Mit navn er Peter Dyreborg. Og jeg er jurist og forfatter. Som jurist er jeg lønslave, og som forfatter har jeg udgivet nogle bøger; jeg holder foredrag, jeg har en hjemmeside og en profil på Facebook. Dét er der også mange andre forfattere, der har, altså en profil på Facebook.

Og netop på Facebook er en del af mine forfatterkolleger medlem af en gruppe, som hedder ‘Forfatterløn’. Formålet er at argumentere for, at danske forfattere kan få en ydelse fra staten, der svarer til dagpenge. Det skal give dem mulighed for at leve af at skrive uden at skulle have lønarbejde ved siden af.

Men hvorfor skal forfattere ikke have arbejde ved siden af?

Lad mig slå fast: Jeg er tilhænger af kunststøtte, både i form af Kunstfonden, Kunstrådet og andre tiltag.

Herved adskiller de skønne kunstarter sig i øvrigt ikke fra så mange andre områder, som også får støtte. Både spejdere og sportsudøvere, butiksindehavere og bolighajer, landmænd og Lotto-spillere, Mærsk og medier og også Information får støtte i én eller anden form. Og det er helt ok. Det er en naturlig del af vores velfærdssamfund.

Men bare fordi man er forfatter, er det ikke statens opgave at frigøre én fra hverdagens forpligtelser. Kunststøtte er på sin plads, og selvfølgelig er det for en forfatter optimalt, hvis der er daglig tid til at skrive, men hvis ikke statsstøtten og bogsalget slår til, er lidt arbejde ved siden af nok ikke det værste.

Som forfatter kan man endda nøjes med at holde to et halvt foredrag af 45 minutter om måneden. Og hvis man ikke har det så godt med at stå foran sine læsere, kan man skrive et par kronikker eller den tekst, der står bag på mælkekartonerne. Man kan også bare tage et vikar- eller rengøringsjob 10 timer om ugen. Og det er dét. Så har man penge nok til husleje og rigelig med tid til at skrive.

Jeg under gerne visse forfattere en livsvarig ydelse på 12.000 kr., et arbejdslegat på 75.000 kr. eller supplerende dagpenge i ny og næ. Hvis det ikke rækker, eller A-kassen vil sende én i aktivering, så få dog et job i stedet for at klynke og gøre et luksusproblem til et større kulturpolitisk spørgsmål.

Personligt ville jeg ikke kunne klare mig for så lidt. Jeg skal helst have en 35- 40.000 kr. om måneden, og det er derfor, jeg er jurist og lønslave i min fritid. Mindre kan dog også gøre det. Og når forfatterne lever i et land, hvor det er ret nemt for alle raske mænd og kvinder at tjene til dagen og vejen, er det ufatteligt så små sko, de fleste går i.

Hver gang talen falder på kunststøtte, er der en udbredt tendens til ynk og klynk, og det gælder både for forfatterne og for dem, der vil mindske eller helt fjerne støtten.

Det er ynk og klynk, når Dansk Folkeparti og andre brokker sig over, at nogle forfattere får 12.000 kr. om året til rødvin, men det er også ynk og klynk, når visse forfattere vil gøre det til et problem, at staten kun giver et mindre tilskud til kost og logi frem for at betale hele gildet. I det mindste ved Dansk Folkeparti ikke bedre, men man burde kunne forvente et højere niveau af forfatterne.

Få dog lidt værdighed.