Omtrent 70 kilometer syd for Beograd, ved byen Ljig, lige før vejen drejer mod øst, står en af de sidste antifascistiske soldater med en håndgranat, som han lægger an til at kaste. Sådan har han stået i flere årtier, siden Marskal Titos epoke, som et monument nu over en svunden tid, hvor den socialrealistiske æstetik var selve inkarnationen af en historiefilosofi, der i sin lokale jugoslaviske aftapning sagde, at fremtiden lå hos arbejdere, bønder og ærlige intellektuelle.
Han står der stadig på sin sokkel, hævet en meter op i terrænet, ved siden af floden, der løber langs byens grænse op til landevejen, og er i begreb med at kaste sin granat ned mod fjenden i syd. Vi er ikke i tvivl om, at det er kontingenter fra den tyske værnemagt, han på denne symbolske måde er i begreb med at fordrive i dette moment, hvor han er frosset i sin heroiske positur.
Med sine godt to en halv meter står han på sin sokkel, bøjet lidt i knæene, med granaten i sin højre hånd, og lægger an til kast og med ansigtet stålsat, besluttet på at drive fjenden ud af Serbien.
Denne antifascistiske partisan er iført et par mægtige støvler, et par arbejdsbukser og en slags pilotjakke, og på hovedet har han den karakteristiske Sajkaca, en militær skråhue, som man især ude på landet ser alle gamle mænd bære. Det siges, at de aldrig tager den af, kun i guds hus - de, der kommer i guds hus.
Ifølge en undersøgelse erklærer over 90 procent i dag, at de tror på den serbiske kristendom i dette mytologiserende land, hvor alle andre nationsbærende institutioner end kirken synes at være gået under med kommunismen.
Festivalen i Guca
Vi er på vej ned til folkemusik-festivalen i landsbyen Guca, halvandet hundrede kilometer syd for Beograd. Efter at have forladt en af de sidste antifascistiske partisaner ved floden i byen Ljig kører vi mod sydøst et stykke, og ind i det dybe Serbien, bort fra det flade landskab oppe ved hovedstaden. Vi fortsætter, og efter et halvt hundrede kilometer drejer vejen igennem dalene mod vest igen, ind til byen Cacak, hvorfra vi finder en mindre vej ind i enden af den dybe dal, hvor Guca ligger med en guddommelig skøn udsigt ud til de skovklædte bakker hele vejen rundt om byen.
Det er hernede i den vilde og heftige larm fra folke-musikken med flere stærkt byrdefulde decibel fra trompeter, der bliver blæst med afsindig energi, og fra duften af spydstegt pattegris, koldt øl og ravgult slivo vi skal forsøge at sondere folkets røst i forbindelse med anholdelsen af den serbisk-bosniske krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic. Og det er ikke svært at danne sig en mening om, hvordan man stadigvæk opfatter denne sinistre figur fra borgerkrigen i 90’ernes begyndelse ovre i Bosnien. Vi rigger kameraet til og bevæger os ned ad hoved-gaderne i den fuldkommen dionysiske landsby, der i en uge er forvandlet til serbisk kulturs centrum i hele verden.
Vi har valgt at ankomme på sjettedagen af festivalen, for en dag før afslutningen at være med når den formentlig peaker i vanvid. Der er måske 100.000 deltagere, alle festlige og ingen helt ædru, men heller ingen helt væk i slivoens evige jagtmarker.
Det forekommer ikke, som om der er noget egentligt centrum, men massevis af restauranter med folkemusikorkestre, som ét langt og stort lydspor fra en Emir Kusturica-film, der lyder fra alle verdenshjørner. Denne guddommelige blanding af serbisk folkemusik og slivovitj, der synes som skabt for hinanden, bringer alle i en tilstand af ekstase eller sort humor. En midaldrende kvinde, der passer en musikbod, virker som om hun har fået mere end slivo, måske taget speed, og i en mærkelig dans, som om hun konstant holder sig oppe på en kængurustylte eller har fastgjort kroppen til elastikker i bodens loft, springer hun op og ned som en yoyo. To fyre i 20’erne, der også har smagt blommebrændevin, udfører en storslået performance, hvor de har stablet sig op på nogle kasser i vejsiden, og foran den forbipasserende masse illuderer de begge et socialrealistisk tableau og står ligesom fastfrosset i en patetisk, dramatisk positur, stive som de er.
Flere fra mængden standser op, og alle forstår sarkasmen over for fortidens hule idealer fra den socialistiske politistat, sådan som de blev eksponeret i den socialrealistiske kunst. Det er den antifascistiske partisan fra Ljig vendt på hovedet.
Efter nogen tid sætter et par piger fra mængden trumf på og stikker et portræt af Radovan Karadzic i hånden på den ene af de selvudstillede, godt stegte menneskeskulpturer.
Hermed ændres meningen i denne performance til noget tvetydigt: Er dette en fordobling af sarkasmen til også at gælde krigsnationalismen fra 90’erne, eller er det en afklædning af det sarkastiske, hvor man nu vedstår sig det patetisk, dramatiske med et nationalistisk indhold?
