Da Berlingske og Jyllands-Posten valgte side i Vietnamkrigen

August 1964 - samme måned som de første nærbilleder af månen når jorden fra satelitten Ranger 7 - beslutter USA at optrappe sit engagement i den tidligere franske koloni Vietnam.

Det bliver starten på det, vi i dag kender som Vietnamkrigen, en krig, som udløser verdensomspændende protester og fører til et fortsat amerikansk traume. Og til et ungdomsoprør, som i første omgang kulminerer fire år senere i foråret 1968.

Det kan være være svært at huske, hvor anderledes Danmark og resten af hele verden var dengang. Hvor meget autoriteter og borgerlig dannelse betød. Og hvor enøjede, for ikke at skrive stokkonservative, Danmarks to førende borgerlige aviser var. Det er emnet for denne artikelserie, og den første artikel tager afsæt i noget så almindeligt som mænds morgenbarbering.

For der må dog være grænser for, hvad man skal finde sig i under morgenbarberingen… Om dette for mænd så betydningsfulde emne skriver Jyllands-Posten nemlig den 5. august 1964 en leder under rubrikken ‘Mao på Morgenkvisten’. Lederen langer voldsomt ud efter Radioavisen, der tilsyneladende er alt for venstreorienteret og har “raceuroligheder, hvor i verden de end finder sted” som foretrukne nyhed fra morgenstunden. Anledningen til den anonyme lederskribents aktuelle harme denne almindelige onsdag morgen er, at Radioavisen har refereret et fransk nyhedstelegram om den såkaldte Tonkinbugt-episode, hvor den amerikanske destroyer Maddox bliver angrebet nær Nordvietnams kyst. Før episoden i Tonkinbugten havde amerikanerne kun støttet det sydvietnamesiske styre med råd og materiel, men med angrebet på Maddox i august 1964 får den amerikanske præsident en anledning til at involvere USA massivt i Vietnamkrigen.

Tilbage til Radioavisen: En fransk korrespondent i Peking har undret sig over, hvad Maddox egentlig har lavet nær Nordvietnams kyst, og denne undren har Radioavisen omtalt. Men at Radioavisen overhovedet tillader sig at referere andre synspunkter end de amerikanske, forekommer lederskribenten, som meget vel kan være avisens chefredaktør Gunnar Henriksen, at være intet mindre end renlivet maoistisk propaganda:

“Derimod er det gaadefuldt, hvorfor den danske stats radiostationers radioavis lader sig bruge til spredning af anti-amerikansk propaganda af kinesisk oprindelse. Lad os blive fri for den slags propaganda. Morgenbarberingen og morgenorienteringen rummer problemer nok i forvejen.”

Håndfaste Johnson

Lederskribentens synsvinkel er karakteristisk for det standpunkt, som i adskillige år gennemsyrer dækningen af Vietnamkrigen i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten.

Information har nærlæst aviserne fra de centrale 10 dage fra den 3. august 1964, og konklusionen er entydig:Amerikanske synsvinkler og positioner bliver kritikløst videreformidlet til læserne som den skinbarlige sandhed, mens amerikanernes modstandere på slagmarken, uanset om der er tale om nordvietnamesiske soldater eller sydvietnamesiske partisaner, over én kam bliver betegnet som enten “fjenden”, “kommunistiske Vietcong-rebeller” eller slet og ret “kommunisterne”.

Kilderne er næsten udelukkende amerikanske nyhedsbureauer, af og til suppleret af avisernes egne korrespondenter i USA. Andre synsvinkler kommer kun sjældent til syne i spalterne, og der spores ingen forsøg fra de to avisers side på selv at finde andre fortolkninger end den officielle amerikanske, selv om der er tale om verdenshistoriske begivenheder.

For en nutidig læser springer ikke mindst ordvalget i øjnene, fordi det tydeliggør en ureflekteret tiltro til amerikanerne: Den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson handler således “håndfast og prompte”, og ifølge Berlingskes korrespondent i New York Allen Jensen fremstår Johnson som “hele det amerikanske folks modige og resolutte leder”, når han efter Maddox-episoden får frie hænder af den amerikanske kongres til at optrappe USA’s militære engagement i Vietnam.

