Nu er OL i Kina forbi. Gudskelov, siger mange Kina-eksperter. Nu er det også endeligt forbi med de uvidende kommentarer til Kinas kultur og historie og med folk i fjernsynet, der ikke engang formår at udtale navnet på Kinas hovedstad.
Nu er vi alle Kina-eksperter! Vi har set billederne; vi har hørt mediedommene; vi er chokerede: Kina er et land, som systematisk undertrykker sine borgere, doper, piner og plager sine sportsfolk, ignorerer menneskerettighederne og begår en form for etnisk udrensning i Tibet.
Derfor er det skandaløst at kineserne efter åbningsceremonien, der inkluderede et ‘børnepornografisk trick’, har vundet de fleste medaljer ved OL, især da “Riget i Midten åbenlyst og skamløst har samme ambition som Hitler i sin tid” (Information den 20. august).
Men hvorfor må kineserne ikke være lige så stolte af deres sejre og deres land som danskerne eller englænderne ville være det? Og siger Vestens reaktion på Kinas succes ikke langt mere om os end om kineserne?
Nogle læsere vil måske misforstå mig med forsæt: Jeg forsvarer ikke det kinesiske systems ufuldkommenhed, ej heller hengiver jeg mig til ‘sinofile’ dagdrømme. Men jeg vil gerne bede nogle kommentatorer om at stige ned fra deres høje heste - de kommentatorer, som påberåber sig moralske standarder, som om de fandtes her hos os og manglede hos kineserne. Selv om nogle engagerede kritikere ikke vil vide det, så har Kina en historie, som - hvis man ville tage notits af den - kunne hjælpe til at forklare nogle ting.
En lang ydmygelse
Tiden fra omkring 1850 til 1950 anses af kineserne som en århundredlang ydmygelse - en ydmygelse, som skyldtes, at vestlige lande med en arrogant selvfølgelighed tog deres universelle værdier med til Kina for at glæde de indfødte. Kina kunne i rollen som ‘Asiens syge mand’ bare se til, mens udlændingene besatte og kontrollerede centrale landområder.
Det selvbestaltede verdenssamfund betragtede slet ikke Kina som medlem, endsige som kandidat. På grund af disse ydmygelser ændrede kineserne deres politiske styre såvel som deres kropsform! Kvinder skulle ikke have indsnørede fødder i en moderne republik, de skulle dyrke gymnastik og få stærkere børn som kunne udgøre fundamentet for et nyt og stærkt Kina.
Så kan det ikke overraske, at Mao ved oprettelsen af Folkerepublikken i 1949 forkyndte, at Kina var stået op. Kineserne skulle blive stolte af deres land og selv bestemme, hvad der skulle foregå. Da Beijing i 2001 fik OL, troede mange i Kina, at en stor del af de nationale mål var blevet realiseret.
Medierne skrev: “Vi har ventet på denne dag i mange år. Nu har verden tiltro til os”, og “i dag vælger verden Kina. I dag beundrer verden Kina. OL er en milepæl i Kinas genoplivelse og er med til at forstærke vores internationale position”. Efter skam fulgte stolthed. Og hvorfor ikke?
I de seneste 30 år har kineserne skabt et økonomisk mirakel og, ja, et politisk. Vores fuldautomatiske henvisninger til Kinas problemer rummer desværre også en bevidst udeladelse af Kinas mange fremskridt.
Anerkendelsen mangler
At foretage en sammenligning mellem Kina i dag og Nazi-Tyskland er at fortegne historien. Det er også et retorisk forkasteligt forsøg på at få oppositionen til enten at tie stille eller at fremstå som støtter af en afskyelig ideologi. Dette kneb udelukker en analyse af et land, som utvivlsomt er et medlem af verdenssamfundet. Der mangler kun anerkendelsen.
At Vesten ikke er villig til at give Kina den anerkendelse, som Kina har ønsket sig, ses klart i den internationale pressedækning af OL i Beijing. Når man ikke kan holde trit sportsmæssigt, så må der findes en anden grund til at affærdige modstanderen: Kineserne lader hånt om vores universelle værdier. Men skal man kaste med sten, når man selv bor i et glashus? Selv om man måske er klar over, at vores glas et lidt tykkere end deres, så findes der hos os revner.
Kinas slogan for OL, One World, One Dream, er langt fra at blive en realitet. For Vesten har OL været et medaljemæssigt mareridt. Kina har overvundet dets historiske ydmygelse. Det, vi må nu, er at finde en passende måde at dele verden med partnere, som ikke altid anerkender vores værdier.
Vestens problemer med Kina er et spejlbillede af vores problemer med os selv. På trods af alle vanskelighederne i Kina, så er det nødvendigt, at vi tager et dybt og kritisk blik på vores egen situation, og at vi beskæftiger os seriøst med Kina og Kinas seneste historie.
På den måde vil vi måske kunne nærme os den fælles verden og den fælles drøm, som Kinas OL-slogan faktisk opfordrer til.
Denise Gimpel er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet
Kommentarer