“På baggrund af Deres forslag erklærer denne myndighed sig indforstået med, at kælder nr. 1 bliver forvarmet med luften fra de rum, hvor de tre sugeanlæg står.”
Ovenstående er en helt nøgtern bekræftelse på et effektiviseringsforslag, som en ingeniør er kommet med i forbindelse med installationen af en række ovne. Men kælder nr. 1 er et gaskammer. Og det der skal effektiviseres er brugen af Zyklon B, den dødelige insektgift man anvendte i masseudryddelsen af jøder og andre uønskede individer under Anden Verdenskrig.
Det omtalte forslag kommer fra ingeniør Kurt Prüfer fra firmaet Topf und Söhne, der leverede krematorieovne til udryddelseslejren Auschwitz.
Han skulle overvære installationen og ibrugtagningen af ovnene, og i den forbindelse blev han opmærksom på en mulig optimering af processen.
Disse krematorieovne udleder en masse overskudsvarme i forbindelse med afbrændingen af lig. Hvis man ledte denne varme luft ind i gaskælderen ville det effektivisere brugen af Zyklon B. Den fungerer nemlig bedst ved omkring 26 grader, og man ville nemmere kunne regulere temperaturen i rummet, hvis varmen blev ledt ind udefra. Især i de kolde vintermåneder ville det også spare meget brændsel. SS sendte firmaet Topf und Söhne besked om, at de havde tænkt sig at lytte til Prüfers forslag. Endnu engang havde SS’ samarbejde med virksomheden fra Erfurt vist sig fordelagtigt for værnemagten.
Dokumentation
Historien om firmaet Topf und Söhne er gruopvækkende i sin teknokratisme. Det er det, der er pointen bag den udstilling om det tyske familiefirma, der åbner i dag på Arbejdermuseet.
Udstillingen baserer sig på dokumenter. De kolde tal og tekniske overvejelser. For i de nøgne fakta og det bureaukratiske sprog ligger en latent uhygge. Den ureflekterede assistance til masseudryddelsen.
Det er det unikke ved denne udstilling, mener museumsinspektør Jacob Bjerring-Hansen.
“Der er ikke noget, der tyder på, at virksomhedens ledere, brødrene Ludwig Topf og Ernst-Wolfgang Topf, var antisemitter. De var ganske vidst medlem af DNSAP, men det var der jo mange, der var. Der er ingen spor af antijødiske tilkendegivelser, og der var både halvjøder og kommunister ansat i firmaet. Der er altså intet, der indikerer, at det har været ideologisk begrundet. Det var ikke engang noget, de tjente imponerende på. Og de blev heller ikke udsat for pres af SS. De rettede tværtimod selv henvendelse til dem. De har blot betragtet det som en hvilken som helst anden handel.”
Ingeniørerne Kurt Prüfer og Karl Schultze blev virksomhedens repræsentanter i lejrene. Og de ledede ikke blot installationen af ovnene, de var også SS-kommandoens vejledere. De arbejdede hele tiden på at effektivisere processen.
“Oprindeligt var ligbrænding omfattet af en lov fra 1934, hvori der indgik mange etiske overvejelser. Liget måtte ikke udsættes for direkte flamme. Der skulle kun være en fin aske tilbage. Det skulle fremgå tydeligt, hvem den afdøde var, og hvem der havde foretaget ligbrændingen og så videre. Alt sammen et resultat af, at ligbrænding indtil 1934 havde været forbudt, og da det blev lovligt var det kun borgerskabet, der benyttede sig af det. Men alle disse etiske overvejelser forsvandt hurtigt ud af Topf und Söhnes arbejde for den tyske værnemagt. For eksempel opfandt man en ovn, hvor tre lig brændte samtidig og varmen fra de to yderste lig antændte det midterste, så man minimerede brugen af brændstof,” siger museumsinspektør Jacob Bjerring-Hansen.
Gaskælderen
Der hersker derfor ingen tvivl om, at de kendte til udryddelsen af jøderne og dets omfang.
