Det kan kun gå fremad for partiet, hvis Ny Alliance gør alvor af overvejelserne om at droppe navnet. Sådan lyder rådet fra formand for Dansk Numerolog-Forbund, Mauren Pihl. Partinavnet har fra begyndelsen af givet dårlig energi, vurderer hun.

En numerolog ville aldrig have sagt god for Ny Alliance. Begge ord i navnet giver svage energier, som ikke tiltrækker noget positiv. Især alliance med to l’er og et c er en svag energi. Og sammen bliver det lidt skæbnebetonet og indikerer uheld - at man skal starte om igen og forfra hele tiden. At tingene skal gøres om igen og igen,” siger Mauren Pihl.

Det er partileder Naser Khader, der i Jyllands-Posten i går 15 måneder efter partifødslen, tre folketingsmedlemmers exit og et skrottet partiprogram nu lægger op til også at skifte partinavnet ud.

Vi overvejer det, men har ikke besluttet os endnu. Jeg synes ikke, at der er noget galt med navnet Ny Alliance. Det er stadig et fremragende navn, og jeg ved ikke, om det ender med, at vi ændrer navn,” siger partileder Naser Khader og understreger, at et eventuelt navneskifte skal diskuteres med medlemmerne.

Kolbøttetur

Efter kolbøtte på kolbøtte er partiet i gang med en oprydningsarbejde, hvor Saxo Banks direktør, Lars Seier Christiansen, spiller en central rolle i udarbejdelsen af en ny politik, der skal tilføre Ny Alliance troværdighed som et seriøst, liberalt parti.

Lars Seier Christensens indflydelse kommer i kølvandet af, at han har meldt sig ind i partiet, som banken tidligere har doneret en million kroner.

Men numerologen advarer partiet mod at falde for fristelsen til blot at udskifte ordet ny med liberal og navngive partiet Liberal Alliance.

Ordet liberal er en meget, meget stærk energi, men den arbejder bare ikke godt sammen med ordet alliance. Så det bliver det ikke bedre af,” siger Mauren Pihl til Ritzau.

Reformer

Valgforsker Hans Jørgen Nielsen tvivler på, at et nyt navn kan genrejse partiet, der står til at ryge ud af Folketinget i meningsmålingerne.

Problemet er, at det giver indtryk af ny ustabilitet, når et parti skifter stort set alt ud på meget kort tid,” siger han.

Ny Alliance håber at kunne overbevise vælgerne om, at partiet har en fremtid som et seriøst liberalt reformparti. For at markere partiets nye start vil Khader præsentere fem mærkesager i det nye politiske program på sommergruppemødet i den kommende uge.

En skattereform skal fjerne topskatten og mellemskatten og sænke selskabsskatten. Pensionsalderen skal hæves til 67 år, og adgangen til dagpenge, førtidspension og efterløn skal begrænses i en arbejdsmarkedsreform for at øge arbejdsudbuddet. Den offentlige sektor skal effektiviseres, virksomheder skal have mere frihed og færre regler, og så vil Ny Alliance åbne grænserne for indvandring.

Men partinavnet alene er næppe skyld i partiets bratte nedtur. Det personlige numeroskop hos de personer, der står i spidsen for partiet, er også vigtig, understreger Mauren Pihl.

Man kan godt opleve nogle firmanavne med tunge eller svage navne, hvor det alligevel går rigtig godt, fordi de forvaltes af nogen med stærke energier, som eksempelvis har en fantastisk dømmekraft og tiltrækker sig positive samarbejdspartnere”, siger Mauren Pihl.

ritzau