Gennem de seneste fem år har det regelmæssigt været diskuteret, om vi når den erklærede målsætning om, at Danmark skal afsætte minimum en procent af bruttonationalproduktet (BNP) til forskning.
Målsætningen, som Danmark allerede i 2002 tilsluttede sig, blev konkret formuleret ved topmødet, der blev afholdt i Barcelona i marts i år. Det hed dengang, at der var enighed om, "at de samlede udgifter til FoU (forskning og udvikling) og innovation i EU bør øges med henblik på at nærme sig tre procent af BNP senest i 2010" samt at "to tredjedele af disse nye investeringer bør komme fra den private sektor". Målsætningen og den efterfølgende diskussion om, hvorvidt Danmark kan nå målet, har især gået på, hvorvidt Danmark kunne nå frem til at bevilge den ene procent af bruttonationalproduktet, der ifølge Barcelona-aftalen skal finansieres af det offentlige inden 2010, og derudover har der været en række analyser af om de to procent, der ideelt set skal komme fra den private sektor, kan blive en realitet.
'Når vi målet?' er således en diskussion, der opstår i kølvandet på den beslutning, der er blevet kaldt Barcelona-målsætningen.
Videnskabsminister Helge Sander udsendte i sidste uge den glade meddelelse om, at han forventede, at Danmark i indeværende år ville nå op på 0,89 af bruttonationalproduktet afsat til forskning for offentlige midler, og forventninger om at Danmark i 2009 vil nå op på 0,94 procent. Danmark er ifølge ministeren tættere på at nå målsætningen om minimum en procent end vi tidligere har været. Og svaret på spørgsmålet i overskriften er således: "Ja, Danmark er kommet tættere på at nå målet".
Efter ministerens opfattelse vil Danmark nå målet et år efter 2010, men bortset herfra ser det pænt ud efter pressemeddelelsen at dømme, og i den offentlige debat skal man derfor i stedet for den gamle diskussion om, hvorvidt vi når målet, måske tage en nærmere diskussion af hvad det egentlig er, der er målet?
Penge fra erhvervslivet
Barcelona-målsætningen skal ses i lyset af beslutningen på topmødet i Lissabon i marts 2000, og både Lissabon-deklarationen og beslutningen fra Barcelona skal ses i lyset af den overordnede målsætning, der lyder: "For at EU skal kunne indhente sine største konkurrenter, må der sættes kraftigt skub i den generelle indsats inden for FoU og Innovation med særlig vægt på frontteknologier".
I samme referat står, at EU-Kommissionen agtede "at foreslå foranstaltninger, der bedre integrerer innovation i det europæiske vidensområde ... (samt) at videreudvikle og øge private investeringer og anvendelsen af risikovillig kapital i forskningen".
Risikovillig kapital er der i høj grad brug for inden for den frie forskning til den grundforskning, der netop er kendetegnet ved, at man ikke på forhånd ved, om der kommer noget ud af den, specielt ikke om der kommer noget ud af den, som kan anvendes af erhvervslivet. Netop derfor betegnes sådanne penge som 'risikovillig kapital'.
Det klare budskab i Barcelona-målsætningen er, at der er fokus på investeringer i forskningen; om man når den ene eller anden procentdel bliver hurtigt til et spørgsmål om det enkelte lands placering i den europæiske konkurrence landene imellem, hvilket ikke er en konkurrence om at være et funktionsdygtigt videnssamfund, noget der i hvert fald ikke udelukkende er en konkurrence om investeringer i forskning, men derimod en konkurrence om at være i stand til at gennemføre en europæisk målsætning, en målsætning, der er så klart formuleret, at det nemt kan måles, om et land fejler!
Der er stor international prestige forbundet med at gennemføre dette mål. Og derfor er ministerens budskab i pressemeddelelsen fra sidste uge glædelig.
Så må man i denne sammenhæng se bort fra, at der i den fremlagte beregning indgår investeringer i forskning via EU og via nordiske organer. Disse er ikke indeholdt i de forskrifter for beregninger, som gælder for de europæiske lande i henhold til den såkaldte Frascati Manual, men i ministeriets pressemeddelelse er det skrevet i klar tekst, at sådanne bevillinger indgår i beregningsgrundlaget for de tal, som der lægges frem, og så ved man da, hvad der regnes med i Danmark. At det så er forvirrende eller med andre ord forkert, når man i europæisk sammenhæng skal sammenligne landene, det er jo et helt andet spørgsmål, som ikke skal diskuteres i denne kommentar.
Budskabet fra mig skulle gerne være, at det er glædeligt, hvis regeringen lever op til sin egen målsætning.
Tiden vil vise, om vi når målet!
Karen Siune er leder af Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet
