Jyllands-Posten, Ronald Reagan og 'sandinist-diktaturet'

1984 er året, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan under en stemmeprøve før en radioudsendelse vælger at sige: “My fellow Americans, jeg er glad for at kunne fortælle jer, at jeg i dag har vedtaget en lov, der gør Rusland forbudt for evigt. Vi begynder at bombe om fem minutter.” Uheldigvis sendes stemmeprøven ud over radioen. (hør lydklippet på www.youtube.com/watch?v=Zv13ZnkpWos)

Bag Reagans ufrivillige radiovittighed anes stormagtens klippefaste tro på, at hensigten helliger midlet. Hvis bare målet er godt nok, så kan alle metoder tages i brug, også selv om de er ulovlige eller strider mod folkeretten.

Det samme princip ligger også bag, når USA i februar blokerer den nicaraguanske havneby Corinto med miner for at destabilisere de venstreorienterede sandinister, der i 1979 har styrtet den USA-venlige diktator Anastasio Somoza. At Den Internationale Domstol i Haag senere i 1984 fordømmer mineblokaden, får ikke USA eller Reagan til at skifte kurs.

I juni forbyder den amerikanske kongres Reagan-regeringen at yde militær hjælp til contraerne som reaktion mod den folkeretsstridige minering. Et forbud, som Reagan-regeringen ikke agter at overholde, som vi snart skal vende tilbage til.

Senere i 1984 udgiver CIA en regulær håndbog i terror til oprørsstyrkerne i Nicaragua, de såkaldte contras, selv om netop Reagan har gjort fordømmelsen af terrorisme til et af sine slagnumre i sine første fire år som præsident. Detaljeret redegør CIA-håndbogen for, hvordan nicaraguanske embedsmænd, kan ‘neutraliseres’, som det nænsomt formuleres, lige som contraerne instrueres i, hvordan de kan udføre økonomisk sabotage.

Og endelig er 1984 året, hvor sandinisterne i november afholder det første demokratisk valg, siden Somoza-familien blev forjaget fra præsidentpaladset fem år tidligere. Valget holdes et år tidligere end planlagt i håb om, at sandinisterne vil genvinde lidt fodfæste oven på USAs enorme tryk mod det lille mellemamerikanske land.

‘15.000 væbnede mænd’

CIA-håndbogen, der afsløres af det amerikanske nyhedsbureau AP, bliver første gang omtalt i Jyllands-Posten den 18. oktober 1984. Selv om formanden for efterretningskomitéen i Repræsentanternes Hus, Edward Boland, kalder håndbogen “frastødende” og “en katastrofe for amerikansk udenrigspolitik”, er håndbogen med instruktioner om bl.a. politiske snigmord ikke et emne, som Jyllands-Posten føler trang til at behandle på lederplads.

Til gengæld er avisen på pletten i slutningen af oktober, da Reagan i et interview udtaler sin varme støtte til de “amerikanske frivillige”, der kæmper mod sandiniststyret. Præsidenten mener, at “en sådan aktivitet er i overensstemmelse med ‘gamle ærværdige traditioner’”, og Reagan sammenligner anti-sandinisterne med de frivillige under den spanske borgerkrig, beretter Jyllands-Posten.

I starten af november sender Jyllands-Posten den erfarne udenrigsreporter Per Nyholm (med en fortid som udenrigspolitisk medarbejder ved Information. red.) til Nicaragua. En hård tone slås an allerede i hans første valgreportage, som bringes den 3. november 1984: ‘Sandinisterne vil sejre som planlagt’, lyder rubrikken, fordi “sandinistiske pøbelgrupper, folkedomstole og censur sikrer valgets udfald, men ikke den internationale anerkendelse sandinisterne er ude efter”.

Per Nyholm vurderer værdien af sandinisternes kommende valgsejr som begrænset, fordi “et for et har de borgerlige partier trukket sig ud af valgkampen efterhånden som det gik op for dem, at revolutionen ikke ønsker, endsige tillader fri debat”.

Et stort sandinistisk valgmøde med 75.000 deltagere omtales som “det politiske karneval”, og han citerer borgerlige nicaraguanske politikere for, at “der er manipuleret med valget”, fordi valgretsalderen er sat ned til 16 år, “hvilket giver FSNL (sandinisterne, red.) en kæmpemæssig fordel.”

Sandinisterne har fængslet mindst 700 personer og i juli lukket den førende oppositionsavis La Prensa, og ifølge Per Nyholm forhindrer “censur af aviser, radio og fjernsyn” generelt en diskussion af nationens vigtigste problemer, bl.a . “økonomien, som ligger i ruiner”.