“I interne dokumenter fra firmaet indgår ordet ‘gaskælder’. De er altså ikke lige så fintfølende og forsigtige som SS-kommandoen, der omtaler kamrene som ‘særlige badeanstalter’ og lignende.
Topf und Söhnes repræsentanter i lejrene har selv set bunker af lig og har endog set levende mennesker blive smidt i ovnen. I de interne drøftelser indgår konstant overvejelser, om hvordan man øger ovnenes kapacitet. De har måske bedre end nogen andre kendt til massemordets omfang. Det blev de jo nødt til, hvis de skulle beregne ovnenes kapacitet,” siger Jacob Bjerring-Hansen.
I udstillingen kan man se en række urner, som rigstyske ofres pårørende har fået udleveret. Men asken i urnerne har blot været en vilkårlig bunke samlet op i ovnen. Bortset fra urnerne er der i udstillingen ikke fokus på ofrene i de konkrete tekster. Men det betyder ikke, at de ikke er der. Urnerne er det første man ser, når man træder ind på udstillingen, og tanken ligger konstant i baghovedet, når man vandrer gennem udstillingen, der mest består af gulnede dokumenter.
“I Tyskland er bevisførelsen helt central. Man må forestille sig et miljø, hvor der er Holocaust-benægtere fremme, hver gang man er på banen med faktuelle oplysninger. Hvis der er den mindste talfejl, så afviser benægterne hele historien. Det gør, at man er uhyre detaljeret og præcis i alt. Der er ikke et eneste postulat, som ikke bevises gennem et internt dokument. Det er ikke en udstilling, der baserer sig på følelsesmæssige erindringer om Holocaust og lejroplevelser, som man kan så tvivl om, simpelthen fordi folk naturligvis ikke husker lige præcist. Der kommer modstridende oplysninger frem, hvis 20 mennesker fortæller om det samme. Men det her er simpelthen så blottet for følelser og holdninger, at man ikke kan afvise det,” siger Jacob Bjerring-Hansen.
Den etiske diskussion
Arbejdermuseet har i forbindelse med udstillingen udarbejdet en del undervisningsmateriale, der skal anspore skoleklasser til at tage den etiske diskussion, som Topf und Söhne aldrig rørte.
“Mange historikere mener jo, at man ikke kan dømme mennesker udfra handlinger, de har foretaget i en fortid, der var helt anderledes. Man må gå ind på datidens præmisser og forstå handlinger i kontekst. Det mener jeg faktisk er noget vrøvl i denne sammenhæng. Her har man netop kendskab til alle omstændighederne. De var ikke under pres hverken økonomisk eller politisk. De havde alternativer. De kunne bare have sagt nej. Og så må man spørge sig selv om, hvorfor de alligevel vælger at tage opgaven.”
Det er dette etiske dilemma, der gør udstillingen så aktuel, mener Jacob Bjerring-Hansen.
“Vi er jo også nogle af dem, der skriver Holocaust med stort H, og vi er meget kede af at drage paralleller til nutidige problemstillinger, men hvis man koncentrerer sig om det enkelte menneske, den enkelte aktørs handlemuligheder, så vil jeg mene, det er muligt på den måde at aktivere historien. Man må spørge sig selv: Hvornår blev det unormale normalt for en arbejder på Topf und Söhne? Hvornår tog de det berømte første skridt?”
Alt tyder på, at alle de ansatte på virksomheden, der arbejdede med produktionen af ovnene, vidste, hvad de skulle bruges til.
“Der er intet, der tyder på, at nogen har sagt op eller har gjort modstand mod arbejdet, selv om alle har været bekendt med deres anvendelse,” siger Jacob Bjerring-Hansen.
Distancen
En del af ingeniørerne har været direkte indblandet i arbejdet med at optimere ovnene, og det er i virkeligheden det, der er det mest gruopvækkende ved virksomhedens arbejde for SS.
