Scenekunsten er flygtig. Forestillinger holder op med at eksistere, når spilleperioden er ovre - og kun de allerfærreste forestillinger bliver genopsat. Selv på Det Kgl. Teater er repertoiretanken opgivet; skuespillene spilles i ugeblokke, og balletterne danses over få uger.
Hvorfor? Fordi forestillinger kun kan holdes levende og friske over flere år, hvis de spilles af faste ensembler. Og dem er der næsten ingen af, sådan med de samme performere. Aalborg Teater har godt nok 32 skuespillere fastansat hver sæson, og både Odin Teatret i Holstebro og Teatret Cantabile 2 i Vordingborg har ensembler, der består af de samme kernespillere år efter år. Men de fleste andre teatre hyrer kun performerne til én produktion ad gangen - eller har et meget lille ensemble og freelancerspillere for resten. Og det opstår der ikke noget totalensemble ud af.
Selvmorderroller
I sidste weekend fejrede Cantabile 2 sit 25 års jubilæum. Først med en jubilæumsbog. For teaterinstruktøren Nullo Facchini har faktisk skabt 34 forestillinger til sit egnsteaterensemble - foruden 10 Waves-festivaler og uddannelsen School of Stage Arts.
Højdepunktet var imidlertid et gallashow i Vordingborg Teater med udvalgte scener fra de 25 års teater. Gallaen blev en vild rejse. Den begyndte med selvmorderne fra Dante-forestillingen Helvede - den vilde forestilling, som oprindelig blev skabt til Bagsværd Sø, hvor publikum vandrede rundt på stierne langs ellesumpene og gøs over Bjarne v.H.H. Solbergs betagende vanvidsscenografi langt ude i søvandet. Til gallaen måtte tilskuerne nøjes med hvidpudrede selvmordskandidater, der vrængede livet af sig med en almindelig bagscene som horisont.
Men Cantabile-kvaliteterne gik rent igennem: Det særlige, fysiske udtryk, som skubber replikker ud som noget underordnet. Det kropssprog, som anbringer performerens krop i kulde eller vand eller støv, så tilskueren hele tiden forstyrres fysisk i sin empati. Og den visuelle ramme som tilsyneladende standser tiden, så scenebillederne fæstner sig som stillbilleder.
Faldskærmsrekvisitter
Alvor og grotesk morsomhed blandes i uortodoks mix hos Facchini. Bl.a. i Krigens Kvinder fra 1988, hvor unge kvinder taler om sex for første gang, mens de ruller soldatens faldskærm sammen. I Brevet, hvor Paolo Nani opviser sin internationale sællert Brevet fra 1994. Og også en scene fra den spritnye og morsomme Bombshells, hvor en ældre enke pludselig møder erotikken igen, bare fordi hun melder sig som oplæser for Blindesamfundet ...
Cantabile 2 har altid kvinderne i fokus. Facchinis skuespillerinder er forbløffende stærke og smukke, og selv om hans mandlige performere har samme fysiske nærvær, så er det kvinderne, der er hans muser. I en scene fra Havfruer triller en mand sin kone ind i en rullestol langs med havnen. Hun sidder forkrampet og fjern. Men så rækker han hende et glas vand. Hun nægter at drikke, og så kaster han irriteret vandet i hovedet på hende. Dét virker. Hun holder op med at spasme i hænderne, og efter syv store spandfulde er hun en helbredt kvinde i sit rette element: Som en havfrue hopper hun i vandet og svømmer væk fra ham - og er fri.
Hvor en dramatiker vil bruge ordene til at beskrive, hvordan kærligheden kan tvinge os ind i mønstre, hvor vi ødelægger os selv, så bruger Cantabile 2 kroppene og de billeder, kroppene skaber.
Sådanne billeder har holdt sig friske i repertoiret, trods kortere eller længere pauser. Ikke mindst fordi repertoirestædigheden trives hos Cantabile 2's ensemble. Godt svømmet!
