“Start med at droppe kød på menuen én dag om ugen og trap ned derfra,” sagde formanden for FN’s klimapanel IPCC, Rajendra Pachauri, i går til den britiske avis The Observer.

Så meget haster det med at bremse klimaforandringerne, at den øverste forskningsekspertise nu direkte appellerer om ændringer i det personlige forbrug. Den globale produktion af oksekød er en lige så slem klimabelaster som den globale transportsektor, så derfor må spise-vanerne revideres.

I dag taler Pachauri om klimaudfordringen i London. I morgen taler IPCC’s hidtidige næstformand, den srilankanske udviklingsøkonom Mohan Munasinghe, i København. Munasinghe er forelæser for 500 tilhørere ved Københavns Universitets Climate Lecture - alt optaget - men er også i Danmark for i dag at drøfte de aktuelle klimaforhandlinger med statsminister Anders Fogh Rasmussen og klima- og energiminister Connie Hedegaard. I en samtale med Information bekræfter Mohan Munasinghe, at klimaforhandlerne - og klodens beboere i det hele taget - er under stærkt tidspres.

“Jo mere viden vi får, desto kortere synes tidsfristerne for handling at blive. Jeg har været knyttet til IPCC siden starten for 20 år siden, og for hver IPCC-rapport er risikoen for de alvorlige klimakonsekvenser - smeltning af isen m.m. - blevet bedømt som større,” siger Mohan Munasinghe.

Netop nu foregår sommersmeltningen i Arktis markant hastigere end forudsagt af IPCC.

“Så om noget bør vi være mere bekymrede end hidtil. Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er nu næsten 390 ppm (parts per million, red.) - 100 ppm over det førindustrielle niveau. Forblev koncentrationen der, ville vi være bundet til en opvarmning på 1,5 grad ved udgangen af dette århundrede. Men udledningerne vokser stadig, og koncentrationen tiltager. EU har udpeget en temperaturstigning på 2-2,5 grader som den grænse, man ikke vil overskride, og det forekommer klogt. At stoppe ved den temperaturstigning fordrer imidlertid, at vi vender udledningskurverne inden 2015-20. Med den hidtidige politiske og økonomiske indsats er det formentlig umuligt at præstere det i 2015 - om det kan nås i 2020 afgøres af de aktuelle forhandlinger. Derfor er det ekstremt vigtigt, at klimatopmødet i København bliver en succes.”

Ikke det eneste problem

Trods tidspresset er det for den srilankanske økonom afgørende at understrege, at klimaproblemet ikke må anskues som det globale samfunds eneste store udfordring.

“Koncentrerer vi hele opmærksomheden om klimaet, er der risiko for, at vi overvældes af andre problemer: Finansielle problemer, fødevareproblemet, ressourceknaphed, energiforsyningssikkerheden m.m. Hvis politik for de enkelte områder konkurrerer med hinanden, bliver intet succesrigt.”

Mohan Munasinghe ser risikoen for en Fortress world, en verden præget af de riges forskansen sig i lukkede samfund, hvorfra de fattige - desperate efter et tåleligt livsgrundlag - holdes ude. Begyndelsen til barbari, mener han.

“De rige passer på sig selv i bevogtede enklaver. I dag ser man allerede sådanne gated communities, og der er sågar lande, der søger at lukke af for de fattige. De nævnte problemer - klima, fødevarer, energi osv. - kan hver især forstærke denne bedrøvelige tendens. Ser vi derimod klimaforandringerne som blot én af flere manifestationer af en ikke-holdbar livsform, kan vi måske nærme os fælles løsninger under overskriften ‘bæredygtig udvikling’.”

Faktisk har Munasinghe netop udsendt en bog på 636 sider med resultatet af 15 års arbejde med det, han kalder sustainomics, sammenhængende, bæredygtige udviklingsstrategier.

“Man skal ikke bruge for megen tid på at spekulere over, hvad der vil ske i næste århundrede, og hvordan det perfekte bæredygtige samfund skal se ud, men snarere fokusere på den aktuelle virkelighed og begynde at ændre den konkret. Hvis nogen glemmer at slukke lyset, så gå hen og sluk det. Hvis nogen smider affald på gaden, så saml det op. Det er en aktivistisk tilgang, der satser på at myndiggøre mennesker. Samme tænkning kan praktiseres på overordnede niveauer. Vent ikke bare på en global klima-aftale, men sæt gang i flest mulige konkrete initiativer.”

To principper skal ligge til grund, siger Mohan Munasinghe:

“At man søger balance mellem det økonomiske, miljømæssige og sociale, og at man søger partnerskaber mellem erhvervsliv, politikere og civilsamfund. Jeg oplever, at både erhvervsliv og befolkninger er mere bekymrede og engagerede i disse udfordringer end deres regeringer. Man vil gerne gøre noget, men ved ikke hvad, eller savner incitamenter og rammer. Politikerne tøver, fordi klimaproblemet er en mere langsigtet udfordring, end de før har mødt, og de ved ikke, hvordan deres vælgere vil reagere på politisk handling. Politikerne har i den grad brug for vores hjælp.”

Hvis man lærer at samarbejde og ser udfordringerne i sammenhæng frem for som konkurrerende, så kan der på 20-30 år udfolde sig et bæredygtigt udviklingsparadigme. Teknologierne kender vi, og vi ved, at omstillingen kan ske uden store omkostninger, påpeger Munasinghe.

“Men det sociale perspektiv er forsømt. Vi tager den sociale kapital for givet som samfundets bindemiddel, men mange steder eroderes den. Og den er ikke nødvendigvis bestemt af velstandsniveauet i et samfund.”

Den sociale orden

I sin bog, Making development more sustainable, sammenligner den srilankanske forsker de lokale reaktioner på henholdsvis tsunamien, der i 2004 ramte bl.a. Sri Lanka, og orkanen Katrina, der året efter ramte New Or-leans.

“I Sri Lanka blev 35.000 mennesker - en ud af hver 500 srilankanere - dræbt på to timer. Regeringen var paralyseret, og der taltes om det berørte samfunds sandsynlige sammenbrud. Men få timer efter tsunamien var tusinder af mennesker i gang med at bjærge de dræbte, rydde op og genopbygge. Civilsamfundet demonstrerede en utrolig ukuelighed.”

“Ved Katrina blev 1.800 mennesker dræbt i New Orleans, hvilket i forhold til USA’s befolkning er næsten ingenting. Men selv om man i modsætning til tsunamien var advaret i god tid, og selv om USA havde ganske anderledes ressourcer til at håndtere orkanen, så kollapsede den sociale orden, plyndringer greb om sig - i stedet for at hjælpe hinanden brød rovdyrinstinktet igennem.”

“Det sætter fokus på spørgsmålet: Hvad er det, der bringer folk sammen i krisetider, og hvad er det, der trækker dem fra hinanden? Hvordan kan den sociale kapital mobiliseres? Det bliver helt afgørende i en tid med multiple, sammenvævede kriser for klodens over seks milliarder mennesker.”