“De tager selv initiativ til at effektivisere udryddelsen. De er så optaget af den tekniske formåen, at de er helt blottet for etiske overvejelser. Det er her, man virkelig ser, hvor galt moralsk afmarcheret, de har været. Det er jo som om, effektiviseringen har fået sit eget liv. Det er den, der driver dem. Og her må det da om nogen steder være muligt at drage paralleller til det fokus, der er på effektivisering i produktionsapparatet i dag. Hvilke følgevirkninger er vi ikke opmærksomme på. Hvad vælger vi at se bort fra?” siger Jacob Bjerring-Hansen.
Således kan udstillingen på Arbejdermuseet muligvis ses som en illustration af sociologen Zygmunt Baumans teori om Holocaust: Det kunne ikke have fundet sted uden det moderne samfunds fascination af rationel organisering og dyrkelsen af teknik og orden. Og det enkelte menneskes evne til at tage etisk stilling bliver sat delvist ud af kraft, når det, man foretager sig, sker inden for den rationelle bureaukratiske ramme. Kan man gennem produktionsapparatet blive fuldstændig distanceret fra produktet og dets anvendelse?
Var det det der skete på Topf und Söhne? Det spørgsmål kan man stille sig selv på Arbejdermuseet frem til 30. december.
Som nobelprismodtageren Imre Kertesz har sagt det:
“Eichmann sagde under afhøringerne i Jerusalem, at han ikke var antisemit, og selv om de, der overværede retssagen brød ud i latter, så er det ikke utænkeligt, at han talte sandt. For at være i stand til at myrde millioner af jøder, havde den totalitære stat ikke lige så stor brug for antisemitter som for gode organisatorer.”
Dødens Ingeniører - Maskinfabrikken Topf & Söhne - Ovnbyggerne fra Auschwitz Udstillingen åbner i dag på Arbejdermuseet, Rømersgade 22 og kører til den 30. december.
Det er en vandreudstilling udviklet af Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora i samarbejde med Jødisk Museum Berlin og Det Statslige Auschwitz-Birkenau Museum.
Kommentarer
Det er kvalmende at se ikke-rygning sammenlignet med nazisme.
Hold venligst op med det.
Uden at ville sammenligne med den tyske maskinfabrik kunne man måske også kigge lidt på egne forhold under samme krig:
De var sikkert ikke nazister, og de blev måske mere eller mindre presset til det af regeringen, men de blev rige på det. Det var bare ‘business as usual’, bortset fra, at priserne steg med flere hundre procent, da danske (- især) storbønder, leverede masser af “mad” til tyskerne under krigen. Og det blev vist i sidste ende de danske skatteborgere, der kom til at betalte for tyskernes dyre “mad”. Tyskerne betalte vist aldrig statkassens udlæg til de danske leverandører. Fede dage for leverandørerne, hvis det er rigtigt
Der var vist også en del industrivirksomheder, der igen med regeringens velvilje, leverede til tyskerne, og havde gode dage under krigen. De var sikkert heller ikke “befolket” med nazister.
Det ville være interessant at klarlægge Venstres rolle i disse sammehænge nærmere, men det er svært at finde lødig dokumentation … synes jeg.
Jeg synes iøvrigt ikke, at Dole Dyle sammenligner rygning med nazisme.
Jeg synes, at Dole Dyle peger på det meget ubehagelige fænomen, der består i, at man (Venstre, Konservative, U-dansk Folkeparti og desværre flere andre) systematisk mener at kunne løse “problemer” ved at forbyde dem: Passiv rygning er skidt … ergo forbyder vi rygning på visse steder, og så er den klaret.
At dette fænomen minder om den måde tingene blev ordnet på i Tyskland dengang … “Ordnung muss sein”, gør vel ikke fænomenet til udslag af nazisme, men det er tankevækkende … og måske lidt beskæmmende.
Yes, mere irrationalitet, mindre top-styring, ny regering, og lad os så selv tage os af rygeproblemet. Det er jo fundamentalt et simpelt spørgsmål om almindelig dannelse: Naturligvis ryger man ikke i nærværelse af mennesker, der ikke ønsker at blive udsat for røgen … så simpelt er det.
