Vi har længe ventet på det, rygterne har svirret og opbygningen af hype har været effektiv. Men det blev en titanisk skuffelse. Sæsonpremieren på dette års Robinson kunne definitivt have vundet over pladderhumanismen og rundkredspædagogikken.
Dette års Robinson kunne have givet os det stof som rigtige mænd (også selvom de er kvinder) er gjort af. Og værten Jakob Kjeldberg kunne have været et revolutionært ikon, som havde forvandlet fjernsynet til et sort hul, der ville opsluge vores ulidelige trummerum. Men nej.
Nej, er nemlig hvad de siger, de to deltagere, som får mulighed for at skaffe deres hold videre ved at torturere hver deres fange i sæsonpremieren. Det skulle ellers foregå ved den spændende internationalt stormombruste metode, waterboarding. Metoden som er blevet vendt ved en kongreshøring i USA, fordi det havde vist sig, at CIA syntes, den var nødvendig i krigen mod terror. Ja, her afviste flere højtstående politikere faktisk, at det overhovedet var tortur. Og det er metoden som forfatteren og fortaleren for Irak-invasionen, Christopher Hitchens, ned-kategoriserede til extreme interrogation - 'ekstrem afhøring' - frem for tortur. Lige indtil han selv for et par måneder siden valgte at blive udsat for denne 'afhøringsmetode'. "Tro mig, det er tortur," lød det i Hitchens' artikel i Vanity Fair, efter at han havde holdt til 12 og så 19 sekunders behandling. "Den officielle løgn om denne behandling er at den simulerer følelsen af at drukne. Det er ikke tilfældet. Du føler at du drukner, fordi du drukner," skrev Hitchens. Og efterfølgende er han også blevet overrasket over de tilbagevendende kvælningsmareridt.
Et moralsk valg
Waterboarding er med andre ord ikke for børn. Den er det, som en ægte kioskbasker er gjort af. Det stof, moderne underholdning holder sine seere høje på. Den event, som gør, at vi med sugende lystne gys ser lige durk ned i ondskabens sindsoprivende banale afgrund. Og det kick, fortjener vi, gør vi ikke? Er vi ikke i vores gode ret til lidt adrenalin efter en lang dags kamp for at holde samfundets hjul i gang? Selvfølgelig.
Men, ak, i Robinson vil hverken den kvindelige eller mandlige deltager give os, hvad vi fortjener. Og gudhjælpemig, om ikke de bliver belønnet for det. Tilsat eftertanke-klaver siger Jakob Kjeldberg til den ene, Benjamin, at "det var et moralsk stærkt valg". Nå ja. Flot. Men hvor er min underholdning? Hvor er min fornedrelse? Hvor er alfa-hannen (også selvom hun er en hun), som tør sige "Op i røven med det hele. Det er jo bare et spil!"?
Og hvilke stærke moralske valg har producerne taget, når de giver deltagere mulighed for at handle mod international lov (hvis altså offeret havde undladt at skrive under på en tv-kontrakt)? Alt sammen bare for at få annoncekroner? Det ved de, og det ved vi. Ingen. Så lad os nu være voksne mennesker og gå planken ud. Vi sidder jo trods alt og ser på en flok mennesker i bure på en fjern strand på en eksotisk ø.
Hvad Robinson-deltagerne laver i bure? Hvor pokker skulle jeg vide det fra? Jeg er bare tilskuer. Jeg har vel ikke noget medansvar? Programmet er jo lavet, og hvis det er dét, disse mennesker vil gøre for lidt flygtig berømmelse, en slat penge og et imaginært diplom for viljestyrke, udholdenhed, moral - som Robinsons idealer lyder - ja, så er jeg vel i min gode ret til at se på? Lige som en hvilken som helst abe på øen har ret til det. Måske ville den behårede hun se på menneskene i burene og tænke på det postkort, hun havde fået fra en fjern slægtning i Spanien. Som denne slægtning og DR2 Udland - denne strålende nyhedsudsendelse, med disse to skingert begejstrede værter - har rapporteret, så har man netop udstyret aber med menneskerettigheder i Spanien. "Ingen frihedsberøvelse, ingen tortur!" kunne hun-aben læse på postkortet fra sin fætter.
Producerne griner
Så hvem er nu den udsatte art? Jeg kan kun henvise til Dansk Folkeparti, som gennem lang tid har beskyttet dyr mere end særlige grupperinger af mennesker. De kan måske forklare tingenes rette sammenhæng. De kan måske forklare dig og mig, hvorfor nogle mennesker bliver behandlet som insekter, man visker af forruden, mens nogle puddelhunde når hele vejen til Bruxelles med deres problemer.
Ellers kan deltageren Bo måske give os lidt indsigt. Han bakker ud af Robinson allerede, inden de overhovedet er gået i bur, men efter at de er blevet smidt i lænker og fangedragter - i chic Guantánamo-orange, så dem på bagerste række også kan være med.
"Jeg kan ikke være med til de her optagelser, for det er noget fascistoidt lorte-tv. Og på det personlige plan er det dybt, dybt krænkende, synes jeg. Og det er noget, der gør mig bange simpelthen og utilpas," siger han. Og et eller andet sted sidder TV3-producerne og griner, til de pisser i bukserne. For voila, ved at inkludere Bos udtalelse er der blevet limet et figenblad på bagmændenes kønsdele. Og vupti om ikke figenbladet vokser, da waterboarding bliver afvist, og Kjeldberg i øvrigt kalder metoden for tortur, frem for ekstremt forhør.
Og så har vi sgu da lige pludselig opbyggeligt tv midt i al hyggen; politisk korrekt underholdning , der skal give os troen på det gode i mennesket tilbage. Må jeg bede om mine himmelblå.
Men, bare rolig: Der er flere andre gæve individer (i hvert fald fire fra den ene af grupperne) der ville have dyrket waterboarding, hvis de havde fået chancen. Her er en af dem, en brandmand: "Det kan godt være det er kynisk. Men det er også vigtigt at pointere her, at jeg havde gjort det, fordi jeg vidste at selvfølgelig havde de ikke kvalt ham." Enhver ved - lyder ræsonnementet - at ved tortur er det kun døden, der er skadelig.
Der er med andre ord håb for underholdningen - dette civilisationens sidste lys, nu hvor efterårets mørke trækker sig sammen om Danmark.
DR2 Udland - DR2, torsdag
Robinson - TV3, mandag
