Bolden var ude, det var alle enige om. Men James Blake havde ikke selv skudt bolden for langt, den havde snittet rammen på Fernando Gonzalez' ketcher, tydeligt skiftet retning og derfor landet lige uden for baglinjen, det kunne enhver se - mente James Blake.
Stedet var Center Court, det var semifinalen i den olympiske tennisturnering, en regulær maratondyst, der på daværende tidspunkt havde varet næsten tre timer. Stillingen var 9-8 til amerikanske James Blake i tredje og afgørende sæt, chilenske Fernando Gonzalez skulle holde serv for at blive i kampen.
En knaldhård forhånd, karakteristisk for den bomstærke Gonzalez, sendte Blake ud i absolut yderposition, men amerikaneren fik akkurat skrabet bolden tilbage over nettet, hvor Gonzalez lettere overrumplet fik lagt en blød flugtning tilbage midt på banen. Blake stormede hen mod den og hamrede sin smukke enhåndsbaghånd af sted, lige mod Gonzalez, der ikke havde en chance for at reagere og blot måtte se bolden snitte kanten af sin ketcher.
Publikum jublede, 0-15, det lignede en åbning, en mulighed for Blake til at sikre sig det afgørende brud. Men på resultattavlen stod der ikke 0-15, der stod 15-0. Pointet blev tildelt Gonzalez. Blake gik spørgende hen til overdommeren for at spørge, hvordan det kunne gå til. Svaret var enkelt, bolden var ude. Ja, men den ramte jo hans ketcher på vejen, sagde Blake, mens han med fagter viste, hvordan bolden havde ændret retning. Det havde dommeren ikke set, og der var ingen hjælp at hente fra det avancerede computerudstyr, der holder øje med, hvorvidt bolden rent faktisk er ude eller inde, for slamtrackeren, som den hedder, holder kun øje med linjerne, ikke med spillernes ketchere.
Så sig dog noget
Indtil da havde kampen været en opvisning i fightervilje. Ukuelige Blake - der efter det herrens år 2004, hvor han brækkede halsen efter et brutalt sammenstød med en netstolpe, kæmpede sig tilbage i verdenstoppen - havde taget første sæt 6-4 og lignede en mand på vej mod finalen. Men Gonzalez hev andet sæt i hus med 7-5, og i et tredje sæt hvor duellanternes knyttede næver hele tiden skiftedes til at signalere momentum, var det Blake, der så ud til at løbe med sejren, da han var oppe med 0-40 i Gonzalez' serv og stod med tre matchbolde på stribe. Men den ene tordentunge forhånd efter den anden reddede chileneren, der brølede af fuld kraft op mod den kinesiske aftenhimmel, da han overlevede den tredje matchbold.
Nu stod han så dér, Blake, med hænderne mod hovedet i fortvivlelse. Det stod klart, at dommeren ikke havde i sinde at ændre på sin kendelse. Blake stod helt stille og ventede på, at Gonzalez selv trådte frem og indrømmede sin berøring, vel vidende at Blake ikke selv kunne tillade sig direkte at opfordre sin modstander til at udvise sådan en grad af sportsmanship. Og mens hans stod dér og ventede forgæves, kunne man nærmest se, hvordan kampgejsten sivede ud af ham.
Blake traskede ned til baglinjen og stillede sig med hænderne ned langs siden og kiggede længe ned mod Gonzalez, men der var ingen hjælp at hente. Chileneren servede sikkert partiet hjem, mens den 28-årige amerikaner lignede inkarneret apati, fuldkommen desillusioneret. Blake fortrak ikke en mine resten af kampen. Han gik rundt som en lille dreng, hvis barnetro på sportens indbyggede retfærdighed netop havde fået dødsstødet. Man kunne næsten høre ham tænke: "Det var jo mig, der vandt den bold. Det ved han godt. Hvordan kan han så tage imod pointet? Hvad er pointen med at vinde, hvis man ikke vinder ærligt?".
Fernando Gonzalez så ikke ud til på samme måde at være tynget af det olympiske motto og dets implicitte betydning om, at det vigtige ikke er triumfen i sig selv, men kampen om den. Han brød straks Blakes serv og servede sig derefter til sejr på 11-9. Han spiller finale på søndag.
