Det er ikke til at finde ud af. Her gik man og troede, at økologi var måden, man reddede verden på, og så læser man i Weekendavisen, at det ikke passer. Faktisk er nogle økologiske produkter dårligere med hensyn til CO2-udledning end dem, fra den helt almindelige landmand. Eller man troede, at bare man skruer forbruget ned, bliver man miljøvenlig. Men nej, det kan alligevel være bedre at skifte sit køleskab ud efter fem år og smide sit gamle ud, fordi det nye forbruger mindre el. Eller man gikog nærstuderede madvarernes indholdsfortegnelser for at finde tomaten fra Fyn og kartoflen fra Samsø, fordi man jo altid skal købe lokalt for at undgå lang transport. Og så viser det sig, at tomaten fra Granada alligevel er bedre, fordi den ikke er dyrket i et opvarmet drivhus.

“Ja, som forbruger er man på bar bund, og derfor tror man ofte på nemme konklusioner,” mener Niels Halberg, centerleder ved Forskningscenter for Økologisk Jordbrug ved Aarhus Universitet.

“Vi ved, at en meget stor andel af forbrugerne har en grundlæggende tillid til at økologerne og siger, at ‘hvis jeg lægger mit lod i den skål, støtter jeg nok den bedst mulige afvejning af alle de miljøhensyn, der er’. Men det er et lod, for så sort-hvidt er det ikke. På nogle punkter er den økologiske vare bedre og på andre er den dårligere.”

Der er ingen nemme løsninger og ingen nemme svar. Du kan ikke redde verden ved at vælge økologi, lige som alt ikke kan løses ved at reducere CO2-udledning alene, selv om der som Jørgen E. Olesen, forskningsprofessor ved det jordbrugsvidenskabelige institut på Aarhus Universitet siger det, “der er en tendens i tiden til udelukkende at se på CO2, det er simpelthen moderne”.

Men alle de andre miljøbelastninger forsvinder ikke af den grund. Tilbage i 80’erne og 90’erne hed det værste miljøproblem forsuring, så kom luftforurening og smog i byerne, så kom partikelforureningen og hele diskussionen om kemikalieområdet, siger Michael Hauschild, lektor ved Danmarks Tekniske Universitet, der er specialist i livscyklusvurderinger.

“Problemet med at se så ensidigt på CO2 er, at du kan komme til at fremme nogle løsninger og nogle valg af teknologier, som forårsager de andre miljøproblemer uden at du opdager det. Det er utrolig farligt at se så ensidigt på det, som vi gør nu. Du bliver nødt til at se på hele livscyklussen, de samlede miljøeffekter og miljøbelastningen fra vugge til grav, dvs. fra produktionsfasen over brugsfasen til afviklingsfasen,” siger Michael Hauschild.

Hvor meget?

Tag for eksempel tøjvaskemidler. Det vil være en fordel at udvikle vaskemidler, som ved brug af enzymer kunne sænke vasketemperaturen til 20 grader for at spare energi. Til gengæld kommer man til at belaste vandmiljøet med nye kemikalier. Det kan så være en god ide alligevel, det kommer an på beregningerne. “Men man skal ikke tro, at fordi man sparer energi, eller fordi man sparer kemikalier, er det udelukkende godt for miljøet. Vi må danne os et overblik og sætte tal på hele stofstrømmen gennem livscyklus,” siger Hauschild.

Eller tag et køleskab. For at finde ud af et køleskabs miljøbelastning, må man have gang i den store lommeregner. Hvilke materialer består det af, hvilke ressourcer ligger der bag, hvordan er komponenterne fremstillet, hvordan er selve køleskabet fremstillet, hvilket spild af ikke-varige ressourcer som stål og kobber er der? Hvor mange kemikalier og hvilke kemikalier bliver brugt, hvor meget klippes der af et materiale, når man f.eks. laver en side på et køleskab, hvor meget af en stålplade bliver der brugt og bliver resten genanvendt, hvad koster et kilo stålplade i det hele taget miljømæssigt? Og hvordan er i sidste ende distributionen af køleskabet, hvordan ser energiforbruget ud i brugsfasen og når køleskabet så skal bortskaffes, kan man så genanvende nogle af materialerne? Kan man så genanvende dele af køleskabet til nye produkter eller kan man nyttiggøre materialerne på anden måde? Indeholder det specielt farlige stoffer?