.
“Alt andet lige så synes jeg, at man ser det samme intolerence i samfundet i dag, tit kombineret med ideen om det perfekte og rene menneske.”
Med forsider som “Så meget koster de fede dig!” gør man sit bedste for at jage en skræk i et egocentreret, fjendsk, bange, usikkert og pengegrisk samfund.
Hvis din nabo tager 20 kilo på og bliver syg, stiger skatten og så får du måske ikke råd til den tredje firehjulstrækker eller et nye samtalebryggers.
Enhver afvigelse kan kun løses med forbud, stramninger og generel intolerance overfor alle der afviger fra det perfekte. Hvis de afvigende subjekter formaster sig at tage til genmæle, har vi grafer og statistikker der nok skal få dem til at holde kæft.
Det sjove er at der ikke findes to mennesker her på kloden der er ens, end ikke enæggede tvillinger er ens. Bare fordi at ens badevægt ikke viser “Du har nu idealvægt” er det ikke ensbetydende med at man belaster det offentlige sygehusvæsen (Så længe vi har sådan et - det er vel kun en eller to VOK perioder til). Rent faktisk forelægger der undersøgelser der viser at hvis man ligger lidt over ens idealvægt er der en udpræget chance for at leve længere end vis ens vægt er “ideel”.
I den globale jagt på det ideelle menneske og rigdom hærger “edepemier” - spiseforstyrrelser og andre sjove sygdomme og ubalancer i sindet. Men det problem kan man jo bare fjerne ved at forbyde det - for det koster samfundet penge.
Men Topf und Söhne var ikke de eneste der fulgte strømmen. Selv store velrenomerede udenlandske selskaber fulgte trop. Ford, General motors, Dow Chemicals, Bendix Aviation, J.P.Morgan, General Electric, Standard Oil, I.T.T., I.B.M., Du Pont, Vacuum Oil, Harriman & Brown Brothers og Texaco havde alle deres fingre i suppedasen.
IBM’s tyske datterselskab leverede endda maskineri til effektivisering af jødeudryddelsen. Da Thomas Watson senior indså at det var ganske upopulært afbrød han enhver officiel forbindelse til datterselskabet - IBM fik så istedet sat deres andel af rovet ind på Sweitziske konti. Indholdet af disse er også først for nyligt blevet ført tilbage til det jødiske folk - efter et massivt pres, da IBM først mente at de skulle tilfalde direktions kaffekasse.
Dole det er more på sin plads at sammenligne tobaksindustrien med producenterne af Cyclon-B - gassen anvendt til avlining af de uværdige.
Det har sandt for dyden intet med frihed at gøre at tvinge andre mennesker til at være passiv rygere - Kim Larsen er et fjog
Neoconismen
Kan vi sige nej?
Desværre lever intolerencezionismen (ikke helt ulig nazisternes) i bedste velgående i dag, den er blevet en verdensomspændende kampagne i meningstyrani og hævn, delvis fordækt, da ingen journalister våger nævne problemet ved dets rette navn.
En minoritet holder på at tage kvælertag på verden. En ny ondskabens akse har taget form: USA/Israel/Georgien + et par naive medløbere.
Størstedelen af USAs befolkning er ganske vist totalt uvidende om, hvad som holder på at ske, de ser blot symptomerne fx. ejendomsmarkedets kollaps, olie og benszin priserne himmelflugt, lønstagnation, fattigdomen sprider sig etc.
Denne ‘elite’, som nogen ynder at kalde dem, er mestre i netværk, en tusindårig mellemøstlig tradition, hvor nepotisme er den gummilim, som holder det hele sammen og forhindrer, at udenforstående får indsigt i deres virksomhed. De findes overalt fra Los Angeles rundt jorden til Shanghais skyskrabere.
Der findes nogle hovedområder, som er særlig attraktive for dem, medieverdenen film/TV/aviser/(underholdning), olieindustrien, våbenindustrien, politiken og som grå iminenser bag politikerne (ministerielle embedsmænd, pressesekretærer, ghostwriters, juridiske rådgivere, konsulenter etc) formidler de deres netværks ønsker enten i form af direkt pression eller i rapporter (hjernevaskning) om dette og hint, og de ser til at lovgivningen bliver tilpasset deres interesseområder, og at deres medlemmer får fordele og handlefrihed. Dette foregår som oftests fordækt eller under overskrifter, som antyder almen benefit!
De kontrollerer helt hvilke nyheder og hvilken vinklingen, vi får præsenteret i medierne, og gennem gentagelse, gentagelse og bevidst udeladelse af visse fakta, får de til sidst folk at tro på, hvad de hører og ser er sandheden, uden at ha’ givet konkrete beviser.
Deres lobbyisme er med til at forvride eller helt tilsidesætte demokratiet og kan i det store hele sammenlignes med mafiavirksomhed.
THE ISRAEL LOBBY AND U.S. FOREIGN POLICY
By John J. Mearsheimer and Stephen M. Walt.
484 pp. Farrar, Straus & Giroux. $26.
Kim Larsen kunne også have krævet retten til at have asbestlofter i egen bolig.
Det kommer sikkert fra hjertet, men vinder ikke mig over.
Tilbage til de tyske ingeniører: For at være et helt menneske er man nødt til at udvikle moral. De tyske ingeniører syntes blottet for empati, og forhåbentligt lærer vi af det. De der vil anvende denne artikel til at angribe den siddende regering, er fjollede. At sammenligne den fortid med nutidens regler er absurd.
Velfærdssamfundet risikerer at blive afviklet fordi folk ikke er dannede og passer på sig selv og andre. Når de mange, der passer på tingene, ser at en stor gruppe er ligeglade og bare kræver ind, ophører lysten til at blive beskattet og have fælles forsikring. Men det er ikke det samme som at optimere ovne i Tyskland i 40’rne.
med venlig hilsen
Lennart
Det er absurd at sammenligne giftgasfabrikanter med fabrikanter af et nydelsesmiddel.
Det ville være mere relevant at sammenligne med våbenfabrikanter, hvor produktets mest muligt effektive dødbringende virkning er målet.
For tobakken er det dog højst en beklagelig bivirkning - og en risiko, folk selv vælger at udsætte sig for-
De kunne have sagt nej. Men det gør de sjældent. Når næste generation af journalister skriver i Information om den ”værdikamp” og ”udlændingedebat” og der fandt sted for 15 – 20 år siden, vil de også kunne skrive: De kunne have sagt nej.
Venstre og Konservative kunne have sagt nej til at købe ministertaburetterne for racisme. Uffe Elleman og hans generation af borgerlige politikere sagde nej til at spille racismekortet, og Anders Fogh Rasmussen kunne også have sagt nej. Anders Fogh Rasmussen havde muligheden for at sige nej til Pia Kjærsgård, udlændingedebat og indførelse af splittelse intolerance og had i befolkningen. Han kunne have sagt nej.
Socialdemokraterne kunne have sagt nej til at vælge en yngre kopi af Pia Kjærsgaard som deres nye partileder. Socialdemokraterne kunne have valgt en anden leder med en anden politik. Socialdemokraterne kunne have sagt nej.
SF kunne have sagt nej til følge Socialdemokraternes eksempel med nogle få års forsinkelse. SFerne kunne have sendt den populistiske og xenofobiske Villy Søvndal ud i kulden i stedet for at opbygge en personkult omkring ham. De kunne have sagt nej.
De kunne alle sammen have sagt nej…
@ Per Thomsen
Ja, Rasmussen kunne have sagt NEJ, mange gange, men han gjorde det ikke. Ikke én eneste gang i syv år.
Han er sikkert hverken nazist eller maoist eller …, han er bare et socialt afstumpet menneske.
Selvfølgelig er børnene mere fundamentalistiske end forældrene, for de møder dagligt et samfund, der udstøder dem. Tryk avler modtryk, det er en helt velkendt mekanisme.