Løgnen om Tonkin

Anderledes med vietnameserne, hvis kamp Jyllands-Posten på lederplads beskriver som “den krybende invasion, som Mao Tse-tung i sin graadige ekspansionstrang har givet Pekings nordvietnamesiske straamand, Ho Chih Minh, ordre til at gennemføre.”

Tonkinbugt-episoden bliver den direkte anledning til, at USA går massivt ind i Vietnamkrigen, først med bombefly og krigsskibe, senere med over en halv million landtropper. Episoden består af - sådan bliver det i august 1964 udlagt fra amerikansk side, og sådan bliver det refereret videre til læserne af Berlingske og Jyllands-Posten - to uprovokerede nordvietnamesiske torpedoangreb på den amerikanske destroyer Maddox, der fredeligt patruljerer i internationalt farvand ud for den nordvietnamesiske kyst i Tonkinbugten.

Efter torpedoangreb nummer to får præsident Johnson kongressens opbakning til en resolution, der giver ham en hidtil uhørt bemyndigelse til at svare militært igen på passende maner. Og dermed bliver Tonkinbugt-episoden starten på det omfattende amerikanske militære engagement i Indokina, der slutter med en troppetilbagetrækning fra marts 1973. Fra 1961 og frem til efteråret 1972 fører den amerikanske krigsførelse til mere end 57.000 dræbte amerikanere foruden vietnamesiske tab på omkring tre millioner.

Takket være bl.a. den såkaldte Pentagon-rapport, som offentliggøres fra juni 1971 i New York Times, ved man i dag, at Tonkinbugt-episoden så langt fra var et uprovokeret angreb, men at det tværtimod var en både forudset og forventet nordvietnamesisk reaktion, som amerikanerne forstod at bruge til egen fordel: I dybeste hemmelighed har amerikanerne forinden startet programmet med kodenavnet A34, der indebærer en såkaldt “beskidt krig” mod Nordvietnam. Amerikanske commandosoldater sættes ind mod den nordvietnamesiske infrastruktur, laotiske piloter i amerikanske jagerbombere gennemfører lige så hemmeligt togter mod landsbyer nord for den demilitariserede zone, der siden 1954 har adskilt Nord- og Sydvietnam.

Hele dette hemmelige program, på forhånd struktureret til mindste detalje, får den amerikanske kongres endsige offentlighed intet at vide om. Heller ikke, at teksten til den erklæring, hvor kongressen giver Johnson frie hænder til at engagere USA militært, er udarbejdet længe før Maddox-angrebet. Ligeledes er det først langt senere, at offentligheden får at vide, at den eneste skade, Maddox pådrager sig under træfningen, er ét skudhul fra en 14,5 mm maskinkanon. Eller at torpedoangreb nummer to aldrig finder sted. Eller at det er omstridt, hvorvidt Maddox befinder sig ude i internationalt farvand, da destroyeren bliver angrebet.

Alt det kan Berlingske og Jyllands-Posten selvfølgelig ikke vide i sensommeren 1964. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvordan de to aviser vælger at spise af amerikanernes hånd i deres dækning af Tonkinbugt-episoden. En nøje gennemlæsning af de to aviser fra starten af august 1964 efterlader ikke en eneste artikel, der sår tvivl om amerikanernes hensigter.

Der er heller ikke nogen vaklen at spore i avisernes opbakning til den amerikanske domino-teori: Hele Sydøstasien anskues som et spil, hvor Vietnams fald til kommunismen uundgåeligt vil få alle andre lande i regionen til også at falde. Der sættes derfor ikke nogen spørgsmål ved, om USA handler berettiget. Af og til refereres nordvietnamesiske udtalelser og forklaringer, men når det sker, er det mest i notitser fra det franske telegrambureau AFP eller en sjælden gang fra det sovjetiske TASS. Tilmed fremstår de nordvietnamesiske udtalelser ofte enten latterlige eller meningsløse, når aviserne citerer deres ordlyd direkte.