“Det er blandt andet ved hjælp af analyserne, man kan se på, om det kan betale sig at skifte et gammelt produkt ud med et nyt, fordi det nye f.eks. bruger mindre strøm. Så er spørgsmålet, hvor meget man har investeret i at bygge det nye i forhold til, hvis du bare lod det gamle køre videre, og der ikke blev bygget et nyt køleskab til dig. Men lad os sige: Du vælger at købe et nyt, hvilket koster miljømæssigt set. Vil det nye i de fem år, det gamle køleskab kunne have kørt videre, spare mere energi end det koster at bygge det?” spørger Michael Hauschild og konkluderer, at man ikke kan sige noget generelt. Det handler om balancen mellem brugsfasen og produktionsfasen, hvis energiforbruget i produktionsfasen er stor sammenlignet med brugsfasen, kan det ikke betale sig, men hvis den er beskeden, så kan det godt.

“Og nogle gange må man afveje, om det kan betale sig, at brugsfasen af et produkt bliver meget lang, for om fem år kan der komme et produkt på markedet, der bruger langt mindre strøm.”

Og så er vi tilbage til rodet. For hvordan skal man kunne vide noget som helst om forbrugsfaser og produktionsfaser, når man står og vælger sit køleskab ude i butikken?

De grønne dilemmaer

Køb tomater fra Spanien…

-Køb lokalt. Køb tomater fra Fyn og salat fra Lammefjorden. Undgå Food Miles, dvs. de tusinder kilometer, madvarer bliver kørt, fløjet eller sejlet. Især i Storbritannien og USA har ‘food miles’ og ‘buy-local’-fænomenet slået igennem med store ‘køb lokalt-afdelinger i supermarkederne. For det må da altid være bedre at købe mad, der er produceret tæt på, end røde æbler fra Argentina, kiwifrugter fra New Zealand, bananer fra Brasilien og tomater fra Spanien. Eller hvad?

“Ja, det er i hvert fald, hvad man har sagt til forbrugerne. Det er nemt at kommunikere ud. Men i virkeligheden er det ligegyldigt, med mindre man flyver det frem, for energiomkostningerne og CO2-udledningene i forbindelse med transport er ikke særligt store i forhold til produktets samlede CO2-udledning. Det værste er faktisk forbrugerens egen transport til supermarkedet, hvis man tager bilen,” siger Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet.

Så hvis man står med en dansk og en spansk tomat i hånden, hvad skal man så vælge?

“Det vil generelt være den spanske, hvis den er kørt hertil i lastbil, hvor den danske er dyrket i et væksthus, der er varmet op. Men hvis den danske er produceret om sommeren, hvor solen varmer drivhusene op, så er den danske formentlig ok. En dansk drivhustomat om vinteren udleder omkring to til tre gange så meget CO2 som, den spanske, der er kørt hertil,” lyder svaret fra forskeren, der derfor opfodrer til at spise efter årstiderne. Spis ikke tomater om vinteren, og hvis man gør, så køb spanske eller kanariske. Køb heller ikke de hollandske, de er lige så klimauvenlige som de danske. Ifølge rapporten Miljøvurdering af konventionel og økologisk avl af grøntsager fra Miljøstyrelsen, koster det da også omkring tre kilo CO2 at dyrke et kilo almindelige tomater i et dansk drivhus og fem kilo for et kilo økologiske tomater. Sammenlignet med det, koster turen i lastbil fra Spanien kun et halvt kilo CO2 pr. kilo tomater.