“Mere end nogensinde er det tvivlsomt, om FSNL repræsenterer et flertal af Nicaraguas tre millioner indbyggere”, men det er “næppe” en tanke, som “plager” revolutionslederne, skriver Per Nyholm, der langer ud efter sandinistlederne: De er “hårde mænd” og “ideologer, som ved, at de har ret”.

Et andet emne, som de sandinistiske statskontrollerede medier forsømmer, er ifølge Jyllands-Postens korrespondent “borgerkrigen, der er fremkaldt af, at foreløbig 15.000 væbnede mænd har trukket sig tilbage til det sydvestlige Nicaragua og til bjergene ind mod Honduras for at bekæmpe sandiniststyret”.

Men ikke et ord fra Per Nyholm om, hvad denne gruppe af ‘bevæbnede mænd’ monstro foretager sig.

Den snøvlende Ortega

Dagen efter følger Per Nyholm op med en artikel under rubrikken ‘Valget uden spænding om udfaldet’. Ifølge Per Nyholm handler det mest af alt om sammensætningen af “sandinistfrontens politbureau, kaldet nationaldirektoratet.

Det har sine interne diskussioner, men offentliggør sine beslutninger enstemmigt i henhold til Lenins lære om den demokratiske centralisme.”

To dage efter valget bringer Jyllands-Posten et portræt af sandinistlederen Daniel Ortega, der beskrives som en både snøvlende og forsigtig mand.

“Omkring Ortega er der intet hysteri og ingen magi, men ganske megen respekt for en lang, lidelsesfyldt indsats i den klassiske partisankarriere”, fortæller Per Nyholm.

Den sandinistiske præsidentkandidat er “ekspert i byguerilla, den mest brutale og konspiratoriske form for partisankrig”, og Per Nyholm tvivler derfor på, om Ortega “har mere end partisanens primitive forståelse af verden”.

I endnu en artikel med rubrikken ‘Valget baner vejen for et-partistaten’ beskrives frafaldet af borgerlige partier som et “pinligt tilbageslag for sandinisterne, som udskrev valget i håb om at kunne legitimere deres regime efter fem års provisorisk styre”. Ifølge Per Nyholm ved alle, at “tanken om et sandinistisk nederlag altid var illusorisk, og at Nicaragua vil fortsætte sin ubønhørlige udvikling henimod en marxistisk et-partistat.”

Den følgende dag må Jyllands-Postens udsendte medgive, at “umiddelbart tyder intet på, at der direkte blev svindlet med valghandlingen eller stemmeoptællingen.” Stemmedeltagelsen er på 82 procent, men “mange observatører peger på, at det har været let at skræmme de uerfarne vælgere. Sandinistiske aktivister, som nicaraguanerne ofte er bange for, indskærpede vælgerne, at kun den, der stemte for sandinisterne, udviste den rette patriotiske ånd i en situation, hvor antisandinistiske tropper kæmper ude i bjergene.”

Tilsyneladende er det undgået Per Nyholms opmærksomhed, hvad Berlingske Tidende samme dag kan referere med et AP-telegram, nemlig at “på 14 valgsteder i landets nordlige del blev valghandlingen forstyrret af de antisandinistiske oprørere. En politibetjent blev dræbt under et mortérangreb i en bil med vagter, der skulle beskytte et valgsted.”

Guerillaer i bjergene

Dagen efter kan Per Nyholm fortælle om en “overraskende konservativ fremgang” til de borgerlige partier i en reportage med rubrikken: ‘Borgerlig styrke trods revolutionen’.

Hvordan det kan lade sig gøre, hvis valghandlingen har været så topdirigeret, som læserne hidtil har fået indpodet? Det bliver ikke uddybet nærmere.

Den følgende dag fortsætter Per Nyholm med reportagen ‘Krigsophidselse i Managua’ om styrets øgede frygt for en amerikansk invasion, fordi CIA mener at vide, at Sovjetunionen vil levere MIG-21 kampfly til Nicaragua.

Ifølge Per Nyholm er det bare et indstuderet show fra regimets side: “Krigsophidselsen i Managua synes at indeholde et kraftigt element af selvbedrag. Juntaen og dens sympatisører har talt så meget og så længe om USA’s aggressive planer, at de er begyndt at tro på deres egen propaganda, som oprindeligt skulle skræmme nicaraguanerne om bag det sandinistiske magtapparat.”

Per Nyholm har svært ved at “finde seriøse iagttagere i Managua, som tager strømmen af advarsler fra juntaen alvorligt”.

Men som han tilføjer: “Andre siger, skræmmekampagnen muligvis kan have at gøre med, at antisandinistiske guerillaer” i de seneste uger er trængt frem gennem bjergene “til positioner i ubehagelig nærhed af Managua.”

