Findes der et bedre eksempel på en menneskehed, der ikke vil se realiteterne i øjnene, end klimadebatten? Ingen forstandig person bestrider i dag, at verden varmes op som følge af menneskets aktiviteter. Men samtidig er det en udbredt antagelse, at vi kan løse den historiske udfordring ved små selvbehagelige påfund som at spise økologisk eller bygge en vindmølle i baghaven. Når der skal træffes seriøse beslutninger, krymper de fleste sig ved det ubehag, som en sand realistisk tankegang medfører.
Bush ser ud til at have indset, at klimavidenskab ikke er en venstreorienteret konspiration om at smadre Amerikas økonomi. Alligevel insisterer han og resten af vores ledere stadig på, at der ikke er grænser for vækst: Hvis bare vi kan indføre nye og angiveligt miljøvenlige teknologier som biobrændstoffer, kan vor økonomiske ekspansion fortsætte derudad som før.
I modsat ende af spektret sætter de grønne al lid til bæredygtig vækst og vedvarende energi. Miljøkrisens rod, siger de er vores narkotiske afhængighed af fossile brændstoffer. Kunne vi blot skifte til vind, bølger og solkraft, var alt vel.
Fælles fornægtelse
Politisk kunne Bush og de grønne ikke stå hinanden fjernere, men begge er forenet i fælles fornægtelse af miljøkrisens fundamentale faktum: At den ikke kan løses uden en drastisk reduktion i vores påvirkning af økosfæren. Dette indbærer med nødvendighed, at vi knækker kurven for udledning af drivhusgasser. Men den overgang til biobrændstof, som er sat i værk under Bush og er undervejs i andre dele af verden, involverer yderligere ødelæggelse af de regnskove, som er en væsentlig reguleringsfaktor for klimaet. At mindske vore emissioner ved at ødelægge planetens naturlige mekanismer til at opsuge dem er opskriften på en katastrofe.
De gængse grønne forskrifter er ikke bedre. Megen vedvarende energi er ikke nær så effektivt eller øko-venligt, som det påstås. De landskabsødelæggende, ineffektive vindmølleparker kan ikke fuldt erstatte fossile brændstoffer, og der er store miljøomkostninger ved omfattende brug af vandkraft. Økologiske metoder i fødevareproduktion kan have fordele i forhold til dyrevelfærd og sundhed, men stopper ikke den ødelæggelse af den vilde natur, som følger af det ekspanderende landbrug og nødvendigheden af at brødføde en voksende befolkning.
Den konventionelle grønne patentmedicin er ikke så forskellig fra Bushs politik. I begge tilfælde kan slutresultatet kun blive en planet, der har lidt alvorlige tab af biodiversitet og en menneskehed, der er prisgivet et stadig fjendtligere miljø.
Ubekvem kendsgerning
Den ubekvemme kendsgerning, som ignoreres/fornægtes på begge sider af miljødebatten er, at en energiintensiv livsform, som den vi nyder godt af i den rige del af verden, ikke kan udstrækkes til en global befolkning på ni eller ti milliarder - et tal, vi når midt i dette århundrede. Den globale opvarmning er bagsiden af den verdensomspændende industrialisering og en bivirkning af jagten på vækst. Reserverne af olie og naturgas, som er så vitale for industrien, topper netop, som efterspørgslen efter dem skyder i vejret.
I modsætning til hvad de grønne håber, er der ikke den mindste udsigt til, at verden giver afkald på fossile brændstoffer. Enhver kompetent energiøkonom vil kunne fortælle, at ingen nok så stor udbygning med vedvarende energi vil kunne tilfredsstille den energiefterspørgsel, der er skabt i Kina og Indien. Og tror nogen, at de lande, som tjener stort på at eksportere kulstofbaseret energi - Rusland, Iran, Venezuela, Golfstaterne - vil opgive en sikker indtægtskilde?
Den eneste vej frem er at begrænse behovet for fossile brændstoffer og gøre dem renere i erkendelse af, at vi ikke kan undvære dem. Dette må indebærer en fuld brug af teknologiske løsninger - et synspunkt, mange miljøforkæmpere ser på med overtroisk væmmelse. Atomkraft har problemer med sikkerhed og bortskafning af affald og er på ingen måde en universalløsning. Alligevel er dæmoniseringen af a-kraften udtryk for grøn vildfarelse af værste skuffe. Giver vi afkald på a-kraft, har vi ikke andet valg end at gå tilbage til kul.
