Molly, vores højtelskede collie, virker knarvorn, da vi går tur i gaderne her på Nyks Lower East Side. Jeg ved ikke, hvad der kan være galt med hende. Men da vi når ned på Jappes Møllegrund, som hun noget prosaisk har omdøbt til ‘skidestedet’, linder hun på arrigskaben.

Nå, siger hun, det var ellers en rigtig god filmoplevelse søndag aften. Den prisbelønnede, kinesiske film Vejen hjem, om evig troskab og kærlighed i en øde bjergegn. Om pigen der blev forelsket i skolelæreren, en film der fortælles i et roligt tempo, der rigtig giver tid til fordybelse. Lige noget for dig, ikke Dicksack (internt kælenavn, red.)? Jeg bliver helt glad for at høre det. Også hunde, tænker jeg, har altså samme sikre smag for kunstneriske oplevelser, som jeg har.

Ja, siger jeg, en fremragende film! De fleste film, langt de fleste film, er oppustet industri, noget værre lort, der af ubegribelige grunde har status som ‘kunstart’ - vorherrebevares! Men så kommer der pludselig sådan et lille kinesisk mirakel.

Kun et menneske

Hm, lyder det fra Molly, ikke særlig venligt. Ja, det ved du jo alt om, Dicksack, hvad der er godt og hvad der er skidt. Bare spørg Dicksack, mine damer og herrer, så skal I nok få at vide, hvilke bøger, I godt må få lov til at læse, og så også titlerne på de to-tre film, som finder nåde for hans umådelige, naturligvis velunderbyggede kritiske sans.

Hvad mener du? spørger jeg - noget forskrækket, for det lød sarkastisk, synes jeg. Molly svarer med et modspørgsmål: hvor mange gange tænkte du på at zappe væk?

Sludder, siger jeg, man zapper ikke væk fra et mesterværk.

Jo, siger Molly, du tænkte op til flere gange på at zappe væk. Den der lille spejden efter fjernbetjeningen - hvor har vi nu gjort af den? - de der nervøse fingre. Der var ikke noget at tage fejl af, du tænkte på at zappe væk. Du havde set så meget, at du vil kunne sige, at den, jamen, den har jeg set, den var fremragende. Men du syntes lissom ikke, du behøvede at se det hele, vel? Pigen i sneen, der venter og venter på sin lærermand - du havde forstået, at han ikke kom. Hvorfor så se det? tænkte du. Det langsomme tempo, tiden til fordybelse, uh det er dejligt, men du gad ikke rigtig - gjorde du vel, Dicksack? Du tænkte på at zappe!

Nå ja, svarer man, man er jo kun et menneske. Det tør siges, lyder det rapt fra colliehøjden. Et moderne menneske, uddyber man, man er jo nu engang vænnet til højt tempo. Her har vi titlen på Bent Dicksack Nielsens næste bog, knurrer Molly, Højt tempo. En sikker bestseller! - men selvfølgelig, det er du jo nok for fin til. Og hvad så i fredags, hvorfor skulle du absolut se Talent 08? Det er vel så ‘markedspladsens evige tiltrækningskraft’, ‘gøglets fas-cination’ - ikke? Noget rigtig intellektuelt noget, ikke? Ikke noget med bare at sidde og flade ud foran dummeren, nej da. Det er du alt for klog til, Dicksack Højpande. Jeg er for resten træt af at se dit fede fjæs hver lørdag i avisen.

Finkulturel hykler

Her må jeg protestere: Det er en tegning, hund! Og i øvrigt har jeg jo tabt mig, som du ved.

Tabt dig, knurrer Molly, åndeligt og kunstnerisk - hvis det sidste ikke er for meget sagt - er du stadig en dicksack. Ubetvivleligt. En finkulturel hykler, en tv-kartoffel fuld af flommefede undskyldninger. Hvad er det for noget med, at Martin Hall pludselig er ‘god nok’? Er det din stil? Er den ikke mere i retning af: ‘Hvor sørgeligt at se en avantgardist lade sig friste til billig berømmelse ved at stille op i et underlødigt tv-program’? Men nu er han altså god nok? Manden er gammel punkmusiker, og så vidt jeg ved kan du ikke fordrage punkmusik, Dicksack. Hans bøger har du vel slet ikke læst?

Det har jeg måske ikke, svarer jeg - lidt spagfærdig, må jeg indrømme - men jeg har set i Information, at han har læst Celiné - og så kan han ikke være helt idiot.

Hvorfor ikke? spørger Molly, du har da også læst Celiné. Hun fortsætter uden overgang: Det hundeæde nede fra Spar, det køber du ikke en anden gang, vel? Nå, dér slap det ud!

Man forklarer: Sommetider, hundebasse, må mennesker spare. Man må købe ugens tilbud, det gør vi også til os selv, Spars ‘gule serie’, den må man af og til lade sig nøje med. Er vi fattige, spørger Molly, eller gad du bare ikke gå ned til dyrehandleren? Måske nok mest det sidste, hvis vi skal være ærlige.

Tyske eller tyrk

Herefter er Molly tavs i lang tid, men da vi når til Kohaveskoven glammer hun så børnehavebørnene og stavgængerne spjætter af forskrækkelse. Hun glammer: Dicksack, Dicksack, Dicksack!

Det er ren terror, jeg klarer den selvfølgelig ikke. Da vi når til Q8-tanken, hvor hun skal have sin P-tærte, giver jeg op. Når vi kommer hjem, lover jeg, smider vi hundemaden fra Spar ud, færdig med den.

Og så går du over til dyrehandleren i Eisenbahnstrasse og siger Guten tag, Guten tag - og så køber du det rigtige! fastslår Molly.

Selvfølgelig, siger jeg, men han forstår udmærket dansk derovre, han er ikke tysker. Han er tyrk, tror jeg. Det er ét fedt så længe han sælger ordentlig mad, svarer Molly. Det er irriterende, at hun altid skal være så skide politisk korrekt.

Hvad med dig, spørger jeg, syntes du ikke også det var en rigtig god, kinesisk film, den søndag aften? Molly trækker i snoren. Da vi er kommet over på Øster Allé svarer hun med et spørgsmål: Så du ikke, hvad det var for noget mad de spiste, Dicksack? Og så med pinde!