Postmoderne på den faglige måde

Ud med 'hvad synes du selv', ind med kanon. Sådan har regeringens mantra for uddannelsessystemet lydt, lige siden den trådte til i 2001, og sjældent har postmodernismens barn, den subjektive tolkning, været så bandlyst som nu. Men selv om der er et brud med en postmodernistisk tradition i uddannelsessystemet, er vi ikke fordi på vej mod den rendyrkede faglighed

Retning. Er uddannelsessystemet på vej væk fra postmodernismen? Eller er eksempelvis gymnasiereformen bare mere af det samme, sådan som lektor Steen Nepper Larsen ser det. En uddannelse til effektive borgere i et noget-for-noget-konkurrence-samfund. Foto: Charlotte Kim Boed

Noget er forandret. Pludselig er der en mærkelig kulturteoretisk stilstand, hvor man ikke længere ved, hvor man skal vende sig hen. Man ser forskellige strømninger, som man endnu ikke kan kalde en bevægelse, men som alligevel var noget andet end den postmodernisme, der har domineret universitetsverdenen de seneste årtier, mener ph.d. i arkæologi ved Stockholms Universitet Ylva Sjöstrand. Hun offentliggjorde for nylig en kronik i svenske Dagens Nyheter, hvor hun argumenterer for, at postmodernismens stærke indflydelse på især de humanistiske fag lakker mod enden.

"Postmodernismen begynder at føles out of date, den er begyndt at gå i tomgang, men vi er heller ikke tilbage til 50'ernes måde at se videnskaben på. Der er noget nyt, der er ved at ske, det hører jeg også fra andre," siger Sjöstrand til Information. Hun definerer postmodernismen som en mangefacetteret teori, der "forkaster de store fortællinger, absolutte sandheder og muligheden for objektiv viden". Inden for arkæologien har det betydet, at man kan og bør se arkæologiske genstande som tekst, der tilsammen udgør hele fortællinger, der i virkeligheden siger mere om samtiden end om fortiden. "Frem for alt indebærer det, at der stilles spørgsmål ved ideen om en essentiel, iboende betydning hos ting, tekster eller fortællinger," skriver hun i Dagens Nyheter, og forklarer, hvad hun mener med, at postmodernismen delvist har haft en usund indflydelse, som hun skriver i indlægget. De postmoderne tænkere, eksempelvis Foucault og Derrida, opnåede med deres kritik af autoriteter så stor anerkendelse og slog så hårdt igennem i mange humanistiske fag, at de selv blev til autoriteter, som man ikke stillede spørgsmåltegn ved. Og det resulterede ifølge Sjöstrand i det modsatte af det postmoderne projekts anerkendelse af den subjektive tolknings værdi.

"De er nærmest blevet så mægtige, at man ikke længere har kunnet se deres magt. Man har behandlet deres bøger som kilder. Foucault kunne lige pludselig bruges til alt, og vi fik en slags modsat effekt, hvor autoritetstroen gjorde, at man ikke turde stå for sine egne tolkninger uden at referere til de store kendte navne og tykke bøger. At man altid skulle have et Derrida-citat i parentes," siger Sjöstrand, der mener, tilgangen delvist har været ukritisk.

Ødelagt almendannelse

Også i det danske uddannelsessystem ser vi et delvist brud med postmodernismen, mener forskerne Hans Siggaard Jensen, prodekan for uddannelse ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, og Harry Haue, lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet. Han har især forsket i almen dannelse og har været med i de udvalg, der vedrører blandt andet faget historie efter den nye gymnasiereform fra 2005.

"Postmodernismen har tidligere haft en stærk indflydelse på alle de fag, hvor der er et kraftigt holdningselement. Man ser det også i selve grundlaget for skolen, hvor værdirelativismen begyndte at slå igennem, dvs. at uddannelsessystemet ikke havde faste værdier, hverken akademisk eller opdragelsesmæssigt," siger Hans Siggaard Jensen, der ser postmodernismens indflydelse som en villighed og åbenhed til at diskutere og en anerkendelse af, at man ikke på forhånd kender sandheden og svaret på alting. Det er den gode side: "Den dårlige er, at man har sat spørgsmålstegn ved alting og dermed bidraget til, at alting flyder."

Ifølge Harry Haue er gymnasiereformen fra 2005 et eksempel på, at den type skole delvist er under opbrud. Højskoleforstander Tue Kjærhus mente ellers noget helt andet i sin klumme i Information for nogen tid siden. Han skrev, "at der er noget i tiden, som råber efter et opgør med postmodernismens relativisme" og konkluderede blandt andet, at postmodernismen havde været langt mere ødelæggende for den almene dannelse end oprøret i '68. For mens den ene del af 68'erne ville afmontere den almene dannelse, var den anden del sjældent interesseret i viden og intellektuel aktivitet. Desværre, mener Kjærhus, var det den praksisorienterede fløj, der vandt, og det slår stadig igennem: "Vi har derfor fået en gymnasiereform, hvor man taler om flerfaglighed, fagfaglighed, metafaglighed og metakognition, uden at man har redegjort for, hvilken ontologi (viden om væren, red.), der ligger til grund herfor. Og hvad værre er, man interesserer sig heller ikke for at redegøre for sammenhængen."