I den uges tid, Per Nyholm er udsendt til Nicaragua, bringer avisen ikke et ord fra hans side om, hvad de ‘antisandinistiske guerillaer’ laver.

I de følgende måneder kommer der flere og flere rapporter om contraerne. De beskyldes for mord, voldtægt, overfald og kidnapninger samt ødelæggelse af bøndernes afgrøder og for kun at angribe civile nicaraguanere.

Jyllands-Posten bruger dog helt andre ord til at beskrive contraerne, da avisen to år senere i efteråret 1986 skriver om Operation Dagsværk, hvor danske gymnasielever vil samle penge ind til Nicaragua.

I den anledning omtaler avisen på lederplads contraerne som “de mennesker, som ønsker at indføre demokrati i Nicaragua”.

Det sker i en leder i Jyllands-Posten den 6. november 1986 under rubrikken ‘Nødhjælp til et diktatur’.

Selv om de danske gymnasieelever samler ind til skolebyggeri, så er Jyllands-Posten overbevist om, at “det sandinistiske diktatur” vil tage “sig godt betalt for at veksle disse private donationer”, hvorefter sandinisterne vil bruge pengene “til styrets undertrykkelse af anderledes tænkende”.

‘De store linjers mand’

To dage efter gymnasieelevernes dagsværk kommer de første rygter om et hemmeligt amerikansk våbensalg til præstestyret i Iran. Og dermed må Jyllands-Posten forholde sig til den største politiske skandale i Ronald Reagans præsidenttid, som snart døbes til ‘Iran-Contra-gate’. Kort fortalt sælger USA bl.a. amerikanske anti-kampvogns-missiler til Iran, der er i krig med Irak. USA håber at løskøbe amerikanske gidsler i Beirut, og samtidig kanaliseres overskuddet fra det hemmelige våbensalg via indviklede bankkonti videre til contraerne, som ikke kan få åben militær støtte fra USA på grund af forbuddet i den amerikanske kongres. Reagan-regeringen overtræder altså ikke bare kongressens forbud. Den amerikanske præsident overholder heller ikke sine egne formaninger om aldrig, aldrig at forhandle med terrorister.

Når Jyllands-Posten skal beskrive dette spegede spil, vælger avisen et behersket, næsten udglattende sprogbrug, som det ses i en leder den 15. november 1986 under rubrikken ‘Kortsynet USA-politik’. Det amerikanske våbensalg og underhåndsforhandlinger med ayatollah-styret bidrager ikke til at styrke kampen mod terrorismen, “tværtimod”, som lederskribenten sagtmodigt anfører.

I endnu en leder den 23. november 1986 noterer Jyllands-Posten, at Reagan “desværre” ikke er troværdig. Avisen er dog stadig overbevist om, at den amerikanske præsident “handlede i god tro”, men “problemet er, at han handlede egenmægtigt og naivt”.

Fem dage senere bringer avisen en tredje leder, der bl.a. forsøger at skitsere forskellen på Nixons Watergate-skandale og Reagan, som lederen roser som “Mr. America selv” og “de store linjers mand”.

“I modsætning til Reagan løj præsident Richard Nixon hæmningsløst og handlede af magtbegær”, skriver lederskribenten, der slutter af med et håbefuldt spørgsmål: “Den værste frygt er, at oprydningen i Det Hvide Hus kan blive indledningen til Reagans opløsning. Har han tid og kræfter til at genvinde sin autoritet?”

I foråret 1987 offentliggøres rapporten fra den undersøgelseskommission, Reagan har nedsat for at kulegrave det hemmelige våbensalg og pengeoverførslerne til contraerne.

I Jyllands-Postens leder den 1. marts 1987 skriver lederskribenten så for fjerde gang om Reagans “fejlgreb”: Han “mistede overblikket” og forsømte “at få ordentlig besked” om pengetransaktionerne. “I det samlede billede fremstår præsident Reagan som en for ubekymret og troskyldig leder, der er blevet svigtet af sine nærmeste medarbejdere”, hvorfor der “er blevet slået alvorlige skår i præsidentens troværdighed som statsmand”.

I de fire ledere, Jyllands-Posten skriver om Iran-kontra-skandalen, forholder avisen sig kritisk, om end afdæmpet og behersket, til Reagan-regeringens underhåndsforhandlinger med præstestyret i Iran.

Derimod forholder avisen sig ikke til skandalens andet ben, de hemmelige og ulovlige pengeoverførsler til contraerne, som i Jyllands-Postens optik er frihedskæmpere, der ude i bjergene kæmper mod en marxistisk ét-partistat.