Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup leverede sidste lørdag et læserbrev i avisen. Tankevækkende - ikke på grund af indholdets intellektuelle længdespring, det var synd at sige. Brevet drejede sig i korthed om strengere straffe. Et velkendt synspunkt som DF nidkært har forfulgt under VK-regeringen, hvis retssynspunkter ikke adskiller sig nævneværdigt fra DF. Tankevækkende på grund af den politiske og sociale mentalitet og det livssyn brevet uden retouche mere eller mindre frivilligt afslører. Den magtposition som statsministeren hidtil har tildelt DF, betyder at dets ledende politikere ikke behøver tage hensyn til modsatte synspunkter; eller kendsgerninger der imødegår partiet, men kan hævde hvad det skal være og få urimeligheder ophøjet til lov. Den politiske teknik stikker hoven frem, en teknik som også med effekt benyttes af statsministeren. Eksperter kan være meget gode, men eksperter er vi selv; lytter man blot til sit eget selvs ekspert, kan eksperterne rende og hoppe. Den lære af livet lancerede Fogh Rasmussen som bekendt og satte populistisk snusfornuft over oplysning: Det kan jo være meget godt, når de kloge siger at Jorden er rund, men for min indre eksperts øje er den flad, det kan de fleste forstå. Eksperter skal ikke bestemme over mig. At Fogh og hans fortalere næppe negligerer lægens ekspertråd om at tage en hovedpinepille frem for at svinge en død hankat i halen, når man har ondt, er så en anden sag.
Holberg har ikke levet forgæves.
Peter Skaarup benytter samme fremgangsmåde og frakender - også hvad angår retspolitikken - indsamlet og bearbejdet viden betydning. “Verdensfjern forskning, der kun griber fat i et lille bitte hjørne af virkeligheden”. Den “akademiske gang tomsnak” er intet bevendt i denne sammenhæng, tilføjer DF-næstformanden, der i øvrigt også er integrationsordfører, hvad der kan få robuste folk til at skælve.
Fordomsfuldheden
Men det drejer sig som sagt her om kriminalitet, hvor international og dansk forsknings eksperter i straf og strafs betydning sættes på plads af næstformands-eksperten udi egne meninger. Dette er sådan set hvad politikeren frem for fagmanden kan gøre, uden at det nødvendigvis er det politikeren skal gøre. Den politiske holdning behøver vel ikke ligefrem afvise et sagligt grundlag, som var det pest. Ikke desto mindre: når professor Flemming Balvig fremlægger resultater i den kriminologiske forskning, end ikke indgår disse i Skaarups andedam af et verdensbillede. Fordomsfuldheden er målet og meningen. Af fordomme skabes et falsk virkelighedsbillede. Siden nedfældes lovene som derfor bliver ringe, usaglige og skadelige. Her bør man ikke glemme partiets ideolog, Søren Krarup, der engang forfattede en hyldest til de folkelige fordomme: Den jævne uvidende folkelige uoplyste brave mening frem for det foragtede oplyste synspunkt, hvilket selvsagt betyder at enhver forsimplet forklaring - som det ses i både rets- og indvandringspolitikken - går forud for det informerede. Dette sidste henhører under det Skaarup & Co betegner som politisk korrekthed.
Fordommene stortrives således i denne natsorte atmosfære af selvvalgt uvidenhed. Som dræbersnegle i lunken regn gnasker disse fordomme alt levende i sig og efterlader et slimspor af fordærvede skæbner. Skaarups fordomsfuldhed gøder han yderligere ved at henvise til folks forargelse over den grove kriminalitet. Derfor skal der straffes hårdt, “fordi de kriminelle skal vide, at det ikke betaler sig”. “Jo længere straf man risikerer, desto mindre attraktivt er det at begå en given forbrydelse.”
