BEIRUT - Et mundhuggeri mellem Mahmoud Abbas, formand for Det Palæstinensiske Selvstyre, og Ehud Olmert - Israels premierminister i hvert fald endnu et par uger - illustrerer meget godt, hvilken fase fredsprocessen, planlagt til at kulminere i en endelig aftale i år, befinder sig i: et gungrende tomrum.
Da de to mænd mødtes i søndags i Jerusalem, var arabiske og israelske medier bagefter mest optagede af, at Olmert brugte betydelig tid på at fortælle Abbas, at han fandt det "oprørende", at selvstyrelederen under sit besøg i Beirut i sidste uge mødtes med Samir Kontar, den libanesiske eks-terrorist, der for nylig blev løsladt fra et israelsk fængsel i en fangeudveksling efter 29 års indespærring.
Og da Kontar, der kaldes "barnemorder" i Israel og "modstandshelt" af palæstinenserne, i går gik ud og sagde, at Abbas selv havde anmodet om mødet, var det breaking news i Mellemøsten. Abbas' talsmænd siger, at Kontar bad om mødet, men historiens virkelige pointe er, at der ikke er noget substantielt at meddele om de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger.
Tomrum
Begge ledere agerer i et tomrum - Abbas og hans selvstyre på Vestbredden kan ikke levere en bindende aftale uden om Hamas, der har kontrol over Gaza. Og Hamas lod mandag meddele, at "alle disse møder med besættelsesmagten er fiaskomøder, som vi betragter som nytteløse".
Ehud Olmert er på sin side sat under pres af sit bagland. Ikke kun fra medlemmer af hans koalitionsregering, der åbent undsiger hans legitimitet som forhandler, nu hvor han går af i vanære efter en stribe korruptionsafhøringer. Også Tzipi Livni, hans udenrigsminister og sandsynlige efterfølger, synes uinteresseret i fremskridt, så længe Olmert er regeringsleder.
Livni leder 'benarbejdet' i forhandlingerne, hvor hun sidder over for Ahmed Qouri, selvstyrets 'premierminister', og hun sagde allerede før mødet mellem Abbas og Olmert, at "tiden ikke var moden til at slå bro over kløften" mellem de to parter, og at stilstanden "kunne føre til (voldelige, red.) sammenstød".
Livni fik omgående opbakning fra Condoleezza Rice, USA's udenrigsminister, på lynbesøg i regionen i sidste uge, og det udlægges i Israel som USA's accept af, at Bushs løfte om en løsning i 2008 er droppet, og at Livni kan forhale forhandlingerne, indtil Olmert er væk, og hun selv bliver den politiker, der skal skrive en i givet fald historisk aftale under.
Krig eller pension?
Olmert er 'dead man walking' i Washington - såvel som i Ramallah, hvor Mahmoud Abbas stadig er 'præsident' for et styre, der godt nok har vundet popularitet på det sidste, men kun regerer over godt halvdelen af den palæstinensiske befolkning.
På søndagens forhandlingsmøde afviste Abbas da også kategorisk Olmerts ønske om en fælles erklæring, der opregnede de punkter, der indtil nu er enighed om.
Bortset fra de tunge knaster - Jerusalem, grænsedragning og flygtninge - er parterne enige om en lang række punkter, hvis knæsættelse i et dokument kunne massere Olmerts politiske ego, men Abbas insisterede på en hel aftale eller ingen aftale.
Det fik han ros for i den London-baserede tidligere PLO-avis, al-Quds al-Arabia, der skrev, at Abbas havde truffet "en klog beslutning" ved at afvise Olmerts "fælde" om en "delvis fredsaftale".
Herefter tilføjer avisen, hvis chefredaktør Abdel Atwan, er tæt på selvstyret: "Nu er hovedspørgsmålet, hvilken strategi Abbas lægger, efter at forhandlingerne er nået til dette miserable punkt som følge af fraværet af reelle israelske intentioner om at sikre en forhandlingssucces. Vil præsident Abbas gå tilbage til den væbnede kamp, vil han beslutte at nedlægge selvstyret (som han har truet med, red.) eller vil han helt kvitte politik og blive hjemme?"
Et ildevarslende spørgsmål.