“Hvis man sejler frugt og grønt hertil betyder det ikke meget for den samlede drivhusgasudledning pr. kg. Og for nogle produkter betyder lastbil ikke meget hvis man kører med effektiv transport, man fylder lastbilen helt op. Derfor betyder det relativt lidt i det samlede regnskab, hvis du kører mælk fra Thise-mejeri i Jylland til en Irma på Sjælland. Det værste er, hvis du bare lige tager bilen op til bageren søndag morgen for at købe friske rundstykker,” siger Niels Halberg fra Aarhus Universitet.

drop miljøbilen…

-En fire ton tung Hummer er grønnere end selv den grønneste Toyota Prius, konkluderede det Oregon-baserede CNW Marketing i 2006. Også selv om det kampvognslignende køretøj kun kører 5,5 kilometer på literen modsat de næsten 21 kilometer, letvægteren klarer på samme liter. Chokeret? Forskere over hele USA skød da også undersøgelsen ned med det samme, men på et punkt havde den ret: Det koster langt mere CO2 at producere den grønne Prius end den tonstunge Hummer, alene på grund af Priusens 15 kilo tunge nikkelholdige batteri, konkluderer Pablo Päster, der er ingeniør med speciale i bæredygtighed hos konsulentfirmaet Climate Check, i Wired Magazine. En forskel, der hurtigt vil blive udvisket, når man sætter dem på vejen. Men alligevel. Hvad så hvis man sætter en Prius ved siden af en 10 år gammel Corolla, der kører 14,5 kilometer på literen? Det koster, ifølge Päster, det samme i CO2 som 6.080 liter benzin bare at producere Priusen, mens Corollaen for længst har betalt sin CO2-produktionsgæld af. Så Priusen skal køre 160.000 kilometer, før den overhovedet begynder at konkurrere med Corollaen. Skal vi så bare køre brugt?

“Spørgsmålet er, om det kan betale sig at skifte et produkt ud, der stadig virker, fordi det nye bruger mindre energi,” siger lektor ved Danmarks Tekniske Universitet, Michael Hauschild. Han har såkaldte livscyklusanalyser som speciale, dvs. han analyserer et produkts miljøbelastning fra vugge til grav.

“Nu kender jeg ikke Priusens tal, men det kan godt være, det er er en god ide at investere i nogle meget miljøtunge komponenter i et produkt som en bil, hvis den til gengæld øger sin effektivitet i brugsfasen. Det er det regnestykke, man må gå ind og lave,” siger han. For det er seriøse mængder CO2, der bliver udledt ved bilkørsel.

“Hvis du kan halvere dem, hvad jeg forestiller mig, at man kan i en Prius sammenlignet med en brugt bil, kan det sagtens betale sig i det lange løb.”

bliv i byen…

-En selvforsynende landsby med CO2-neutrale huse bygget af bæredygtige naturmaterialer og solceller på taget omgivet af syngende pipfugle, egen vindmølle, skov og mark er enhver naturelskers våde drøm. Men de virkelig bæredygtige bor ikke på Fyn. I USA f.eks. har man regnet ud, at dem, der bor i forstæder og på landet er nogle af de værste til at bidrage til den globale CO2-sky. I hvert fald hvis de bor på landet og arbejder i byen, for hæren af pendlere mellem hjem og arbejde bidrager kraftigt til de 1,9 milliarder ton CO2, de amerikanske bilister udleder i atmosfæren. Det er mere end de sammenlagte CO2 udledninger i Indien, Japan eller Rusland.

Så Manhattan er nok et af USA’s grønneste områder. 65 procent af indbyggerne på Manhattan går, cykler eller tager kollektiv transport, få ejer egne biler, og høje bygninger er blandt de mest energieffektive at varme op og køle ned. En urban Manhattan-borger udleder derfor 30 procent mindre CO2 end gennemsnitsamerikaneren.