Man ser det for sig: Den skidefulde vordende voldsmand ude på skrammer, betror sig selv, lige da han skal til at slå på tæven: Eftersom straffen nu igen er sat op af Peter Skaarup, tror jeg, at jeg vælger en anden løbebane. Jeg tror, jeg vil være sags-behandler i Udlændinge-service, dér har de brug for folk som mig, og der er det ikke engang strafbart!
At Skaarups (villede?) beskedne informationsniveau ikke fornægter sig, ville jo hurtigt åbenbare sig også for ham selv, hvis han skelede til USA, et overdimensioneret eksperimentarium i hårdere straffe. Her er sanktionerne mod kriminelle maksimale med nul-tolerance og kvarte århundreders fængselsanbringelser, og mere endnu for forseelser som i modererede retssamfund pådømmes 4-16 år - samt dødsstraf som en ret hyppig kapital udvej. Såfremt Skaarup svarer, at det viser hvor effektivt det er at straffe hårdt, dumper han til eksamen i almen viden, eller indirekte røber at han ser for mange dårlige amerikanske tv-serier.
Uinformeret retsfølelse
I den politiske debat, som den styres i disse år og efter den nye herskende politiske korrekthed, er det heller ikke god tone at skele til virkeligheden. Skaarup og justitsministeren henviser gang på gang til hin ubestemte folkelige retsfølelse som udgangspunkt for deres kriminalpolitik. De henviser med andre ord til den uinformerede retsfølelse, hvor adspurgte på gade og vej mener at unge bøller, når de stjæler en bil eller griser til med graffiti, skal have pisk på torvet og hugget hænderne af. Går kriminaliteten ud over én selv og de nærmeste, er sådanne drakoniske krav endnu mere udtalte.
Men det hele er ikke så firkantet og primitivt som i Skaarups og Espersens optik, heller ikke komplicerede spørgsmål som general- og specialprævention.
Den informerede retsfølelse, når folk oplyses om forbrydelsens forløb, forbryderens baggrund, omstændighederne hvorunder forbrydelsen skete, samt ikke mindst straffens konsekvenser, mildner retssynet dramatisk. Også blandt kriminalitetens ofre. Hævnbehovet viger for noget så forfærdende som indsigt og forståelse og blandt andet erkendelse af at intet bliver bedre af at lukke voldsmanden inde på livstid. Hvad vigtigst er: Domsmænd og nævninge deler i al almindelighed ikke den uinformerede retsfølelses straffekrav. Heller ikke Peter Skaarups og justitsministerens og det herskende flertals levebrødspolitiker-aggressivitet. Men den informerede retsfølelse er i mindretal, eftersom de færreste kommer forbryderne og forbrydelserne på nært hold og informeres. Derfor er der for den skruppelløse politiker, der oven i købet må vide bedre, altid stemmer at hente blandt de immerhen flere uinformerede.
En rigtig politiker, en ansvarlig af slagsen, et visionært menneske med drømme om egentlige reformer af samfundet stiller sig imod fordommenes forbandelse og bygger sine anskuelser på viden og oplysning og korrigerer i et eller andet omfang sine brølere herefter. Eftersom Dansk Folkepartis hele væren og væsen ligger i det uoplystes forudsætning, dertil i en forkvaklet udlægning af kristendommen ordineret af partiets teologiske ideologer, ligger kravet om strengere straffe til højre-foden. Giv blot brølet om hævn og udslettelse af det nemt identificerbart onde frit løb og brøl med, så bliver valgdagen skøn.
I et civiliseret samfund burde sådanne fordoms-baserede automatpolitiske reaktioner falde på stengrund. En demokratisk og oplyst befolkning der ikke accepterer kreativ bogføring og grov vildledning af parlament og befolkning, ville forlange mere af deres politikere end en simpel reproduktion af uinformeret dumhed. Den konstatering afspejler en endog dybere dansk tragedie end kravene om hårdere straffe, selv når disse bliver gennemført. Igen og igen.
Kommentarer