Hvad 2. generation udtrykker med et ønske om sharia, er et ønske om samfund med plads til dem OGSÅ - for de har jo aldrig levet under sharia og kan kun vagt gøre sig forestillinger om, hvad det betyder. Derimod kan de dagligt erfare en forskelsbehandling i de fleste europæiske lande, som deres forældre ikke kendte til.
Selvfølgelig er børnene mere fundamentalistiske end forældrene, for de møder dagligt et samfund, der udstøder dem. Tryk avler modtryk, det er en helt velkendt mekanisme.
Hvad 2. generation udtrykker med et ønske om sharia, er et ønske om samfund med plads til dem OGSÅ - for de har jo aldrig levet under sharia og kan kun vagt gøre sig forestillinger om, hvad det betyder. Derimod kan de dagligt erfare en forskelsbehandling i de fleste europæiske lande, som deres forældre ikke kendte til.
Vi kunne have sagt nej - men alligevel blev vi ved med at stemme på fremskridtsfolkepartisterne og deres hysteriske fremmedparanoia og bodegajantelov.
Anne Marie Buch:
“Hvis din tese er rigtig burde kvinder være fundamentalister i hobetal:”
Sådan nogen fundamentalister som dig selv?
Anne Marie Buch, gæster kan også godt lide at blive behandlet høfligt - og mon ikke det især er det, det skorter på fra folk som dig?
Anne Marie Buch:
“Hvilken tro/ideologi er jeg fundamentalist i forhold til?”
Nu skal du ikke forsøge at narre mig til at sige n-ordet. Det må man som bekendt ikke her til lands, der ifølge Christian Braad Thomsen har sin helt egen Nürnberglov.
Men hvis nu dine gæsters børn banker dine børn, fordi dine børn har pisset på dem i årevis, hvad så?
Anne Marie Buch:
“Mener du for alvor at jeg er fundamentalistisk nazist?”
Jeg er ikke i tvivl om at du er langt ude i hegnet, eller uden for pædagogisk rækkevidde om du vil. Det er jeg med sikkerhed ikke den eneste der mener. Hvilke ord man så vælger til at beskrive dette forhold er vel nærmest en smagssag, og er vel heller ikke så vigtigt, når det kommer til stykket.
Personligt er jeg tilhænger af at vi begynder at bruge n-ordet i de sammehænge, hvor det er rimeligt, sådan som Christian Braad Thomsen i dag har gjort på forbilledlig vis, ved at beskrive 24-års reglen som den danske Nürnberglov…
“…i hobetal…”
Overdrivelser fremmer fremmedhaden.
Nu er jo Søren Pind lige blevet banket på plads af Hans Kornø Rasmussen efter at have fejlciteret hans bog “Den danske stamme – en befolkningshistorie”. Det er ikke indvandrenes skyld hvis Danmark skulle gå hen og forandre sig væk fra en Morten Korch-idyl, men Danskernes fordi de ikke får børn nok.
Anne Marie Buch:
“Kom med eksempler på mine nazistiske tilbøjligheder!. Det kan du jo ikke, vel?”
Jamen det klarer du da fint selv. Her har du bestemt ikke brug for nogen hjælpende hånd.
Du kan jo blot læse et udpluk af de kommentarer du selv har skrevet i dag og så ersatte “muslimer” med “jøder”. Så skal du få syn for sagn…
Her er hvad andre af vores meddebattørere skriver om dig, Anne Marie Buch:
“På hvilke afgørende punkter adskiller fru Buch opfattelse af muslimer sig fra nazisternes opfattelse af jøder?
(de er kriminelle, de er onde, de vil overtage magten i vores samfund, de fortjener ikke at vi tager menneskelig hensyn etc)”
Hvorfor får de ikke noget svar, fru Buch?
kp j
Jeg forstår dig ikke helt. Mener du at det er Buch tilgang der kan løse integrationsproblemerne i dette land?