Samme ræsonnement gælder GMO-afgrøder. GMO-teknik indebærer indgreb i naturprocesserne, hvis risici ikke er fuldt belyste, men eneste praktiske alternativ er at fortsætte det industrielle landbrug, hvis destruktive virkninger er alt for velkendte.
Enhver brug løsning på miljøkrisen må indebære højteknologiske løsninger. Målet skal ikke være at beherske naturen eller at gøre den til ren ressource for menneskelig udnyttelse. I lyset af de legitime forhåbninger i udviklingslandene har alene højteknologistrategier en chance for at reducere det menneskelige aftryk. Men lige så vigtigt vil det være at få brudt det ultimative tabu og konfrontere befolkningspressets realiteter.
Færre mennesker
Grønne aktivister, frimarkedsøkonomer og religiøse fundamentalister har ikke stort til fælles, men er enige om, at der ikke findes noget sådant som overbefolkning, som ikke kan løses med omfordeling, hastigere vækst eller forandring i de menneskelige værdier.
Faktisk var Maltus tættere på sandheden, da han i 1700-tallet forudsagde, at befolkningsvæksten på et tidspunkt ville overhale fødevareproduktionen. Industrielt landbrug skulle gøre hungersnød umuligt, men viser sig at bero på billig olie, og med landbrugsjord, der viger pladsen for dyrkning af biobrændstof, støder vi snart på grænserne for fødevareproduktion.
Lige så vigtig som vedvarende energi er det at sikre, at prævention og abort bliver tilgængeligt for alle. En verden med færre mennesker vil være en verden, hvor vi langt bedre vil kunne håndtere klimaforandringerne end den kritisk overbefolkede verden, vi styrer mod nu.
En mere bæredygtig verden vil kræve skærpet evne til realistisk tænkning, og det er ikke miljøbevægelsens stærke side. Skønt tekniske fix ikke gør det alene, er intelligent anvendelse af teknologi uomgængelig, hvis vi skal afværge de værste følger af de miljøødelæggelser, der er uundgåelige.
Hvilken ironi, hvis de grønne pga. irrationel fjendtlighed over for højteknologiske løsninger skulle vise sig at være en lige så stor trussel imod miljøet som George Bush!
John Gray er engelsk filosof
© The Wylie Agency og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Enig KP J.
Det er meget mere på spil end menneskeskabte faktorer og stort set i mange tilfælde gør de, de menneskeskabte faktorer ubetydelige. Viden kan redde os.
Helt enig - det var en kort debat, alle lader til at være enige.
KP J skrev:
“Den globale opvarmning er et faktum; men det er IKKE et faktum at den er menneskeskabt. Efter den første usandhed orkede jeg ikke at læse videre. Ethvert “forstandigt” menneskeburde være sig denne lille forskel bevidst.”
Jeg tror sådan set heller ikke, at nogen videnskabsmænd ville sige, at den globale opvarmning udelukkende er menneskeskabt, bare at menneskene også bidrager til den. På den baggrund ville det jo være meget smart, hvis vi bidrog til, at det ikke bliver værre. Det ville være en underlig fattig trøst , at vi kunne sidde og sige at det ihvertfald ikke var vores skyld, når lortet braser ned om ørerne på os.
Men det er da sikkert rigtigt, at der er brug for en mere “fordomsfri diskussion” i forhold til miljøspørgsmålene, hvor de grønne også må overveje om der er andre løsninger end dem de foreslår. Bortset fra det så har jeg læst at atomkraft, som Gray foreslår, heller ikke er nogen realistisk løsning og genmodificerede afgrøder kan jo også afstedkomme andre miljømæssgie problemer, så man er jo også nødt til at diskutere i hvor stor grad det er en løsning. Retten til abort og prævention skulle det jo nok være relativt let at argumentere for, selvom jeg ikke ved hvor meget det ville batte i det store miljøregnskab.
“Giver vi afkald på a-kraft, har vi ikke andet valg end at gå tilbage til kul.”
Fortvivlende forvrøvlet.
Lad os få nogle tal på bordet: Ifølge artiklen “Final warning” i New Scientist den 28. juni forbruger verden lige nu 87 millioner tønder olie hver dag. Dette svarer til et energiforbrug på 500 millioner milliarder Joule hver dag. Selvom dette tal er kolossalt, så er det dog forsvindende lille i forhold den strøm af energi - i form at lys, varme, vind, havstrømme, etc. - som Solen skaber på Kloden: Ifølge NASA afsætter Solen på vor planet 7000 gange denne energi.
Kunne vi således bare tappe én sølle promille af denne energi skabt at Solen, så ville vi have langt mere energi til rådighed, end vi forbruger lige nu. Så hvorfor kommer vi ikke i gang med at sætte solfangere op på alle vore hustage, sætte langt flere vindmøller op ude på havene, hvor de ikke generer nogen, samt opbygge en infrastruktur (herunder elektrolyseanlæg til spaltning af vand i brint og ilt, som brintbiler kan køre på, og som kan give energi, når Solen ikke skinner) hertil?
Endelig: Hvis ovennævnte olieenergi skulle erstattes af atomenergi, så ville dette kræve i omegnen af 25 ton fissibelt materiale hver dag, se mit debatindlæg http://ing.dk/artikel/89983?highlight=fredsted i Ingeniøren. Hvor skulle sådanne mængder fissibelt materiale findes henne? Hvor og hvordan skulle de deraf følgende mængder affald gemmes? Og hvad med faren for atomvåben?
De tre første indlæg her i tråden falder fint som udtryk for det informationsniveau størstedelen af befolkningen besidder om de her problemstillinger.
Den nu hedengangne Nyhedsavisen bragte en undersøgelse af danskernes indstilling til spørgsmålet om global opvarmning i begyndelsen af sin korte levetid. Den viste, at danskerne var nogle af dem, der havde hørt mest om global opvarmning, og som alligevel var mest overbeviste om, at de som almindelige borgere oppebærer kompetencen til at gå i rette med videnskaben, når det drejer sig om at fremstille den rette sammenhængen mellem årsager og virkninger i problemstillingen. Oplysningsniveauet bærer præg af at medierne gennemgående har været tiltrukket af emnet på sine egne betingelser. Dels har man solgt budskabet om dommedag, fordi der er lidt affekt i dét, dels har man solgt budskabet om at dommedag sælger, (slet skjult forsøg på at slå plat på det at der slås plat på det) og endeligt så har man bevidst fokuseret på problemstillingen som om de saglige aspekter kunne afklares i demokratiske fora som dette.
Det der står tilbage er en befolkning som blander det demokratisk politiske systems autonomi sammen med den videnskabelige kompetence: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-33.pdf
Når man så læser en artikel som den kommentaren her falder til, er det ideologien i det hele som virker påfaldende. Citat: ”Den eneste vej frem er at begrænse behovet for fossile brændstoffer og gøre dem renere i erkendelse af, at vi ikke kan undvære dem. Dette må indebærer en fuld brug af teknologiske løsninger - et synspunkt, mange miljøforkæmpere ser på med overtroisk væmmelse.”
Det påstås at eneste løsning dybest set er teknologisk.
Mit liv er udtryk for det der hedder en performativ tilbagevisning af denne påstand. Jeg bor og lever på et forbrug, der ligger langt under gennemsnitsdanskerens, og jeg lider ikke afsavn, tværtimod, så nyder jeg og min familie et større frirum og flere muligheder end folk med langt større økonomisk forbrug.
Kunsten og mulighederne ligger lige for. De er bare hammer umoderne.
Man skal lade være med at forbruge mere end man tjener. Bringe al gæld ned på et minimum. Sætte sig i et hus, der er super isoleret og økonomisk, gældfrit. Helst i nærheden af civilisationen. Det er rigtigt at livet på landet tit er alt andet end bærbart. Holde op med at leve for at forbruge og tjene penge. Tjene det man har brug for, og ikke mere. Lad være med at leve for at kunne få det ultimative job, det ultimative hus, den ultimative bil. Man skal tage det nærmeste arbejde. Arbejde så lidt som muligt. Så behøver man ikke bilen. Cyklen har man tid til at bruge, og så er man fri for at gå i fitnescenter efter arbejdstiden. Ens røv er altid fast og sexet alligevel. Grundlæggende har man tid til at leve, tænke og nyde tilværelsen på den måde. Og det økonomiske råderum kan meget vel, som det er for mig og min families vedkommende, lynhurtigt blive langt større end det er for dem der satser på at maksimere den skattepligtige indkomst. Der er intet ideologisk i løsningen. Den er såre enkel, uproblematisk og indlysende.
Hvad de tekniske løsninger angår, så ligger de lige for. Mindre forbrug til varme, dvs. gode huse, bedre huse og 0-energihuse. Mindre behov for transport. Muskler og offentlig transport frem fro biler og benzin. Mindre produktion, mindre forbrug mere fritid, mere tid til at gennemskue det moderne samfunds fortravlede vrøvl af et forplumret kommercielt billede på succes. Og i sidste ende tilfredsstillelsen ved at være smukkere og klogere end andre, og ikke mindst ved det at have tid til at fortælle dem det!
DET MENNESKESKABTE MILJØPROBLEM:
FORBRUG AF RESSOURCER
Syntetiske produkter er karakteriseret ved, at de indeholder en række materialer og stoffer, som enten er af begrænset forekomst eller er ufornyelige. Det drejer sig ofte om grundmetaller, som på grund af tilsætningsstoffer ikke kan genanvendes; trækket på de knappe ressourcer medfører, at reserverne udtømmes, hvilket betyder, at det bliver dyrere og dyrere at udvinde stofferne, og at vi i sidste ende løber tør for ressourcerne. Affaldshåndteringen besværliggøres betydeligt, når produkterne indeholder ufornyelige ressourcer ; ofte medfører det, at produkterne ubehandlet sendes til deponi eller affaldsforbrænding, hvilket betyder, at de ufornyelige stoffer går tabt.
ENERGIPRODUKTIONEN
Den største miljøbelastning fra produkterne skyldes energi-forbruget. Energiproduktionen i sig selv udgør en betydelig miljøbelastning, da den hovedsageligt er baseret på fossile brændstoffer og atomkraft. Fossile brændstoffer resulterer i udslip af drivhusgasser (CO2), forsuring (SO2) og slagger. Udslippet af kulstof formodes at resultere i global opvarmning og katastrofale klimaændringer. Energiproduktion ved hjælp af atomkraft medfører radioaktive affaldsprodukter, som ikke er lige så veludforsket et område som udslippet af CO2; der kendes endnu ikke en acceptabel slutdeponering af affaldet, som er bestandigt og farligt i op til flere tusinde år.
Størstedelen af energiforbruget foregår under brugsfasen, hvorfor trenden har været at fokusere på denne fase når det drejer sig om minimering af energiforbrug (Elektronikpanelet, 2002).
UØNSKEDE STOFFER
Ud over at indeholde knappe ressourcer indeholder produkterne også en lang række toksiske og miljøbelastende stoffer, som kan være skadelige for mennesker, dyr og hele økosystemet. Stofferne, som er meget svært nedbrydelige, udledes under produktion og afskaffelse til miljøet, hvilket bevirker, at stofferne ophobes i fødekæden.
___________________________________________________________
Det forekommer klart, at der eksisterer en bevidsthed om den påtrængende nødvendighed for forandring; såvel i samfundet, industrien og den akademiske verden: ”Vi er på sporet til økologisk og ressourcemæssig kollaps, hvis handling ikke finder sted snart. Teknologi vil spille en nøglerolle i forandringen af det industrielle samfund. (…) Vi har brug for socio-teknisk forandring.” (Mulder K. F., 2007). En omstilling af infrastruktur og kulturel tilpasning, såvel som teknologisk innovation er afgørende elementer for en bæredygtig fremtid: ”Disse teknologier” slutter Mulder, ”skal muliggøre menneskeden at overleve på længere sigt, det vil sige, at bæredygtig teknologi er en nødvendig betingelse for kontinuiteten af menneskelig civilisation.” Forholdet mellem elementerne for ”bæredygtig teknologi” er karakteriseret ved følgende ligning:
I=P×A×T | (Holdren & Erlich, 1972)
I……………..Mijøpåvirkning
P…………….Population
A…………….Forbrug (af service og produkter per capita) T…………….Teknologi (miljøafsæt per produkt eller serviceenhed)
”Eftersom den globale population (P) forventes at vokse fra 6 millarder til mindst 9 milliarder i 2050 og velstanden (A) i udviklingslandene kommer til (er nødt til) at stige væsentligt, bør den miljømæssige teknologiske effektvitet (T) forbedres med en faktor 4-40 ganske enkelt for at bibeholde den miljømæssige byrde (I), alene som den er i dag,” (Mulder K. F., 2007).
