I dag registrerer landets politikredse kriminalitet med mulig religiøs eller racistisk baggrund. Men nu konkluderer Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en rapport, at der også er behov for at registrere kriminalitet, der er politisk motiveret.
“Initiativet er taget for at få en mere samlet vurdering af omfanget af den politiske kriminalitet,” oplyser PET.
Ekstremisme, spionage og terrorisme er efterretningstjenestens arbejdsområde, derfor falder politisk vold inden for PET interesseområde, fortæller tjenesten.
I Tyskland og Sverige har man allerede i mange år registreret den politiske kriminalitet, men i Danmark er det først pr. 1. januar 2009, at der skal føres statistik på området.
René Karpantschof, der forsker i politisk kultur og forandring, fortæller, at det nok blandt andet skyldes en mindre opblusning af voldelige konflikter.
“Der er generelt skærpede konflikter i samfundet. Et eksempel er jo udlændingedebatten, som har ført til mange protester og også deciderede overfald,” siger han og henviser til Velfærdsprotesterne, terrordebatten og ungdomshusbevægelsen, der alle har medført et stigende antal politiske konfrontationer også af voldelig karakter. Og den politiske debat, der har været omkring de politiske konfrontationer, har nu fået PET til at ville registrere omfanget, mener Rene Karpantschof.
Men politisk kriminalitet og vold er en del af et demokratisk samfund, mener Rene Karpantschof.
“Man har altid set politiske protester og konfrontationer, men så blusser det op i perioder” siger René Karpantschof og peger på, at også den politiske diskurs spiller en rolle:
“Efter 11. september blev der sagt nogle meget rabiate ting fra Dansk Folkepartis side, og der registrerede man også den største bølge af racistisk vold,” siger han.
Smilets by
Eftersom man endnu ikke registrerer politisk kriminalitet, er det svært at vurdere omfanget, men et af de steder, hvor den politiske vold er blusset op, er i Århus.
Østjyllands Politi koncentrerer sig allerede om den politiske vold, for de seneste tre år, og særligt siden april i år har Århus oplevet et stigende problem med politisk vold, hærværk og hooliganisme:
“Nu er det simpelthen blevet et fokusområde for Østjyllands Politi, og vi har siden efteråret fulgt det politiske miljø tæt,” siger Morten Anker Jensen, der er politiinspektør i Østjyllands Politi.
Lige nu sidder der syv højreradikale fængslet for voldssager i Århus, men Morten Anker Jensen vurderer, at det højreradikale miljø i byen udgøres af op mod 60 unge mænd mellem 15 og 25 år. Den politiske vold er blevet et fællesskab i sig selv, mener politiinspektøren:
“Det er faktisk et rigtig råt miljø, og det ligner rockerverdenen. De højreradikale skal bare have nogen at tæve, og hvis de ikke kan finde en venstreorienteret, så tager de bare en anden,” siger han og fortæller, at der længe har været en politisk og voldelig konflikt mellem højre- og venstreorienterede i Århus, og at den i sig selv medfører mange konfrontationer.
Rene Karpantschof, der selv i sin forskning har forsøgt at lave lignende registreringer er glad for, at politiet nu vil føre protokol over den politiske kriminalitet:
“Det kan da berige samfundsdebatten, hvis man i højere grad ved, hvor udbredt det er, og hvem, der begår den her kriminalitet,” siger han.







Kommentarer