Sidste uges fælles integrationsudspil med Socialdemokraterne var dråben. En række SF’ere, der i et såkaldt asylpolitisk netværk har arbejdet for at udvikle partiets politik på flygtningeområdet, melder sig nu ud af partiet i protest mod en partiledelse, der efter deres mening har solgt ud af idealerne for at opnå anerkendelse og ministerbiler.
“Det nye SF står for en tankegang om, at indvandrere mere eller mindre skal assimileres og indordne sig. Man ser ikke længere integration som en tosidig ting og accepterer ikke, at vores samfund er ved at ændre sig. SF’s ledelse er mere optaget af, hvad der er stemmer i. Man sælger flygtninges rettigheder og respekten for indvandrere ved at give køb på idealerne”, siger Michala Clante Bendixen, der er aktiv i Komiteen Flygtninge Under Jorden, og som var med til at stifte det asylpolitiske netværk under SF for et år siden.
Netværket består af godt et dusin SF’ere, der alle enten via deres arbejde eller aktivitet i forskellige organisationer har særlig viden og interesse inden for asylområdet. I aften holder de formentlig deres sidste møde. Seks af netværkets mest aktive medlemmer - inklusive Michala Bendixen - har i hvert fald nu besluttet sig for at forlade SF.
Lang tids frustration
“Vi har alle sammen oplevet, at vi måske nok er et mindretal i partiet - men når partiledelsen ligefrem laver et frivilligt, fælles udspil med Socialdemokraterne, som vi er så grundlæggende uenige med på det her område, så er det en beslutning fra højeste sted, som vi ikke kommer væk fra lige foreløbig. Så kan vi råbe og skrige så meget på bagklappen, som vi vil,” siger Michala Bendixen.
“Det er den mest triste del af socialdemokratisk politik, man er gået ind på: Nemlig tankegangen om, at der er noget galt med dem, der kommer hertil. Det er vinklen på alle 14 punkter i udspillet. Selv med de bedste intentioner udtrykker det en dyb mangel på respekt for de her mennesker”
Det asylpolitiske netværk blev oprettet i frustration over, at SF ikke meldte sig tilstrækkeligt klart på banen i den asylpolitiske debat. Partiet gav sin godkendelse af netværkets arbejde, men ikke desto mindre har netværkets medlemmer oplevet det som en konstant kamp op ad bakke at komme igennem med idéer til en kritisk SF-opposition mod VKO-flertallets og også Socialdemokraternes linje, fortæller Michala Bendixen.
“Under valgkampen fik vi hele tiden at vide, at SF ikke skulle tale om asylpolitik, fordi det var en tabersag. At man bare risikerede, at folk pillede os ned og misforstod os. I stedet skulle det hele handle om skoler, miljø og ældre,” siger Michala Bendixen.
Hun var en af de få, der på SF’s landsmøde i foråret gik på talerstolen og kritiserede formand Villy Søvndals udmeldinger om, at den omdiskuterede muslimske forening Hizb-Ut-Tahrir kunne “skride ad helvede til”, hvis de ikke ville arbejde for demokratiet.
Ude af proportioner
“Lige præcis udfaldet mod en lille, lovlig og i øvrigt fredelig forening som Hizb-Ut-Tahrir er helt ude af proportioner og helt malplaceret i et samfund, hvor vi har en vanvittig hetz imod alle muslimer. Jeg synes ikke, at der er brug for flere skillelinjer. Jeg synes, der er brug for dialog, respekt og en ordentlig omgangstone. Men det ville ledelsen ikke høre på,” siger Michala Bendixen.
- Hvad skulle man have gjort i stedet for?
“Lige som de radikale, så skulle man have holdt fast. Man er nødt til at gå foran med de ting, som man virkelig synes er rigtige i stedet for at følge med en folkestemning, som er helt vanvittig. Jeg tror ikke, at man kan ændre noget ved blindt at følge efter befolkningens dårlige stemninger”.
- Så du ville hellere have Fogh som fortsat statsminister end at gå på kompromis?
“Der er grænser for, hvor mange kompromisser, man kan indgå. Hvis der kommer en regering med S og SF, så er der ingen opposition tilbage i Danmark. Så står de Radikale og Enhedslisten helt alene med deres få procent stemmer til at forsvare hele det humanistiske verdensbillede og respekten for internationale konventioner,” siger Michala Bendixen, der også langer ud efter den meget topstyrede linje, som Villy Søvndal har indført, siden han blev valgt som formand.
“Til en vis grad har det været en rigtig strategi at professionalisere vores kommunikation noget mere. Men det er trist, når det kommer ind over politikken og selv éns budskab bliver designet for at samle vælgere. Vi er et parti og ikke en koncern. Det handler faktisk om idéer og idealer for, hvordan vi ønsker, samfundet skal se ud.”
Behov for nyt parti
Michala Bendixen agter ikke at melde sig ind i et andet parti.
“Men jeg har på fornemmelsen, at hvis SF kommer i regering, så bliver det her endnu værre. Så tror jeg, at der bliver grobund for et nyt parti, der er mere humanistisk anlagt. Lige som SF var i gamle dage,” siger Michala Bendixen.







Kommentarer