Først fik Gadaffi en stjålet venusstatue tilbage. Derefter en garanti på fem milliarder dollar udbetalt over 25 år. Italien er i gavehumør for tiden – ifølge den italienske premierminister Silvio Berlusconi som kompensation for den besættelse af Libyen, der endte i 1943. »Det er en konkret og følelsesmæssig anerkendelse af de fejl, vores land har begået mod jer i den koloniale periode«, sagde Berlusconi lørdag i middelhavsbyen Benghazi henvendt til Libyens mangeårige leder Muammar Gadaffi, der takkede for Italiens undskyldning for »myrderierne, ødelæggelsen og undertrykkelsen.«
Nyheden gik verden rundt med henvisning til behovet for at få sat et endeligt punktum for de to landes koloniale fortid – og få lidt oliehandel oveni. Hvad, der i de fleste tilfælde kun blev nævnt i en sidebemærkning, var, at den samarbejdsaftale, der blev indgået, indebærer, at Libyen til gengæld lover at skærpe indsatsen for at bremse de immigranter fra Afrika, der bruger landet som transit på deres vej til Europas kyster.
Fortsat fra forsiden
Oveni løftet om øgede investeringer i blandt andet en motorvej vil Italien investere 500 millioner dollar i elektronisk overvågningsudstyr til Libyens kystlinje. Med aftalen skulle der blive »færre illegale immigranter, der forlader Libyens kyster med kurs mod Italien,« sagde Berlusconi i en kommentar til italiensk presse.
Ryk grænsen
Aftalen er blot det seneste eksempel på en generel tendens, mener Ulf Hedetoft, professor ved Københavns Universitet og leder af Akademi for Immigrationsstudier.
Hvis det stod til en majoritet af EU-landene, lå grænsekontrollen nemlig en del længere væk fra Europas egne grænser.
»EU-landene bestræber sig på at rykke den imaginære grænse til Europa længere og længere ned i Afrika. Det kan man se ikke mindst i deres forhold til Middelhavslandene, der helt eksplicit tænkes ind i den europæiske immigrationspolitik,« fastslår Ulf Hedetoft, der ikke vil afvise, at andre Middelhavslande kunne finde på at blive inspireret af aftalen mellem Italien og Libyen.
»Aftalen er udtryk for italiensk desperation. Landet oplever jo et særligt stort pres. Men hvilke veje, de enkelte lande vælger for at begrænse immigrationen, er jo reelt kun begrænset af den politiske fantasi,« siger Ulf Hedetoft.
Økonom og ekspert i immigrationsbevægelser Hans Kornø Rasmussen mener også, at Italien-Libyen er et særligt tilfælde, da så mange afrikanske immigranter bruger de store øde landstrækninger i landet til at smutte igennem til Europa. Men det vil nok ikke stoppe dér.
»Jeg tror bestemt, at man vil se flere af denne type aftaler om at lukke grænsen længere nede. Presset på Europa sydfra bliver de næste år så ekstremt voldsomt, fordi hovedparten af Afrika er unge uden håb og arbejde med en stærk forbindelse til Europa,« forudser Hans Kornø Rasmussen.
Bilateralt
Ifølge Ulla Holm, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har der siden 2003 været en klar tendens til, at de europæiske lande ud mod Middelhavet har indgået aftaler med de nordafrikanske lande på den anden side af vandet frem for at satse på fælles europæiske aftaler.
»Det har ligget i immigrationskortene, at det er en bilateralisering, der er vejen frem,« siger Ulla Holm, der nævner aftaler mellem Marokko og Spanien og mellem Frankrig og Algeriet om hjemsendelse af immigranter. Det, der gør den Libyske aftale unik, er, at modydelsen er penge – ikke løfter om flere arbejdsvisa til EU, som transitlandene ellers plejer at kræve til gengæld, fortæller Ulla Holm.
Senest ved forhandlingerne om Sarkozys integrationspagt i juli stod det klart, at EU-landene har vanskeligt ved at finde en fælles politik i forhold til illegal indvandring. Og her er der ikke mindst uenighed mellem Nord- og Sydeuropa.
Men ifølge Ulf Hedegård kan Italiens aftale med Libyen også mindske immigrationen til Nordeuropa.
»I dag kan Italien ikke sende de illegale tilbage, så det, de gør, er at proppe dem i interneringslejre, men de laver murene så porøse, at de slipper ud. Så håber de italienske myndigheder bare på, at de rejser nordpå,« forklarer Ulf Hedegård.
Hård hånd
Ulla Holm forudser, at ’udflytningen’ af grænsekontrollen til Europas nabolande i Nordafrika også viser sig at være mere ’effektiv’ til at holde de fattige væk.
»Eksempelvis Libyen har en fantastisk hård kurs over for immigranter fra de fattigere afrikanske lande, og racismen vokser stødt. Når de skal bruge arbejdskraft til olieindustrien, kalder de på dem. Når der opstår problemer, smider de dem ud igen med hård hånd. Det er jo noget, der kan passe EU godt, at man i Libyen kan tage så hårde metoder i brug,« siger Ulla Holm.
Også Hans Kornø Rasmussen mener, at flere af de nordafrikanske lande kan forventes at tage hårdere metoder i brug. »De er helt klart ikke bundet af det samme demokratiske pres, som myndighederne i Europa,« siger han. Ulf Hedegård medgiver forskellene.
»Det er jo sandsynligvis nogle andre instrumenter, der bringes i anvendelse, når Libyen bevogter sine grænser,« siger Ulf Hedegård.
Anderledes problematisk kan det blive for europæiske lande, der indgår tætte aftaler med tidligere ’slyngelstater’ som Libyen. I hvert fald bliver den slags sjældent lagt ud til offentlig debat,« fortæller Ulf Hedetoft.
»Italien lader jo også som om, pengene er knyttet til en tidligere historisk begivenhed og undgår derved at gøre det til genstand for en offentlig debat,« siger han.
Dilemmaer
Hans Kornø Rasmussen medgiver, at flere fremskudte grænseposter rejser en række politiske og moralskdilemmaer om behandling af verdens fattigste og Europas evner til at klare sine egne problemer. Men det er ikke så simpelt.
»Man kan vælge at sætte sig op på den høje hest og sige, at det er rystende. Men presset bliver stadig større og vi må jo samarbejde med de lande, der ligger omkring Europa – det kan naturligvis gøres mere eller mindre elegant,« siger Kornø Rasmussen. Han slutter: »Hvis vi – som det tyder på – prøver at betale os fra problemet, kunne man håbe på, at de penge, vi betaler, kan sætte gang i en vis økonomisk udvikling i regionen.«