Amerikansk beherskelse

Nyheden om “motortorpedobådsangrebet” på Maddox breder sig tværs hen over Berlingskes forside mandag den 3. august 1964. Dybt alvorlig væbnet episode mødt med beherskelse i Det hvide Hus: Ildangreb på USA-krigsskib ved Hanoi.

Artiklens eneste kilde er det amerikanske nyhedsbureau Associated Press: “Pearl Harbor, Hawaii, Søndag AP”. Med oplysninger og udtalelser fra tjenestgørende officerer i det amerikanske hovedkvarter for Stillehavsflåden fortælles detaljeret, hvordan Maddox’ fem-tommers kanoner får beskadiget tre “uidentificerede” torpedobåde, “der uden varsel” sender “tre torpedoer og en regn af granater” mod det amerikanske krigsskib. Der er tale om “en kortvarig træfning”, som ender med, at “torpedobådene bliver slået tilbage.”. I “amerikanske regeringskredse” antydes det, at præsident Johnson ikke ønsker at optrappe konflikten, men at han hele dagen har holdt møde med sine rådgivere. Johnson vil heller ikke kommentere de “nordvietnamesiske anklager mod USA for at have ladet fire bombefly ødelægge en nordvietnamesisk landsby”.

Akkurat den samme tekst fra samme kilde bringes også på forsiden af Jyllands-Posten, der dog har forsynet artiklen med en anden rubrik: ‘Situationen i Sydøstasien spændt til Bristepunktet’. Her bør en nutidig læser nok oplyses om, at selv om stort begyndelsesbogstav på navneord på dansk blev afskaffet i 1948, opretholdt Jyllands-Posten stadig stort begyndelsesbogstav i rubrikker til langt op i 1960’erne (det samme gjorde i øvrigt Information).

Maddox-angreb to

Næste dag bruger Jyllands-Posten de sidste 11 linjer i avisens lange forsideartikel ‘USA protesterer - men overfor hvem?’ på at referere Nordvietnam, der har “beskyldt” USA for luftangreb mod en landsby. Tilsvarende har Nordvietnam også “beklaget sig over”, at amerikanske krigsskibe har truet øer, der tilhører Nordvietnam.

Så kommer nyheden om det andet angreb på Maddox, det som aldrig fandt sted. Jyllands-Posten er først med ‘scoopet’, allerede onsdag den 5. august: ‘Rygter om nyt angreb paa “Maddox” ved Vietnam’.

De to danske aviser nærer ingen tvivl om den amerikanske fredsvilje. Hen over forsiden citerer Berlingske således Johnson for udtalelsen: “Vi forsøger at bevare freden,” og i endnu en artikel bringes udførlige citater fra præsidentens erklæring om, hvorfor angrebene på Maddox er overlagte og uprovokerede. Tilsvarende er der fuld opbakning til Johnsons beslutning om at bombe mål i Nordvietnam. Luftbombardementer nord for den demilitariserede zone har amerikanerne indtil da afholdt sig fra, i hvert fald officielt. Men angreb nummer to på Maddox udløser en amerikansk “gengældelsesaktion” med omfattende bombardementer af nordvietnamesiske flådebase-faciliteter. Berlingske næsten latterliggør Nordvietnam, fordi styret “benægtede angrebet på Maddox”.

I en leder bakker Berlingske 100 procent op om amerikanerne. De amerikanske angreb efter Maddox er “en ripost” (et gengældelsesangreb indenfor fægtning) og en nødvendig advarsel til lederne i Hanoi og Peking. Men krigen behøver ikke at eskalere, hvis “de kommunistiske myndigheder afstår fra yderligere overgreb.” Ikke med et eneste ord refereres den nordvietnamesiske regerings holdning. Til gengæld oplyses læserne om, at “Asiens aggressive kommunistledere nu mener at gavne deres egne politiske planer ved at involvere USA i en større konflikt.”

Jyllands-Postens støtte til amerikanerne er ikke mindre udtalt. Forsidehistorien torsdag den 6. august lyder: ‘Amerika slutter enstemmigt op bag Præsident Johnson: Haardt mod haardt i Krise-Omraadet’.

