Thailand
Thailands premierminister, Samak Sundaravej, indførte i går undtagelsestilstand i hovedstaden Bangkok i forlængelse af de fortsatte regeringsfjendtlige demonstrationer. Det oplyser thailandsk radio. Sammenstød mellem politi og demonstranter har siden mandag kostet mindst én demonstrant livet og såret 34 andre. Samak har desuden givet hærchefen, general Anupong Paojinda, magt til at opløse forsamlinger på flere end fem personer og bortvise folk fra bestemte lokaliteter. Som følge af de regeringsfjendtlige demonstrationer har myndighederne udkommanderet 400 soldater til at hjælpe politiet. Anupong understregede dog, at soldaterne er ubevæbnede. ritzau/AFP



