaliserer diskriminering på baggrund af etnisk baggrund. Apartheid var jo netop kendt for at der gjaldt forskellige love og regler for henholdsvis, hvide, farvede og sorte.
Desuden er det jo en glidebane uden lige, som SF og S her har indført. Der er jo ingen logisk begrundelse for at reglen om maks. 30% kun skal gælde for boligområder og institutioner. Ved at sende en sådan maksimumsgrænse signalerer man jo med ulidelig klarhed at man mener at en person pr. definition er en belastning og et problem hvis vedkommende er indvandrer. Det betyder jo at indvandrer er en belastning overalt, hvor mennesker er sammen så hvorfor ikke også sætte en øvre grænse for badestrande, diskoteker, arbejdspladser osv.
Det er ikke svært at se, hvordan Thorning og Søvndal i fremtiden vil kunne slå politisk mønt på deres klamme og populistiske koncept med at indføre maksimumsgrænser. Hver gang meningsmålingerne er i bund og man har behov for at profilere sig over for Dansk Folkeparti kan Thorning og Søvndal nu indkalde til pressemøde, og kundgøre, hvilket område man nu har tiltænkt sig at indføremaksimumsgrænser for udlændinge.
Føj for pokker, hvor er det usympatisk!