Glem alt om psykometriske test, Rorschach-testen og alle de andre mere eller mindre videnskabelige måder, man kan teste sin personlighed på. Og spild ikke mere tid på at tænke over, hvad dit stjernetegn siger om din personlighed. Det er alt sammen passé!

Svaret er meget mere ligetil; det kommer an på din musiksmag. Fortæl mig, hvad du lytter til - og jeg skal sige dig, hvem du er. Det er konklusionen af et studie foretaget af psykologiprofessoren Adrian North fra Heriot-Watt University i den skotske hovedstad Edinburgh.

I de seneste tre år har professoren - og hans medhjælpere - interviewet 36.000 mennesker fra hele verden om deres musiksmag og stillet dem spørgsmål om deres personlige træk. Det er det største studie af sin art, der nogensinde er foretaget, og det tager højde for andre faktorer som socialklasse og geografi.

Rolige rockfans

Resultaterne er påfaldende - og overraskende. De, der lytter til Brahms, Beethoven, Carl Nielsen og anden klassisk musik, er sky, mens de, der lytter til AC-DC, Iron Maiden, Black Sabbath og anden heavy metal er indfølende og i balance med sig selv.

Vi har altid vidst, at der var en sammenhæng mellem musiksmag og personlighed. Men det er første gang vi undersøger det videnskabeligt,” siger professor North.

Et af de mest overraskende resultater er, at der er mange fællestræk mellem dem, der lytter til klassisk musik, og dem, der lytter til rockmusik som f.eks. Rolling Stones og The Who. De er begge introverte eller indadvendte og tænksomme - men også rolige og afmålte.”

Generelt har folk den opfattelse, at de, der kan lide heavy metal og punk, er asociale, depressive og voldelige. Men det modsatte er tilfældet. De er faktisk følsomme sjæle,” siger professor North. “Punk-sloganet om No Future - No Fun (Ingen fremtid - ingen sjov, red.) passer ikke,” siger han.

De, der kan foretrækker hitliste-musik som f.eks. Kylie Minogue, og Britney Spears, er ofte usikre og asociale, mens det modsatte er tilfældet med dem, der kan lide rap og hip-hop som f.eks. 50 Cent og Eminem.

Country and western-fans er ifølge undersøgelsen kreative og udadvendte, mens jazz fans er hårdtarbejdende, selvsikre og i pagt med deres omgivelser.

Til en jobsamtale skal man ikke sige, at man kan lide disco, for det betyder, at man er egoistisk og mangler kreativitet. Derimod er det en god idé at sige, at man kan lide blues. De, der lytter til Eric Clapton, er kreative, rolige, kærlige og selvsikre. At blues-fans så også har størst tendens til at få bøder for at køre for stærkt, er et minus, man må tage med.

Hvis læseren skal til et stævnemøde med sin kæreste er det en god ide, at nævne hans eller hendes begejstring for funk og soul. Fans af den slags musik er kærlige, hensynsfulde og intelligente.

Og hvad så?

Professoren afviser, at forskningen ikke skulle have nogen praktisk betydning.

Nej, tværtimod! Denne forskning kan bruges af erhvervslivet og i reklamebranchen. Hvis du ved, hvilken slags musik, en person lytter til, vil du også kunne kende personens forbrugsvaner,” siger professor North, der mener, at forskningsresultaterne har interesse langt udover musikindustrien.