Italiens kollektive fortrængning

I en ny bog fortæller Roberto Scarpinato fra antimafiaenheden i Palermo om, hvordan mafiaen igen er blevet en del af den italienske normalitet

Hvor stor indflydelse har mafiaen? Det forsøger Roberto Scarpinato, som er offentlig anklager i Palermo, at belyse i en ny bog, Il ritorno del Principe (Fyrsten vender tilbage), hvor journalisten Saverio Lodato stiller spørgsmålene. Anklageren hævder, at medierne ved at fokusere på mafiaens såkaldt militære gren konsekvent undervurderer og fortrænger, at de kriminelle organisationer uden politisk beskyttelse blot ville være almindelige forbryderbander:

"Den sande magt er altid 'obskøn'. Den opererer altså 'uden for scenen'. På scenen, på de institutionelle steder, bliver der 'iscenesat' en forestilling for offentligheden."

Scarpinatos vidnesbyrd fra antimafiaenheden i Palermo er det første af sin slags siden Giovannis Falcones En dommers kamp mod mafiaen fra 1991. Derfor er det så meget desto mere mærkværdigt, at udgivelsen stort set er blevet ignoreret i Italien.

Bogen er en analyse af Italiens aktuelle tilstand med udgangspunkt i Niccolò Machiavellis Fyrsten fra 1513. Ifølge Scarpinato repræsenterer Machiavelli en degenereret og førmoderne magtfilosofi, som har overlevet i det postmoderne samfund. En af de mest rystende oplysninger i bogen er, at det italienske parlament tidligere på året med stort flertal afviste at udelukke parlamentsmedlemmer med en definitiv dom for 'mafia' fra den parlamentariske antimafiakommission. Scarpinato mener, at den italienske magtelites kulturelle identitet består i en udbredt accept af korruption og et ambivalent forhold til staten:

"Den politiske elite i Italien har altid baseret sin magt på systematisk korruption og mafia og beskyttet og benyttet voldsspecialister."

Mørklægning

I 80'erne lykkedes det undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, der begge blev dræbt ved bombeattentater i 1992, at kortlægge den sicilianske mafia, Cosa Nostra, og dermed gøre anslag mod organisationens forgreninger i den politiske elite. Scarpinato fortsatte sine kollegers arbejde som anklager i sagen mod Giulio Andreotti, der var ministerpræsident hele syv gange fra 1972 til 1992. Andreotti blev anklaget for medvirken til mafiakriminalitet, og i 2004 bekræftede den italienske højesteret anklagemyndighedens tese. De strafbare forhold kunne dog kun dokumenteres indtil 1980. Selv om det ikke stod klart, om Andreotti siden havde distanceret sig fra Cosa Nostra, kunne han på grund af forældelsesfristerne i sagen ikke idømmes nogen straf. I de fleste italienske medier blev det beskrevet som en frifindelse, og en meget stor del af den italienske befolkning tror således, at anklagerne var fri fantasi.

Andreotti blev allerede i 1991 valgt som senator på livstid, mens Scarpinato i dag er en marginaliseret figur i den statslige mafiabekæmpelse: "Da retssagen mod Andreotti begyndte, fik RAI (det statslige tv-selskab i Italien, red.) tilladelse til at sende alle retsmøderne. Efter de første to transmissioner, som fik meget høje seertal, blev udsendelserne taget af programmet," fortæller han i bogen.

Postmafia

Forvanskningen af dommen mod Andreotti repræsenterer en spildt chance for et historisk fremskridt. Samtidig virkede drabene på Borsellino og Falcone, da den spontane vrede forsvandt, enormt demoraliserende på den folkelige modstand mod mafiaen:

"Den del af civilsamfundet, der ikke ernærer sig som underleverandører i mafiaens magtsystem, ikke accepterer 'at passe sit eget' og ikke giver afkald på sit medborgerskab for at blive klienter og underkaste sig indflydelsesrige politikere og mafiosi, fik i de to undersøgelsesdommere for første gang mulighed for at identificere sig med en stat med et præsentabelt ansigt," siger Scarpinato.

Men i de seneste årtier har privatiseringen af store statslige industri- og ejendomsselskaber og en delvis skjult privatisering af f.eks. sundhedsydelser, vandforsyning og renovation medført en slags demokratisering af korruptionen. Samtidig har tilførslen af EU-midler til egnsudvikling i Syditalien og åbningen af grænserne i Europa givet mafiaen, som har en anslået årsomsætning på 90 milliarder euro, ideelle vækstbetingelser. Faktisk bør man ifølge Scarpinato efterhånden tale om 'postmafia': "Mafiaens kultur og dens metoder bliver næsten umærkeligt en stadig mere udbredt praksis, således at man ikke længere betragter den som noget anderledes og ikke bemærker dens patologiske karakter. Den er ved at blive, hvad den var før i tiden: en del af den italienske normalitet."

Den moderne fyrste

Det palermitanske forår, som var navnet på den folkelige opstand mod mafiaen i starten af 90'erne, er blevet afløst af et melankolsk efterår. I en note præciserer Lodato og Scarpinato, at bogen "ikke omhandler de seneste hændelser i det politiske liv". Men Silvio Berlusconis valgsejr i april virker som en bekræftelse af dens dystre diagnose. Den moderne stat opstår netop, når fyrstens ejendom adskilles fra fællesskabets ejendom, og selv om Berlusconi ikke bliver nævnt i bogen, er det svært ikke at se den nye regeringsleder som en moderne fyrste: "Jo mere kompleks og fragmenteret den sociale virkelighed bliver, des mere vertikal bliver magten. Udfordringen fra denne kompleksitet, som påkalder en tidssvarende udvikling af demokratiet, bliver besvaret med et autoritært tilbageskridt, som simplificerer forvaltningen af magten ved at overdrage dens scepter til de få."

Saverio Lodato & Roberto Scarpinato: Il ritorno del Principe, 368 s., 15,60 euro. Chiarelettere editore. ISBN 978-88-6190-056-1

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu