Endelig kom Carsten Jensen ud af det neo-conservative skab...
Bernhard Henry Levy var en af lederne af "Nouvele Phillosophie .
Den franske filosof Gilles Deleuze skrev at det de "nye filosofer" foregav at give reelt var totalt tomt og at Verdenen ikke ville vente på at de begyndte at tænke korrekt . Carsten Jensen tror maaske det er acceptabelt for Rusland at blive omringet af Amerikanske besættelses-zoner ?
Det kan jo ikke undre at de herrer har ondt i røven over at
Putin tog det tyvegods tilbage som Yeltsin havde ladet Rothschilds
agenter rane .
Endnu en gang neo-konservativt (=zionistisk) pladder i Information .
Bare bliv ved, så skal det nok lykkes jer at fremprovokere den Atom-krig
i er så forhippet på ..

""Der er kun ét svar. Vi må redde et demokrati, der er blevet pint til døde. For det gælder ikke kun Georgien. Det gælder også Ukraine, Aserbajdsjan, Centralasien, Østeuropa og dermed Europa," skriver de to filosoffer i den franske avis Libération torsdag."

Østeuropa? Der spekuleres altså i en direkte konfrontation med NATO. Det lyder som en temmelig ekstrem tolkning af Ruslands planer.

Centralasien, taler vi mon her også om demokratier i fare for at blive pint til døde? Taler vi om potentielle NATO-aspiranter? Eller drejer det sig om en ordentlig røvfuld fossilt guf?

"Kun et svar". "Pint til døde". Det lader ikke til at være tid til nuancer og eftertanke.

"Ellers er Europa færdigt"
Intet mindre...

"Derfor mener Carsten Jensen, at EU i første omgang må blive energipolitisk uafhængig af Rusland."
Det kan vel ikke være så svært. Eller hvad? Det omvendte argument kunne være, at når økonomierne er afhængige af hinanden, mindskes risikoen for konflikt.

Såvidt jeg ved er et stort flertal af befolkningen i Ukraine imod NATO-medlemskab, især fordi de er imod militarisering.

Men EU og en del af EUs tilhængere er jo mildt sagt ligeglade med, hvad befolkningerne mener.

EU er også selv et imperium med Afrika som sin primære baggård.

Her er det korrekte link til artiklen: http://www.liberation.fr/rebonds/345021.FR.php

- og her en hurtig oversættelse af den meget franske artikel i Libération:

SOS Géorgien ? SOS Europa !
André Glucksmann, philosophe, et Bernard-Henri Lévy, philosophe, directeur de la Règle du jeu, membre du conseil de surveillance de Libération.
De daglige nyheder: torsdag den 14. august 2008

Tro ikke at det bare er et lokalt anliggende: det er nok det mest afgørende vendepunkt i Europas historie siden Berlinmurens fald. Lyt til Moskva for at give det stemme: "folkemord!", beskylder Putin, der ikke har nedladet sig til at udtale ordet i løbet af 50-årsdagen for Auschwitz; "München!" fremmaner buddet Medvedev og insinuerer, at Georgien, med sine 4, 5 millioner indbyggere er reinkarnationen af det tredje rige.

Vi undervurderer den mentale kapacitet af disse ledere. Når vi gætter os frem med forstillet indignation, udtrykker deres vilje til at gennemføre et stort slag. Tilsyneladende har Kreml spin-doktorene revideret den klassiske totalitære propaganda om, at jo større løgnen er, desto bedre slår den igennem.

Hvem drog først til våben i denne uge? Spørgsmålet er forældet. Georgierne har trukket sig fra Syd-Ossetien, et område, der ifølge international lov – lad os erindre det - stadig er under deres jurisdiktion. De blev fjernet fra omkringliggende byer. Skal de også fjerne deres kapital og værdier? Sandheden er, at intervention af den russiske hær uden for sine grænser mod et uafhængigt medlem af FN, er det første siden invasionen af Afghanistan.

I 1989 nægtede Gorbatjov at sende kampvogne mod den Polen’s Solidarnosc. Jeltsin var forsigtige, fem år senere, med at sende russiske divisioner ind i Jugoslavien for at støtte Milosevic. Putin selv har ikke løbet den risiko at sende hans tropper mod "revolutionen" (Georgien, 2002) og den "orange revolution" (Ukraine 2004). I dag rykker alt sig. Og dette er en ny verden med nye regler, der kan dukke op for vores øjne.

Hvad fik Den Europæiske Union og USA til ikke at blokere invasionen af Georgien, deres ven? Vil det være Mikhail Saakashvili, en førende pro-vestlig, demokratisk valgt, nu forflyttet, landsforvist, der erstattes af en marionetdukke, eller vil han hænge for enden af et reb? Vil ordrene regere Tbilisi, som de regerede i Budapest i 1956 og Prag i 1968? Til disse enkle spørgsmål er der et svar, et er påkrævet. Vi skal være redde her, et demokrati truet med døden. Dette er ikke kun i Georgien. Det er også i Ukraine, Aserbajdsjan, Central-Asien, Østeuropa, og dermed Europa. Hvis vi lader kampvogne og bombefly nedbryde Georgien, så mener vi over for alle naboer og andre i nærheden af de store Rusland, som vi ikke vil forsvare, at vores løfter blot er papirlapper, vores fine fornemmelser føjer vindens retning, og at de har intet at forvente fra os.