Det kan under alle omstændigheder virke som om den antifascistiske partisan fra Ljig, sådan som han står fastfrosset fra en kommunistisk fortid, nu får en dobbelt betydning. Både latterlig patetisk, men også som en stærk trods mod det, serberne opfatter som den globalistiske ideologis overgreb mod deres nationale selvstændighed og ret til forsvar for deres mindretal i nabolandene.
Folkelig subkultur
Vi kigger også i embeds medfør på de lokale boder med musik og politiske og religiøse ikoner. Det er bemærkelsesværdigt, at i denne folkelige subkultur er de serbiske helte alle voldelige, politiske skikkelser. Det er ikke åndsfyrster eller forfattere eller kunstnere. Man ser massevis af billeder af først og fremmest tjetnikføreren fra Anden Verdenskrig, Draza Mihajlovic, men også nogle steder, og i den selvsamme bod, portrætter af hans banemand, kommunisten Marskal Tito (der dog var kroat), der henrettede ham efter krigen. Derudover paraderes mindre folkeførere fra den fjerne fortid, såsom Slobodan Milosevic, der førte denne nation helt ud i kaos og det totale barbari.
Og så finder vi, hvad vi nok anede; massevis af ikoner med den serbisk-bosniske general Ratko Mladic, der stadig er på fri fod, og den nyligt arresterede Radovan Karadzic samt den internerede Vojislav Seselj, hvis nu førerløse parti i Serbien fylder godt op i parlamentet med 30 procent støtte i befolkningen.
Hver gang vi har kameraet lidt for langt fremme, enten tæt på maven af en mavedanserinde på et af bordene, eller ude ved boderne ved de forkætrede politiske ikoner, mærker man den let bekymrede stemning, der under en overflade af venlighed simrer med paranoia. Man vil gerne vide, hvad det er vi er ude på at filme her i Guca? Serbisk kultur, svarer jeg (som sandt er)! Sidste gang vi var ude for denne nysgerrighed med inkvisitoriske under- og overtoner, var under demonstrationen i Beograd mod arrestationen af Veselin Sljivancanin, der var sigtet for massakrer mod overlevende fra hospitalet i Vukovar, efter serberne indtog byen. Det ligger et par år tilbage, og da var stemningen anderledes aggressiv. Nu resignerer man bare, her efter arrestationen af krigsherren Karadzic. “Serbisk kultur,” gentager man betuttet, “men det er jo et omfattende emne”!
Warrior chic-kultur
Under en teltdug ned til floden i byen har man indrettet et diskotek, hvor flere hundrede tumler rundt i halvmørket til en elektrificeret turbofolk, en særegen blanding af traditionel folkemusik med dens enorme energi podet med dance. Inde midt i folkemassen danser to piger oppe på en scene, svedige og kun iklædt bikini. Hele scenen en reminiscens fra tiden under Milosevic, hvor man iscenesatte sin krigspolitik med denne kultur.
Ifølge sociologen Ivana Kronja udviklede der sig i zoner i Beograd langs restaurant- og klubgaden Strahinjica Bana - også kaldet Silicon Valley på grund af de mange piger med siliconeimplantater - en veritabel Warrior chic-kultur. De mandlige formationer var unge kriminelle, veteraner fra krigene i Kroatien og Bosnien, paramilitære på orlov, nyrige forrretningsmænd i gråzonen i den kulminerende røverkapitalisme samt prostituerede, såkaldte sponserede piger og turbofolk-stjerner. Det var den nye elite, som blev skabt med krigen, hvis udtryk var den såkaldte Pink Culture - opkaldt efter tv-stationen, og som med Ivana Kronja er identisk med et populistisk univers af modeshows, porno, machismo og værdier fra den serbiske elite, der berigede sig på det røveriske felttog mod den bosniske civilbefolkning.
Hele dette univers var en integreret del af styret, med bl.a. Slobodan Milosevic’ datter, Marija, som ejer af en tv-station og med hustruen Mirjana som ejer af partiet YUL, et såkaldt venstresocialistisk parti for forretningsmænd, bl.a. ejerne af TV Pink, brødrene Karic. Og selv om de politiske institutioner fra krigsperioden nu har mistet deres indflydelse eller helt er forsvundet, eller personerne er døde som den tidligere præsident, så eksisterer deres eksponerede kultur endnu. Og over det hele svæver kirken, den eneste institution, der tilsyneladende har overlevet kaos og ødelæggelse og retssager.
Man var med Milosevic næsten hele vejen, lige indtil han begyndte at tabe krigene, og efter fredsslutningen i Dayton kom bruddet. Men når man læser Patriarken Pavles egne ord, overhovedet for den serbisk-ortodokse kirke, i en samling af artikler, prædikener og interviews, der lige er udkommet på fransk (Soyons des Hommes, udgivet af den serbiske kirke i år), så fremstår institutionen sært tvetydig. På den ene side prædiker han hele tiden et kristent kærlighedsbudskab, altid i en naivistisk og meget generaliseret jargon. Men når det kommer til en konfrontation med den konkrete virkelighed, så virker det som om kirken, med patriarken Pavle, enten har været ufatteligt, nærmest forbryderisk naiv, eller slet og ret forsætligt blindt har ladet sig instrumentalisere af den nationalistiske krigs-mobilisering.
