Neandertalernes hævnfølelse

Dansk Folkepartis Peter Skaarup giver ikke meget for kriminologers forskning, som viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem straf og kriminalitet. "Nej, jeg tror ikke på den forskning. Konsekvens har altid en effekt, det tror jeg på," sagde Skaarup onsdag til Information og satte strøm til en større kriminalpolitisk debat om straf og dokumentation af dens virkninger. Peter Skaarup gjorde den fejl, at han meget kategorisk afviste resultaterne af en ellers meget veldokumenteret forskning inden for samfundsvidenskaberne, og det havde han ikke behøvet. Peter Skaarup og et stort flertal i Folketinget er i deres gode ret til at mene, at straffen for kriminalitet og især voldskriminalitet skal sættes op, men argumenterne skal være i orden, og der er andre grunde til at straffe end hensynet til fornyet kriminalitet. Og måske var det blot det, Skaarup skulle have sagt, nemlig at han er ligeglad med, om det virker eller ej, for hans syn på straf og argumentation for hårdere straffe er en anden.

Det skal koste

Normalt siger man, at samfundet straffer af tre årsager. For det første for at få gerningsmanden væk fra gaden eller det miljø, han eller hun befinder sig i for en tid. Derved undgår man, at vedkommende begår ny kriminalitet, og at offeret møder vedkommende kort tid efter forbrydelsen. Den anden begrundelse er hensynet til retsfølelsen, som i realiteten er en omskrivning af det mere gammeldags udtryk: Hævn. Det skal koste noget at overtræde loven. Det kan eksempelvis ikke passe, at en knægt på 15 år, som har slået en mand ihjel, kan slippe med fire års fængsel, når han oven i købet har filmet den døende og videresendt videoklippet til venner og bekendte. Det er ødelæggende for retsfølelsen, mener blandt andet landets justitsminister. Samfundets hævn over en sådan gerning må være større for at matche forbrydelsens omfang. Den sidste begrundelse for at straffe er hensynet til rehabilitering af gerningsmanden. En periode bag tremmer vil måske få gerningsmanden til at angre og forbedre sig - måske endda hjulpet på vej af rådgivning og sociale tiltag fra Kriminalforsorgen.

Se på årsagerne

Når Peter Skaarup, justitsminister Lene Espersen og Socialdemokraternes Karen Hækkerup udtaler sig, lægger de kun vægt på den ene begrundelse for at straffe - nemlig retsfølelsen, hævnen. Og den er så dybt forankret i den menneskelige psyke og vækker så stærke følelser, at den som politisk argument er uhyre effektiv. Disse følelsesmæssige argumenter er langt stærkere end videnskabelig logik og rokker langt mere ved en folkestemning end hundrede rapporter. Der er altså en urmenneskelig kraft at hente i at være tough on crime, som den tidligere britiske premierminister Tony Blair engang formulerede sin politik. Dog havde han den eftersætning, som ofte glemmes nemlig "... and tough on the courses of crime." Det er altså ikke kun Labour-politik at være hård mod de kriminelle men også mod årsagerne til deres kriminalitet - sociale problemer, ghettoisering og så videre.

Hæv debatniveauet

Når vægten er tippet væk fra hensynet til rehabilitering over mod retsfølelse som vigtigste begrundelse for straf, så skyldes det ikke mindst, at det mediemæssige og politiske fokus i dag helt entydigt er på forbrydelsen og offeret. Det er en kendt sag, at lægdommere har en tendens til at dømme mildere end de juridiske dommere, når de har overværet en rettergang og lyttet til gerningsmandens historie. Så i samme grad, som hævn er en urmenneskelig følelse, er medfølelse og forståelse det også, men så længe forbrydere kun fremstilles som monstre, er det svært at vække bare et lille gran af forståelse for en gerningsmand. Man ser kun ugerningen, og den skal straffes. Danske fængsler er fyldt med forbrydere, som har haft en opvækst og et liv, som pæne politikere og pæne journalister ikke troede var mulig. Det skal ikke bortforklare eller undskylde deres forbrydelse, men man kunne måske håbe på, at debatten om forbrydelse og straf indimellem hævede sig over neandertalerens fornemmelse for hævn.