Ny Alliance er fortid i dansk politik. Partiet, der rejste en bølge af begejstring for godt et år siden, ændrer navn til Liberal Alliance og det partiprogram, som partistifterne Naser Khader og Anders Samuelsen smed i skraldespanden for to uger siden, er nu også udskiftet. Når Liberal Alliance holder pressemøde torsdag eftermiddag, præsenterer Khader og Samuelsen samtidig et nyt principprogram. Programmet har været en tur gennem den liberale vridemaskine og ud er kommet et stykke papir, der ifølge dem selv gør Khader og Samuelsen til liberalismens svar på Usain Bolt
- Det er helt klart det mest tydelige liberale partiprogram, som noget parti i Danmark har. Det er vel kun ét, nemlig Venstre, der vil påstå, de kan konkurrere med os, men de vil blive sat af som de andre 100-meter-løbere i den olympiske finale, siger politisk ordfører Anders Samuelsen med henvisning til jamaicaneren Bolt, der vandt OL-guld i suveræn stil i ny verdensrekord.
- Vi husker hele tiden på, at staten skal være til for det enkelte menneske og vores udgangspunkt er, at vi er født som frie mennesker, og vi skal have så gode muligheder som overhovedet muligt for at udnytte de evner, vi er født med, siger den politiske ordfører.
Programmet slår fast, at partiet hører til i den borgerlige lejr og peger på en borgerlig statsminister. At folk skal have lov til at være i fred for staten, hvis de passer sig selv og ikke generer andre. At arbejdsmarkedet skriger på reformer, så dagpengeperioden skal ned og efterlønnen væk.
- Vi skal have et opgør med efterlønnen. Vi skal hjælpe dem, der har behov for det, men man får efterløn uanset hvad, siger Anders Samuelsen, der også vil korte i dagpengeperioden uden at hæve ydelsen.
- Det vil bare være at fedte for middelklassen, og det er ikke pointen med et forsikringssystem, siger han.
Ny Alliance har været gennem et turbulent forløb, der begyndte med en stemning af en folkebevægelse og endte som en parodi, da Gitte Seeberg, Malou Aamund og Jørgen Poulsen forlod folketingsgruppen, der havde svært at lægge en klar politisk linje.
Men det ny principprogram er ifølge Samuelsen et opgør med balladen. Nu arbejder alle i partiet i samme retning.
- Vi har renset de ting ud, der strittede i alle retninger. Nu tydeliggør vi, at vi er Danmarks liberale parti. Det har været en lang og ubehagelig periode at komme igennem. Det er ikke kun andre, der har grint ad os, det har vi undervejs også selv gjort, selv om vi også har grædt over situationen, siger Anders Samuelsen.
Et farvel til top- og mellemskat, flere private selskaber ind i kerneydelserne fra den offentlige sektor og brugerbetaling i sundhedssystemet er andre liberale aftryk i partiprogrammet.
Det ny program vinker blandt andet farvel til, at 40 procent af Danmark skal udlægges som naturområder.
Liberal Alliance præsenterer sit nye principprogram klokken 15 torsdag eftermiddag i DGI-byen i København. På nøjagtig samme tidspunkt er der reception på Christiansborg ikke langt derfra. Det er afskedsreception for Gitte Seeberg. Det er tidspunktet, hvor Ny Alliances begraves og genopstår som Liberal Alliance.
/ritzau






Bill H
28. august, 2008 #
Socialisterne har deres "Solidaritet"
De borgerlige deres "Sammenhængskraft"
Liberale deres "Alliancer"
Der er endnu ingen der byder ind på "Falangen"
Peter Jespersen
28. august, 2008 #
Nyt navn og nyt partiprogram skrevet af Saxobanks spids - kan det blive meget bedre ??
Troels Siegthorwyn
28. august, 2008 #
Når Ny Alliance skifter navn til Liberal Alliance, er det formentlig efter vejledning fra den numerologiske ekspertise.
Jean Thierry
28. august, 2008 #
Læg mærke til at alle de store ændringer i partiet sker uden at spørge medlemmerne.
I et demokratisk parti er det landsmødet eller en urafstemning blandt medlemmerne, der vedtager store ting som et nyt principprogram eller et nyt navn (!). Sådan er det ikke i den NyNy Liberal Alliance.