… og glem alt om økologi

-I hvert fald, hvis du tænker på CO2-regnskabet. I årevis har vi hørt, at økologi er godt for kroppen, godt for dyrene og godt for naturen. Men så er det alligevel ikke altid godt for naturen. En økologisk gulerod f.eks. udleder mere CO2 end en konventionelt dyrket gulerod. For at holde ukrudt nede og stadig få rimelige udbytter på gulerodsmarkerne, må de økologiske landmænd bruge mere husdyrgødning, og det udleder mere kvælstof end den kunstgødning, der bliver hældt på de konventionelle marker. “Så gødningsmæssigt og dermed kvælstofmæssigt ligger man over,” siger Jørgen E. Olesen, forskningsprofessor ved Aarhus Universitet med speciale i landbrugets klimaeffekter. Det samme gælder økologiske kartofler.

“Økologerne bruger færre ressourcer og især økologisk kvægbrug har en mindre udledning af næringsstoffer og klimagasser både pr. hektar jord og pr. kg mælk. Men for afgrøder, så som kartofler, hvor der er stor forskel i økologiske og konventionelle udbytter, bliver CO2-udledningen større pr. kilo. Det er så at sige en afvejning mellem pesticider og drivhusgasser,” siger Niels Halberg, centerleder for Forskningscenter for Økologisk Jordbrug. Når det gælder f.eks. mælk og mel er der ingen større forskel. Man bruger den samme traktor, den samme plov og dermed er det også den samme energi, der skal til. Økologiske afgrøder har brug for cirka 40 procent mere areal til samme mængde fødevarer. Men hvad med bøffen? En økologisk ko er længere tid om at vokse sig stor, det giver mere tid til at udlede methangas, inden den bliver slagtet. Og mælken? En økologisk ko producerer omkring fem procent mindre mælk end en almindelig ko, fordi den ikke er pumpet op med hormoner. Så 25 økologiske køer producerer det samme som 23 konventionelle. Og flere køer betyder mere methangas.

Skal vi så droppe økologien? Nej, lyder det fra forskerne. For en ting er CO2, en anden er alle de andre effekter, f.eks. at man ikke bruger pesticider og kunstgødning og derfor har færre skadevirkninger i naturen.

“Hvis man vil opgøre den samlede klimapåvirkning af et produkt, bliver man nødt til at se på alle udledninger af drivhusgasser, som sker igennem samtlige led i en produktionskæde. Dvs. vi må inkludere f.eks. drivhusgasudledning fra gødningsproduktion, husdyrholdet og gyllen, brug af diesel på marken og transport og så opgøre det pr. kilo mælk eller korn. Dertil kommer andre miljøpåvirkninger, f.eks. af natur og vandmiljø gennem tab af kvælstof, fosfor og pesticider, smog fra transport, forsuring af naturen fra ammoniaktab og afbrænding af fossile brændstoffer. Alt dette skal medtages for at kunne lave en miljøvurdering. Ofte har økologiske produkter den mindste miljøpåvirkning, men ikke altid,” siger Niels Halberg.

Så hvis man virkelig vil gøre en forskel: drop entrecôten. Forskere fra universitetet i Chicago har beregnet, at en gennemsnitsamerikaner, der spiser kød, udleder 1,5 ton flere drivhusgasser end en vegetar. Ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO, bliver 18 procent af verdens drivhusgasser udledt fra husdyrbrugene. Det er mere end hele verdens transportsektor tilsammen.

“Der er ikke nok at købe økologisk. Man skal tale om økologisk livsstil i stedet for økologisk forbrug. Så læg dine madvaner om, spis mindre kød, spis efter kostpyramiden og årstiderne, undgå spild og kør ikke bil til supermarkedet. Det er det, der virkelig gør en forskel,” siger Jørgen E. Olesen.

Kilder: Wired, Guardian, New York Times