Harry Haue ser derimod gymnasiereformen som en form for modreaktion: "Da postmodernismen kom i 70'erne fik vi en opløsning af kanon. Det er der kommet en reaktion på nu, og i den sammenhæng sker der en form for beskeden retraditionalisering, fordi man igen vil sikre sig konsensus og sammenhængskraft ved, at de forskellige fag har umistelige værdier, som alle elever har ret til at vide noget om. Derfor har vi kernestoffet i gymnasiet og kanon i folkeskolens historieundervisning."

Men Steen Nepper Larsen, lektor ved forskningscenter GNOSIS under Aarhus Universitet mener, at postmodernismens rolle i uddannelsessystemet er stærkt overdrevet: "I dagligdags sprog er postmodernisme jo blevet det samme som relativisme, men det mener jeg absolut ikke rammer den uddannelsespolitiske rationalitet, der har styret dansk uddannelsespolitik, som snarere har handlet om noget for noget, staten er en konkurrencestat, og borgerne skal være effektive." For borgerne skulle opdrages til at begå sig i globaliseringen og i konkurrencekappestriden.

"Det er snarere tale om stramme neoliberale styringsredskaber fra statens side. Man er egentlig ligeglad med, hvad der bliver produceret, bare det bliver produceret effektivt. Videnskabelighed og viden i sig selv og i sin egen ret findes ikke længere, for samfundet er desinteresseret i videnskab og tænkning, hvis den ikke kan bruges til noget," siger Steen Nepper Larsen, der derfor mener, denne regerings så kaldte opgør med 'almendannelsens forfald' er et pseudoopgør. Alligevel mener Harry Haue, at der er sket et skift, og især siden 2000 har man følt sig tilskyndet til at stille spørgsmålet: hvad er det specifikt faglige, hvad er det specifikt nationale, hvad er det specifikt historiske. Fordi vi lever i en tid, hvor alt er flydende.

Tid til at gå videre

"Det har igen noget med globalisering og multikulturalitet i samfundet at gøre, at man har forsøgt at gøre sig klart, hvad vi skal bevare, og hvad vi skal videreudvikle, og det kommer til udtryk i gymnasiereformen i 2005. Det er til dels et opgør med postmodernismen."

Men vi er ikke tilbage i 50'ernes sorte skole. Der er ikke noget fast pensum, i stedet er der kerneområder og kompetencemål, og i læreplanerne står der, at alle emner og temaer skal relateres til elevens egen situation og tid, pointerer Harry Haue. Det er en slags videreudvikling af både postmodernisme og fagtraditionen, der gør, at eleven bliver konfronteret med stoffet, og at de to skal i dialog med hinanden: "Der er udviklet nogle filosofiske og pædagogiske forestillinger, der har gjort det muligt at håndtere postmodernismen på en tilstrækkeligt kompleks måde. Dér tænker jeg især på filosoffen Niklas Luhmann, som har formået at skabe en kommunikationsteori, der kan forbinde postmodernismen med en fagtradition, uden at de kommer i modsætning, men i stedet kommunikerer med hinanden," siger han.

Man har desuden lagt vægt på problemorienteret tværfaglighed i gymnasiereformen.

"Alligevel er der ikke et fuldt brud med postmodernismen, som stadig kan siges at have indflydelse på fag som historie, litteratur og sprogfag. Samtidig har der været modtræk, hvor man fokuserer på logik, gyldighed, argumenter, evidens," siger Hans Siggaard Jensen. Og det var på tide, mener Ylva Sjöstrand, der inden for arkæologien så, at man var ved at nærme sig en farlig polarisering mellem de såkaldt teoretiske arkæologer, der skriver lange skrifter om Derrida, og de traditionelle arkæologer, der går op i evidens, kronologi og kan datere keramik bare ved at snuse til det.

"Det er blevet til, at de to grupper foragter hinanden og har bygget mure op mellem hinanden i stedet for at samarbejde. Det er, som om vi må gå videre og sige: Nu har vi de her erfaringer med os fra postmoderniteten, nu har vi sagt det, der skal sige, og nu arbejder vi sammen om at gå videre."

For hvis det postmoderne projekt begynder at være ved vejs ende, så er det tid til at gå videre, ikke at vende tilbage, mener Ylva Sjöstrand.

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

God tone i debatten

Kommentarer

Kim Gram

20. august, 2008 #

Når ædruligheden begynder at indfinde sig:

Opgøret med postmodernismen kunne jo ganske enkelt skyldes at
postmodernismen bare ikke dur' som videnskab - at den ganske enkelt aldrig kan være (nævneværdigt) meget virkelighedstro!

Hvor sært: At netop den struds - der stikker hovedet SÅ dybt ned i jorden -
mener at kunne SE: At enhver sag virkeligt har SÅ mange gyldige SYNsvinkler :-)

Som Marx skrev: De kommunistiske arbejdermasser - bilder sig ikke ind at de bare kan tænke deres herrer bort ! ( og man kan heller ikke bare
omfortolke dem bort )

Eller med andre ord: Postmodernisme KAN da være meget hyggeligt når man sidder på caféen og drikker caffe latte - MEN har ikke så meget med virkeligheden at gøre - som jo handler om 8-16 job's, madlavning, gulvskuring, læggen ryg til diktatoriske arbejdsledere's slavepiskerier, at kostes rund i arbejdsformidlingssystemer, bleskiftning osv.

Kultur