”I sit selvtilstrækkelige miljø understøtter (jorden) milliarder af mennesker, som lever på overfladen. (Den) forsyner dem med mad, luft, vand og alle de andre ressourcer, de har brug for at overleve. I sin uafbrudte evolution forsøger den at tolerere forureningstrykket, udtømmelsen af dens ressourcer og en uendeligt ekspanderende population.” (Tischler, Whitten, & Hunter, 1983)
Som befolkningstallet vokser og forbruget stiger, vil vitale biologiske ressourcer såsom træer og græsgange udsættes for forøget stress (Ezeonu, 2004). Det seneste eksempel er FNs appellering til forøgelse af madproduktionen – for at afhjælpe knaphed og høje priser – som fører til nye skovrydninger i Amazonas (Nielsen, 2008). Skovrydninger og forurening af verdenshavene og atmosfæren bidrager til den globale opvarmning og den voksende industrielle affaldsproduktion samt den løbende efterstående bortskaffelse vil angiveligt bevæge sig hinsides jordens regenereringskapacitet. Hvis udviklingen skubber økosystemets toleranceevne, vil det med høj sandsynlighed sætte gang i en irreversibel ikke-lineær proces i miljøet, der kan lede til naturkatastrofer, hungersnød og i værste tilfælde artens udryddelse. For at gribe fat om den miljømæssige udfordring er det vigtigt at vurdere de forskellige (løsnings)tilgange for at opnå ’best practice’ sigtet mod bæredygtighed. Holdren og Erlichs formel indlemmer idéen om, at bæredygtig udvikling opnås gennem socioteknisk udvikling; bæredygtig teknologi befinder sig hinsides miljøteknologi, idet det vidstrakte mål er at ”muliggøre opfyldelelsen af hele menneskehedens behov uden,
- Afmatning af jordens ufornyelige ressourcer
- Overgåelsen af dens økologiske regeneringskapacitet
- Konsolidering og fremmelse af ulighed” (Mulder K. F., 2007)
Jeg gentager lige mig selv fra et andet indlæg.
http://www.information.dk/164792
Det jeg prøver at sige er, at vi ikke behøver at lægge vægt på CO2 i den grad som vi gør det; men om ikke andet er det en målbar indikator, som belyser den menneskelige involvering iht. det industrielle udslip af CO2, som formodes at have en bidragende relation til klimaændringer. Dette er ikke en sammensværgelse mod verdens befolkninger, men bestemt en problemstilling som bør tages seriøst. Jeg kan godt forstå kynicismen, nu hvor debatten er blevet så politiseret, men den er ikke konstruktiv såfremt man skubber problemet bort og afleder opmærksomheden fra den menneskelige påvirkning. I øvrigt, er det rigtigt, som nogen siger, at CO2-udslippet kun er ét aspekt af miljøproblemerne: hvad med forbruget, biodiversiteten, manglen på ressourcer og mad, samt fortsat forurening i form af toksiske stoffer og øget befolkningsantal? Disse er bestemt menneskeskabte problemer, som enhver seriøs observant bør tage alvorligt, såfremt vi ønsker, at vores børnebørn nyder samme standard som os.
@Poya Pakzad
Interessant læsning og jeg er meget enig i, at problemet ikke er CO2 og klima. Problemet er bæredygtighed. CO2 og klima er kun ET aspekt her - uanset hvor vigtigt, relevant og påtrængende det er - og sådan set også uanset årsagen.
@ KPJ
Hvem er disse ‘økofascister’, du refererer til?
Kanon indlæg KPJ.
Den nye postmodernistiske videnskab, har med sin påpegning af
paralleluniverser anvist løsningen på problemet - når økosystemet
ramler helt sammen, smutter vi bare over på Jord2.
Formodning: For I-landenes vedkommende vil de økonomiske omkostninger
ved at gøre sig helt fri af fossile energikilder ( også uden at inddrage kernekraft ) være langt under det ubærlige ( det må vi jo for så vidt håbe da de jo slipper op før eller siden ). Mener også at Lomborg har påpeget at en stigning i energipriserne på f.eks. 50% sagtens kunne bæres, fordi energiprisens andel af varepriserne er temmeligt lav.
Hvorfor så I-landenes hunger efter fosille energikilder? Fordi på verdensmarkedet er selv små prisforskelle ofte afgørende: Den som længst muligt kan holde de laveste varepriser på de produkter man udbyder - fordi man længst muligt kan skaffe sig billigst mulig energi ( altså endnu: Olie, kul osv. ) vinder frem/holder sin position.
Enig igen KPJ…. Dog vil jeg ikke kalde ”økofacisterne” for økofascister. De er blot ramt af en slags økologisk Faraday-bur effekt og samtidig påvirket propaganda….
En del lider af Al- Gore syndrom.
”For få år siden publicerede biologen Ernst Mayr nogle overvejelser om sandsynligheden for opdagelsen af udenjordisk intelligens (Mayr, 1995). Han betragtede chancerne som meget lave. Hans ræsonnering havde at gøre med tilpasningsdygtigheden af hvad vi kalder ’højere intelligens,’ det vil sige den pågældende menneskelige form for intellektuel organisering. Mayr anslog antallet af levearter siden oprindelsen af liv til omkring halvtreds milliarder, hvoraf kun én ’opnåede den form for intelligens, det kræver at etablere en civilisation.’ Den gjorde det meget nyligt, muligvis for 100.000 år siden. Det er generelt formodet, at kun én lille avlegruppe overlevede, hvor fra vi alle er efterkommere. Mayr spekulerede, at den menneskelige form for intellektuel organisering måske ikke er begunstiget af naturlig selektion. Livshistorien på jorden skriver han, modgår påstanden om, at ’det er bedre at være klog end dum,’ hvis man i det mindste dømmer ud fra biologisk succession. (…) Han gjorde sig også den ret så skumle observering, at ’den gennemsnitlige livstid for en art er omkring 100.000 år.’” (Chomsky, 2003).
Den moderne industrielle civilisation, som vi kender den i dag, har udviklet sig inden for et mønster af bekvemmelige myter; den drivende kraft bag den moderne industrielle civilisation er den individuelle materielle gevinst; et forhold som er betragtet som værende berettiget og prisværdig, med den begrundelse at private laster afkaster offentlige fordele – hvilket er den klassiske formulering. Men det har længe været forstået, i meget lang tid faktisk, at et samfund der er baseret på dette princip vil ødelægge sig selv med tiden og kan kun fortsætte med de lidelser og uretfærdigheder den indebærer, så længe det er muligt at foregive, at de destruktive krafter som mennesker skaber er begrænsede, at verden er en uendelig ressource og at verden er en uendelig skraldespand. I dette stadie i den menneskelige civilisations historie er en af to muligheder tiltængelige; 1) enten vil den generelle befolkning tage kontrollen over sin egen skæbne og bekymre sig om samfundets interesser ledet af værdier såsom solidaritet, sympati og fælles betænkelighed 2) eller alternativt vil der ikke være nogen skæbne for nogen at kontrollere. Så længe en specialiseret klasse har bemyndigelsen og autoriteten vil denne afgøre målsætningerne for de specielle interesser denne tjener. Men udsigten for overlevelse, for ikke at snakke om retfærdighed, kræver rationel social planlægning inden for samfundet som helhed og på nuværende tidspunkt vil det sige det globale samfund. Det kortfattede spørgsmål er om hvorvidt demokrati og frihed, er værdier som skal bevares eller trusler som skal undviges. I dette potentielt uhelbredelige stadie i den menneskelige histories eksistens, er demokrati og frihed mere end værdier som skal værdsættes, men de kan meget vel være essentielle tilgange for vores overlevelse.
Jeg synes, at det altid er nemmest at illustrere sin pointe ved at tage udgangspunkt i morgendagens eller ugens avis, for der er som regel altid et utal af eksempler man kan bruge. Journalisten Jørgen Steen Nielsen interviewer Sir David King, i en artikel kaldet: ”På vej mod menneskehedens tipping point”, om hvorvidt vi kan fastholde væksten i den ’materielle økonomi’, uden uacceptable omkostninger. Sir David King svarer: ” “Jeg frygter, at vi får konflikter og kampe om olie og andre energireserver, mad, vand, skrumpende landområder - i en situation med stigende befolkning. Det kan kun betyde én ting: Massive folkeflytninger samt modstand mod disse folkeflytninger fra dem, der har privilegier og magt. Jeg ser konflikter og terror op gennem dette århundrede, hvis ikke vi evner at håndtere udfordringen. Heldigvis skiller menneskeheden sig ud fra andre arter ved sin intelligens, gør den ikke?””
“Vi er på vej ind i en periode i menneskelig historie, som måske vil tilvejebringe svaret på spørgsmålet om hvorvidt ’det er bedre at være klog end dum’”. Den mest håbfulde udsigt er, at spørgsmålet aldrig besvares; for da vil svaret være, at mennesker var en biologisk afvigelse, som brugte deres ’afsatte’ 100.000 år på at ødelægge sig selv – og i processen meget andet. “Vores art har sandelig udvist evnen til selvdestruktion og en hypotetisk observant ville konkludere, at mennesket har demonstreret denne kapacitet dramatisk siden industrialiseringen” (og før) med et overgreb på det livgivende miljø, biodiversiteten ”og med kold, kalkuleret grusomhed mod hinanden lige så vel” (Chomsky, 2003)).
Det er vist med teknik som med sex; det er kommet for at blive (så længe vi er her). Kunsten består i ikke at blande det for meget, og i ikke at gøre det til et kardinalpunkt enten at være absolut for eller absolut imod nogen af delene.
Artiklen satser alt på et bræt, på teknikken. Nogle i tråden omtaler dem der kritiserer det ensidige i denne satsning for at være økofascister, det er dumt: Fordi udgangspunktet var dumt, blev tråden det også.
Samtidigt sidder man med en lunken fornemmelse af, at de, der satser alt på teknikken, identificerer videnskab med teknik. Som om der ikke var viden, der kunne kvalificeres som andet end teknisk. Man aner at den implicitte identificering af viden med teknisk viden har sit ophav i manglende evne til dels at identificere hvad teknik over hovedet er, dels at skelne teknisk viden fra andre vidensformer.
Begrebet teknik er et socialt fænomen. Det har sin sociale forankring. I kommunikative sammenhænge fungerer det mere eller mindre ”teknisk” som indikation af rationelt organiserede og afgrænsede anordninger af konstruerede relationer mellem årsag og virkning, altså kausale forklaringer omkring relationerne mellem tilsigtede virkninger og deres årsager. Den tekniske rationalitet bygger på ideen om funktion og mangel på samme. Det tekniske virker eller også virker det ikke. Kan man ikke opretholde grænsen mellem teknik og dets omverden bryder teknikken sammen. Det gælder i kærlighedslivet; hvis man blander for meget behersket og formålsorienteret adfærd ind i den seksuelle akt, så udebliver lysten, fordi den netop ikke lader sig beherske fremtvinge rationelt. Det gælder et a-kraftværks sikkerhed; hvis ikke de sociale betingelser er tilstede, så er de tekniske sikkerhedsforanstaltninger utilstrækkelige. (Hvis personalet som skal betjene værket er ukvalificerede eller samfundet omkring værket bryder sammen, eller hvis de sociale omstændigheder ligefrem omfatter intentionelt selvdestruktive elementer a la Osama Bin Laden, så viser det sig, hvad den sociale beherskelse af distinktionen mellem teknik og ikke teknik betyder for teknikken. Teknikken fungerer ikke uden den sociale omverden, og kan dermed ikke isoleret set rede hverken mennesker eller opretholde sin egen funktion).
At tro ensidigt på det tekniske fix, som løsningen på den karakter af trussel den menneskelige succes er blevet for sig selv her på jorden, grænser til den rene idioti. Denne tro kan hverken se sig selv som tro, altså et socialt fænomen, eller teknikken som teknik.
Det drejer sig om at behersker distinktionen, at forstå også teknikken på dens betingelser. Teknikken har sine begrænsninger og nytteværdi. Isoleret set er det derfor en fejl at ophøje den til den eneste absolutte mulighed for at slippe ud af de problemer den blandt andet selv er skyld i. Den er i sine forskellige former både en del af løsningen men også klart nok en del af problemet. Det er langt mere komplekst end artiklen ligger op til.
@KPJ
Jeg er ikke helt med.
Umiddelbart ville jeg bruge betegnelsen ‘økofascist’ om den, der på det ihærdigste og uden omtanke bestræber sig på at ødelægge miljøet og nedbryde bæredygtigheden.
Hvis ikke, hvad kan man da kalde sådanne personer?
Low Energy Nuclear Reactions (also called “cold fudion”) really does work :o)
Kan du ikke kaste et par af de lemfældige milliarder efter dette, Carina? Bare så vi har lidt fremskridt…
http://lenr-canr.org/
http://www.sciencedaily.com/releases/2007/03/070329095612.htm
http://www.spaceandmotion.com/Alternative-Energy-Cold-Fusion.htm