Inde i avisen er der ryddet en hel side, hvor “USAs Forsvarsministerium offentliggør Begivenhedernes Rækkefølge” om det falske angreb nummer to, mens Nordvietnam i en kort notits “hævder” at have nedskudt fem amerikanske fly.

Kim Il-Johnson

Fra Jyllands-Postens lederskribent på redaktionen i Viby får Johnson stor ros, fordi hans linje hele tiden har “været særdeles klar: beslutningen om at dæmme op for den kinesiske kommunismes fremtrængen gennem det tidligere Fransk Indokina.” Lederskribenten afviser pure, at amerikanerne selv skulle have den mindste skyld i træfningen i Tonkinbugten, således som AFP’s korrespondent i Peking har antydet. “Det er derfor nyttigt at fastholde den kendsgerning, at udfordringen er kommunistisk. Heraf følger, at det baade er uærligt og uanstændigt at tale om amerikanske provokationer. Provokationen er i aarevis kommet fra Nordvietnam. Den er helt igennem af kinesisk oprindelse”, fastslår lederen.

Allerede få dage efter det påståede andet angreb på Maddox skal Johnson i en privat sammenhæng have indrømmet, at det andet angreb aldrig har fundet sted. Vi har vist skudt hvaler, siger præsidenten.

Udadtil spilles en anden melodi. Kongressen giver nu Johnson “frie hænder” til at opbygge amerikansk militær i området. Ifølge Berlingske “måske den mest udvidede bemyndigelse, der nogen sinde er givet en amerikansk præsident i fredstid”. Som eneste amerikanske kritiker citeres Oregon-senatoren Wayne Morse, der kalder bemyndigelsen for “en udateret krigserklæring”. Morse spørger også: Har den amerikanske flåde i Tonkin-bugten stået vagt og beskyttet fartøjer fra Sydvietnam, der angriber Nordvietnam? Efter offentliggørelsen af Pentagon-rapporten syv år senere i juni 1971 viser det sig at være et forudseende spørgsmål. En del af amerikanernes hemmelige “beskidte krig” har netop været angreb udført fra gummibåde mod de nordvietnamesiske øer i samarbejde med amerikanske krigsskibe. Men hverken Berlingske eller Jyllands-Posten følger i august 1964 op på senator Morses spor.

Gennemgangen af Berlingskes dækning kan passende sluttes med et avisportræt af Johnson, der skrives med en retorik, som bringer minder om nordkoreanske hyldest-artikler til Kim Il-Sung. Det er Berlingskes korrespondent Allen Jensen fra New York, der er forfatteren bag hyldestportrættet, avisen bringer søndag d. 9. august. Tonen i artiklen fremgår allerede af rubrikken: ‘Står som hele det amerikanske folks modige og resolutte leder’.

Johnson har nemlig gjort “et dybt indtryk på millioner af amerikanere, der sidste tirsdag sad ved deres fjernsynsapparater og afventede den tale…. (…) man følte, at her talte en præsident, der i en krisetime kunne tage en beslutning og handle under ansvar. Præsidentens beherskede og alvorlige optræden i fjernsynet og ved andre offentlige lejligheder under krisen skabte ham respekt i folket og tro og tillid til hans evner”, skriver Allen Jensen.

Samme søndag trykker Jyllands-Posten ligeledes et portræt af en af stridens hovedpersoner. Under overskriften ‘USA’s FJENDE’ bringer avisen en AP-artikel om den nordvietnamesiske leder Ho Chi Minh. Her er tonen knap så nænsom, i hvert fald ikke når det gælder Ho’s “dygtighed som partitaktiker ved under frihedskrigen mod franskmændene at uskadeliggøre sine indrepolitiske modstandere, saa at han i 1954 stod som nationalisternes enevældige leder.”

Læs mere om Informations dækning af krigen her: http://www.information.dk/164088

Læs mere om Vietnamdækningen i Berlingske, Jyllands-Posten og Information på http://luftskibet.information. dk/dahlin