Marie Spliid Clausen
28. august, 2008 #
Det der kan man jo slet slet ikke tage seriøst.
Per Thomsen
28. august, 2008 #
Liberal Alliance. Hvad mener de egentlig med alliance? Hvem er det egentlig, de er allierede med? Er de overhovedet selv klar over hvorfor de kalder det en alliance?Kan det være CEPOS de er allierede med? Eller er det deres sponsorer fra det private erhvervsliv?Eller betyder det simpelthen at Samuelsen og Khader har en ubrydelig alliance med hinanden?
Vi ved det ikke...
Andreas Kinch
28. august, 2008 #
Set i bakspejlet, så har Ny Alliance reelt set kun lavet ét politisk resultat: De væltede Marianne Jelved.
Det kan man så synes er godt eller dårligt, men det var simpelthen hvad de gjorde.
Per Thomsen
28. august, 2008 #
Andreas Kinch:
"Set i bakspejlet, så har Ny Alliance reelt set kun lavet ét politisk resultat: De væltede Marianne Jelved. "
Jeg tror vi er nød til at tilføje et resultat mere. Ny Alliance sikrede Anders Fogh Rasmussen en valgperiode mere.
Før valgkampen var der en lang række anstændige borgerlige der mente at "nok er nok" og der var ved at rejse sig en stor intern borgerlig modstand mod Dansk Folkepartis store indflydelse på dansk politik.
Den diskussion blev fuldstændig overskygget af Naser Khaders person, hans nye parti, og spørgsmålet af om hvorvidt han havde fået lavet "sort arbejde" på sit hus.
Andreas Kinch
28. august, 2008 #
Per Thomsen:
Jeg kan dæleme heller ikke lide ham Henrik Qvortrup fra Se og Hør.
Det specielle jeg har lagt mærke til er at efter Marianne Jelved gik, så mistede Ny Alliance stille og roligt støtte. Den gik tilbage til de radikale da Margrete Vestager kom til.
Det virker som om Ny Alliance bare har fungeret som et redskab til at skifte formanden ud i de Radikale.
Det kan man umuligt bygge noget politisk arbejde videre på. Jeg tror ikke på deres nye projekt.
Erik Jensen, pensionist
29. august, 2008 #
Det er goé til det-dem de borgelige . De sidste 7 år har de brugt tiden på ændre ord så det betyder noget andet. Helt it råd med Orwels forudsigelser om fremtidens samfund.
Den klare vinder indtil nu er navnet Udlændingestyrelse som meget komisk blev omdøbt til Udlændingeservice. men Khader og Anders forsøger med navneforandringen at tage kampen op, glemt bliver det i hverfald ikke..
Liberal og liberalist var (oprindeligt) to forskellige betydninger, hvor det at være liberal i udgangspunktet var noget alle kunne kalde sig
Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen betoner forskellen på deres hjemmeside sådan:
"Der er forskel på at være liberal og være liberalist, selv om begge ord har rødder i det latinske ord for frihed, "Liber". "
"At være liberal betyder (også) at være åben, frisindet og tolerant. Det kan man godt være selv om man er venstreorienteret, ligesom man kan være liberalist uden at være særlig liberal."
Tydeligere kan det vel ikke siges.!
Da ordet liberal således var et positivt ladet ord som lå tæt op af liberalist, som var og og altid vil være negativt belastet, vælger man selvfølgelig at kalde sig Liberal Alliance. (alliancen er i dag lidt svær at få øje på , men det er en anden sag )
Liberalisterne var da heller ikke sene til at nedlægge sig selv og melde sig under fanerne..
Spørgsmålet er nu hvor mange der lader sig narre- udover dem selv - for hvor frisindede, åben og tolerant er en liberalist egentlig?
Læs liberalisterne egen fortolkning af ordet "liberal" kontra "liberalist" her
http://www.liberalisterne.dk/liberalisterne/index.php?id=29,165,0,0,1,0
Bill H
29. august, 2008 #
NA hedder slet og ret 'Liberalistpartiet' der hvor jeg kommer...
Bill H
29. august, 2008 #
Mon ikke Søren Pind går og tæller på kapper ....