Pavle fortæller således om, da han deltog i religiøse ceremonier i forbindelse med opgravningen af serbiske ofre fra Anden Verdenskrig i Bosnien inden krigen i 90’erne, og hvor man gen-begravede disse uskyldige ofre for den kroatisk, nazistiske Ustasja-bevægelse og for muslimerne, der var indforskrevet i Hitlers SS. Problemet er naturligvis kun, at patriarken ikke indser, eller vil indse, fordi det ikke tjener hans politiske-klerikale sag, at han sammen med disse ofre også skulle mindes de muslimske og kroatiske ofre, der blev myrdet af de nationalistisk-serbiske tjetnikker.
Dette skete ikke, og derfor blev disse såkaldte genbegravelser initieringen til krigens såkaldte post-emotionalisme, det forhold at man mobiliserede en blindhed over for sin egen nationalismes morderiske aggressivitet. Nutidens forbrydelser forsvandt for serbernes blik, ingen lod til at forstå deres stats fordrivelser og mordkampagner, ikke engang belejringen af Sarajevo, for alle emotioner var besat af fortiden, sådan som det var blevet iscenesat af bl.a. patriarken med hans og kirkens politisk-klerikale processioner, i ligenes politiske liv, der skulle danne grundlaget for det kommende Republika Srpska i Bosnien, den etniske stat.
Revisionismen i Beograd
Tilbage i Beograd afsøger vi en række folkelige restauranter langs Savaflodens bred for at høre, hvad der rører sig, hvilke følelser der er kommet op til overfladen efter arrestationen af den serbiske krigsherre. En gæst i denne biergarten, hvor vi sidder, er utilfreds med udlandets behandling af Serbien og med arrestationen af Karadzic i særdeleshed. Vi sætter os over for at høre nærmere, men det er igen en skuffelse. For det er den samme sang hver gang, nøjagtig lige så forudsigelig som alle de revisionistiske udtalelser, kommentatorer er kommet med til denne og andre aviser i forbindelse med pågribelsen af Radovan Karadzic.
De, der glæder sig, er tilfredse med, at den internationale domstol virker og holder statsledere ansvarlige for deres handlinger. De, der forekommer sårede eller forfærdede, som vores gæst her ved floden - og som alle revisionister, der har kommenteret pågribelsen i dagspressen, peger på, at Karadzic har kæmpet for en retfærdig sag.
Sådan kan man meget let fremstille det, når man sandt nok hævder at hans politiske modstander var fundamentalisten Alija Izetbegovic, der med sine islamistiske visioner ville isolere det serbiske mindretal i en kommende etnisk-religiøs stat. Dernæst fortæller man, at der blev begået “overgreb” på begge sider, og at “krig er krig”. Det er påstande, der i al almindelighed er sande, men i det konkrete tilfælde har de naturligvis intet empirisk at gøre med en virkelighed, der omhandler en gennemtænkt serbisk plan for folkemord og fordrivelser. Disse revisionister forholder sig heller aldrig til, hvad der rent faktisk allerede er kommet frem ved domstolen i Haag, der underbygger dette. Sandheden i det konkrete interesserer dem ikke. Deres identitet er for alvor besat af et andet projekt.
Man kan så spørge sig selv om, hvilken betydning retssagen mod Radovan Karadzic vil få for serbernes selvforståelse? Vil de fakta og vidneudsagn, der kommer frem under retssagen, få nogen betydning for det store flertal af serbere, der heletiden har hævdet, at den anklagede er en serbisk helt?Ikke det fjerneste. Retssagen i Haag vil ikke blive nogen Nürnberg-proces, det er uden for pædagogisk rækkevidde. Den kan derimod blive en retfærdighedshandling over for de bosniske ofre. For serberne har allerede med kirkens velsignelse dannet sig den sandhed, der kom ud af krigene. Og resultatet ligger i terrænet, selv om man stadigvæk ikke helt har accepteret, at det internationale samfund har revet Kosovo ud af den serbiske stat og givet det selvstændighed.
Kroatien udrensede med amerikansk militær bistand det serbiske mindretal i Krajina. Så uanset om Radovan Karadzic har begået nok så mange krigsforbrydelser i det kaos, hvor “krig er krig”, så har han trods alt skabt en serbisk realitet i hele den østlige og nordlige del af Bosnien, så serbisk land nu går fra Donau i øst til vest for floden Drina, helt til Sarajevo. Med tiden vil verden glemme, at Republika Srpska er skabt på et folkemord. Derfor synes man også at have resigneret over den kommende retssag mod Radovan Karadzic, for den kommer intet til at betyde i Serbien. Ydmygelsen af denne serbiske helt i Haag er prisen, man må betale for den virkelighed, han har skabt. Så også næste år, og næste år igen, vil der være ikoner med Radovan Karadzic i Guca.
Retssagen mod Radovan Karadzic ved krigsforbryder-domstolen i Haag begynderi morgen
Kommentarer