Der er ikke megen tid tilbage. Lad os begynde med at fastslå, hvem der er den angribende: Putins Rusland og Medvedev, denne "liberale" kendte og ukendte formodes at vægte nationalisme først. Lad os bryde sammen i en tilstand af vankelmodighed: 200 000 dræbte tjetjenske "terrorister", og skæbnen i det nordlige Kaukasus, et "internt anliggende", Anna Politkovskaja, en selvmorderske; Litvinenko, en UFO… Og til sidst indrømme, at Putin’s autokrati poutinienne født udaf æren ensanglantèrent Moskva i 1999, ikke er en pålidelig partner, langt mindre en magtfuld ven. Med hvilken er Rusland, aggressiv og i ond tro, stadig et medlem af G8? Hvorfor i Europa Rådet, en institution dedikeret til at forsvare vort kontinents værdier? Hvorfor opretholdes de store investeringer, herunder etableringen af en tysk rørledningen under Østersøen til den eneste fordel - russisk - at omgå (kortslutte)rør, der løber gennem Ukraine og Polen?

Hvis Kreml fortsætter sin aggression i det kaukasiske, betyder det ikke, at EU bør genoverveje sin overordnede forbindelser med sine store nabo? Der har så meget behov for at sælge sin olie, vi køber. Det er ikke altid umuligt at synge som en mestersanger. Europa er, hvis det genfinder sit mod/sin drigtighed og sit klarsyn, er stærkt. Hvis ikke, dør hun.

De to underskrivere af denne artikel bønfaldt offentligt, i et brev dateret den 29 marts, Angela Merkel og Nicolas Sarkozy om ikke at blokere for en tilnærmelse af Georgien og Ukraine med NATO. En positiv beslutning, skrev vi, at med " sanctuariserait/fristedet – både georgisk og ukrainsk territorium, ville gassen fortsætte med at tilflyde. Og logikken i krig, der skræmmer både vores Norpois (fransk forfatter), ville straks høre op. Tværtimod er vi overbevist om, at det er vores afvisning, der ville sende et katastrofalt signal til de nye tsarer af det nationalistiske og kapitalistiske Rusland. Det vise at vi er svage, at Georgien og Ukraine er områder, der kan erobres og at vi ofrer dem af et godt hjerte på stenalteret af deres imperiale ambitioner. Undlad at integrere - eller mere præcist, overvej ikke at integrere disse lande i det europæiske område, da dette vil destabilisere regionen. Kort sagt, det at være eftergivende over for Vladimir Putin, er at ofre vores principper og for ham til en fast pris uden modstand, og som i Moskva vil styrke den mest aggressive nationalisme. "Det var anse det værste, uden at ville troen på det også. Men det værste er sket. For at undgå at støde Moskva, har Frankrig og Tyskland nedlagt veto mod udsigten udsigten til integration. Putin har indtil videre modtaget beskeden, og han udløste sin offensiv i form af tak.

Det er tid til at ændre metode. Europæerne har deltaget, impotent fordi splittede, over for belejringen af Sarajevo. De oplevede det ske, magtesløse fordi blinde, med stumperne af Grosnyj. Vil fejheden denne gang få os til at at overveje, passive og forpustede, en kapitulation af demokratiet i Tbilisi? Overhovedet i Kreml har aldrig troet på eksistensen af en "Europæisk Union". Han erklærede, under de fine ord i Bruxelles, den sværmende gamle rivalisering mellem national suverænitet, manipuleres til at takke og ødelæggende hinanden. Den georgiske test er et bevis for eksistensen eller ikke-eksistens; Europa blev bygget mod jerntæppet, mod gårsdagens fascisme og i dag, imod sin egen koloniale krige, Europa, som fejrede Berlinmurens fald og roste fløjlsrevolutionerne, ser nu sig selv på kanten af koma. 1945-2008… Vil dette være enden på vores fælles korte historie forseglet i OL i rædsel i Kaukasus?

* * *

- for de af os, der synes, at Glucksmann og Bernard-Henri Lévy har lidt mere at byde på end Carsten Jensen ...

@Danni M
"Det omvendte argument kunne være, at når økonomierne er afhængige af hinanden, mindskes risikoen for konflikt."

Godt set!

Det gælder om at lade de enorme dollar-fonde - som er af tvivlsom fremtidsværdi - investere i det globale kapitalapparatet på kryds og tværs af de storpolitiske regioner. Det er den eneste garanti for at kapitalejerne tøver med at starte en altødelæggende atomkrig.

Og det eneste gode argument for liberalme.

Som det er i øjeblikket er den fri investering mellem Rusland og EU på det nærmeste suspenderet.

Og det eneste gode argument for liberalisme.

Ukarine og Georgien og Polen og Albanien for den sags skyld er da ligelade med Europa ... der er ikke noget, de nødigere vil end blive europæere ... de vil være amerikanere! De tror, at alle er rige og lykkelige derovre - også de fattige i deres dejlige mobil homes - "as seen on TV"! Vil danskerne være europæere og skulle høre på Glucksmann og Bernhard-Levis intellektuelle, højtravende, forskruede katolske ævl? Nej, vi vil også være amerikanere!

Det er i øvrigt næsten for trivielt at skrive det - men glade polakker, der roser missilskjoldet, befolker TV-skærmen - i forgårs var det grædende georgiske kvinder og ukrainere, der vil have Frihed - den anti-russiske propagandamaskine er gået i gang; den var på stand by, så det går langt hurtigere, end hvis man skal opfinde det hele en gang til.

For en ordens skyld: Der er masser af (etniske) russere ikke alene i Georgien, men da især i Ukriane og for øvrigt også i Baltikum; ifølge Demokratiet og Ytringsfrihedens hellige og ukrænkelige principper, som vi aldrig, aldrig, vil tillade nogen at trampe på, har alle lige meget ret til at have en mening, selv når den hedder: Vi vil helst ikke være medlem af NATO p.t.