Hvis der er nogen der lever i en osteklokke er det personer af hendes obervans. Hendes tilsvining af muslimer kan jeg heller ikke se noget ‘værdigt’ ved
Der er ikke “et reelt problem med muslimske indvandrere i Danmark.” Der er et reelt problem med visse indvandrergrupper, hvoraf en del er muslimer.
Det er denne ganske enkle forskel, de mange højrespammere i disse spalter nægter at se i øjnene.
Og så længe de gør det, er det spild af tid at diskutere med dem.
Du skal have tak for dagens morsomste kommentar, Anne Marie Buch.
Du starter ud i fin stil og forsøger på forskellig måde at overbevise os om at du er from som et lam og absolut ikke er nogen frådende racist og nazist. Det lyder jo meget godt, og tilforladeligt, men da du så kommer til slutningen af din kommentar er det tydeligt at tålmodigheden og de gode hensigter slipper op, således at du alligevel ikke kan dy dig for at slutte af med denne “grausame salbe”:
“som nævnt i en anden tråd, så er muslimer altså stadig overrepræsenterede i voldstatistikkerne, selv når der er stratificeret for sociale problemer. Samtidig må man konstatere at mange muslimske lande er præget af et højt, mandligt, aggressionsniveau.”
Hvis du nu kigger efter en ekstra gang, kan du så ikke selv se, at starten og slutningen af din kommentar ligesom modsiger hinanden en lille smule?
Anne Marie Buch
“Umiddelbart sig min fornemmelse mig at det ikke vil være til indvandrerenes fordel, hvis alle tilfælde talte med i statistikkerne.”
Det kommer virkelig som en stor overraskelse, at dine fornemmelser går i den retning…
Og Thomas B: nøjagtig samme adfærd så man i de gamle arbejderkvarterer i første halvdel af det 20. århundrede (og det sidste årti af det 19.) - men bemærkelsesværdigt nok igen først som 2. generations reaktion på at stå imellem to levemåder og livsopfattelser.
Buch;
Kan det have noget at gøre med diskrimination?
At der råbes ‘perkersvin’ efter dem på gaden?
At politiet stopper dem på gaden og visiterer dem blot fordi de er mørkhåret?
At de risikerer at blive overfaldet af hvide bøller hvis de går ud om aftnen
At deres butikker og hjem udsættes for hærværk og trudsler smides ind af deres brevsprække om at ‘skrubbe hjem ellers …’?
At de nægtes adgang til discoteker udelukkende p.gr.a. etnicitet?
At de aldrig får en praktik plads efter end uddannelse uanset hvor gode papirer de har?
At de ikke indkaldes til jobsamtaler uanset hvor fine eksamener de har?
At de oplever typer som dig BUch der dagligt fylder medierne med deres uforbeholdne mening om dem baseret på hadefuld retorik og fordomme?
ja jeg underer mig ikke
osv.
Richard L. dine kommentarer sitrer nærmest af indestængt had, vrede, sårede følelser, frustration, bitterhed og skuffelse. Er det ikke lidt for nemt og lidt for belejligt at give indvandrerne skylden for alt det der er gået galt i dit liv?
Richard:
Jamen det er jo ikke sådan at den ene uretfærdighed opvejer en anden. Eller hvad?
Når en lovlydig velintergreret muslim nægtes adgang til et discotek fordi han ‘uheldigvis’ har ‘forkert’ etnicitet skal han så bare affinde sig med det fordi nogle andre muslimer på et tidspunkt har opført sig tåbeligt? Skal han mener at det er OK at politiet stander ham og kropsvisiterer ham fordi han uheldig vis er på det forkerte sted og er af en bestemt etnicitet? Kan du slet ikke forstå at det kan meget frustrerende at blive mistænkt for det værste blot fordi man har et bestemt udseende? At det er trættende at blive sat i bås med de mest fanatiske muslimer før man overhovedet har fået lov til at fortælle hvem man er? Muslimer i Danmark er på mange måder i samme situation som de sorte i USA i 50- og 60-erne