Når Gud er smidt ud

"HAM GUD, HAN er eddermame svær at få smidt ud." Den tekst af forfatteren Jesper Jensen kvidrede sanglærken Trille i DR-TV's Musikalske Venner den 18. september 1970. Stort postyr - og en straffesag, der dog endte med, at de tiltalte programchefer frifandtes under henvisning til, at der var tale om et debatindlæg om religiøs autoritær opdragelse.

Nu - 38 år efter - kan det konstateres, at Gud vitterligt er svær at få smidt ud. Religiøs ildhu flammer over det meste af kloden. Og dog er der lommer, der efterhånden er tømt for højere magters tilstedeværelse i dagligdagen.

Som det bevidnes i Refleks-sektionen af dagens avis, udnævner den amerikanske sociolog Phil Zuckerman Danmark og Sverige til Gud-fri zoner.

Det gør han efter at have gennemført 150 samtaler med danskere og svenskere om deres tro. Den har de stort set ikke, konstaterer Zuckerman og finder fraværet verdenshistorisk interessant. For dermed er dementeret påstanden om, at det religiøse instinkt skulle være 'medfødt'.

AT HELVEDE faktisk findes, tror 75 procent af alle amerikanere på. I Danmark og Sverige er tallet 10. Zuckerman ser en sammenhæng med, at USA har mange helvedestræk - fattigdom, utryghed, angst, vold - hvorimod de to lande ved Øresund i Zuckermans øjne fremstår som paradis på jord: Social sikkerhed, gratis sundhed og uddannelse, bestikkelsesfri og velvirkende demokratier, et fåtal af forbrydelser.

Blandt andre årsager til religionens dyk nævner Zuckerman, at Danmark og Sverige har haft statskirker med noget nær monopol, og at præsterne derved er blevet dovne og ikke skriger og skræpper sig til opmærksomhed, sådan som deres amerikanske kolleger må gøre for at få til det daglige brød. Hertil kommer, at kvinderne, som traditionelt trækker børn og mand til trosudøvelse, i Danmark/Sverige er strømmet ud på arbejdsmarkedet og har fået andet at tage sig til.

Alt sammen sandt, men...

ER NISSEN BARE flyttet et andet sted hen? I Paradoks-sektionen af gårsdagens avis kunne vi fortælle om den nystiftede organisation 'Humanistisk Samfund'. Den vil ikke have Gud med, men den vil godt have fine ceremonier til navngivning, konfirmation, bryllup og begravelse. Ceremonierne skal forestås af professionelle celebranter, som forkynder humanistiske værdier om lighed og kærlighed, respekt og tolerance - udført 'konsekvent gudløst'.

Er det som en danskvand uden brus? Det mener Århus-biskop Kjeld Holm, der forklarer:

"Jeg plejer at minde brudeparret om, at det er Vorherre, der er i centrum, ikke dem selv. Og det ligger der en vældig befrielse i, for vi har selvoptagethed nok i moderne kultur. Det er det bærende i den kirkelige kultur, at ikke alt står og falder med det enkelte menneske."

SANDT NOK, biskop. Selvoptagethed har vi til overflod, og hvis den også skal gøres til kernen i en ny kult, hvor 'Gud er mig', er den åndelige fattigdom så stor, som velstanden er rig.

Men er det rigtigt, at værdier om lighed og kærlighed, respekt og tolerance er egoistiske og selvforherligende? Enhver må lægge hånden på sit hjerte og spørge. Er der mere trøst i en tro på en kærlig og/eller (for)dømmende Gud end i en forhåbning til det bedste i medmenneskene?

Jamen, det kan slet ikke skilles, vil nogle hævde, for det er religiøse forestillinger, der gør mennesker gode ved hinanden.

Her kommer Zuckerman og hans tros-samtaler igen ind. For han konkluderer, at det dansk-svenske menneskevenlige samfund ikke er dikteret af nogen forestilling om overnaturlig kraft:

"Det er virkelig muligt for et samfund at miste sin religiøse tro samtidig med, at det bliver ved med at være velfungerende, vellykket og fuldt ud i stand til at sammensætte og efterleve fornuftige love samt etablere og udleve rationelt opbygget moral og etik."

JOVIST, JOVIST. MEN også her er en drillenisse på flyttetur. For Zuckermans samtalepartnere vil trods deres gudsfornægtelse meget have sig frabedt at få mærkatet 'ateist'. Det er for stærkt. De er nemlig 'kulturkristne'. En af dem, Hans, en 50-årig folkeskolelærer, afleverer denne monolog:

"Kristendommens værdier - jeg synes, de er gode. For mig er det også at være et almindeligt menneske over for andre. Så på den måde ja, jeg er kristen. Hvis man har nogen, som er dybt religiøs - hver uge går de i kirke, hver dag beder de til Gud og så videre - det er ikke mig. Men kristendommen har givet os - i vores samfund, i vores kultur - jeg synes, det er rigtigt godt, fordi det giver mig ... noget at henvise til - hvordan man skal opføre sig som et ordentligt menneske, måske. Man har noget at henvise til ... en 'etisk ramme' - hedder det sådan? Ja. Så det er, hvad jeg primært mener med kulturkristen."

Han er eddermame svær at få smidt ud, ham ...