Grønne nøglespørgsmål

Filosoffen John Gray beskylder i sin kommentar i Information den 5. september 'de grønne' for - på linje med præsident Bush - at fornægte, at miljøkrisen ikke kan løses "uden en drastisk reduktion i vores påvirkning af økosfæren". Hvornår har 'de grønne' postuleret det?

Videre får vi at vide, at "enhver kompetent energiøkonom vil kunne fortælle, at ingen nok så stor udbygning med vedvarende energi vil kunne tilfredsstille den energiefterspørgsel, der er skabt i Kina og Indien". Bemærk her, at når man ser indledningen "enhver kompetent...", kan man være sikker på, at der er ugler i mosen. Det forholder sig omvendt.

Kompetente energiøkonomer, som også kender størrelsen af det globale energiforbrug og af ressourcerne af vedvarende energi, ved, at overgang til vedvarende energi ikke er et ressourceproblem. Nøglespørgsmålene er for det første, om vi kan inddrage den relativt lille delstrøm af energistrømmen fra solen, som menneskehedens samfund har brug for, på en overkommelig måde - teknisk og økonomisk.

Et andet nøglespørgsmål er, om vi evner at overvinde den indædte modstand fra de interesser, der vil tabe på det.

Forvrøvlet kanonsnak

Hvis han kendte til det, han udtaler sig om, ville John Gray være en glad og optimistisk mand. Så ville han vide, at teknikken og økonomien i at bruge vedvarende energi har taget syvmileskridt fremad de sidste 25 år; på trods af at næsten alle penge til forskning og udvikling går til alt det andet - olie, kul, atomkraft og fusionsforskning. For sådan cirka en procent af BNP kan verdens energiforsyning omstilles til vedvarende energi.

Måske ville han så også bruge sin indflydelse til at afsløre de fossile interessers dobbeltspil, i stedet for på forvrøvlet vis at kanonisere den fossile energi som værende uundværlig.

Men forklaringen er måske helt banalt, at John Gray er forstokket og reaktionær. Den fornemmelse får man, når han undervejs udviser noget, der minder om den indpakkede herrefolksmentalitet, som fra tid til anden stikker hovedet frem i den vestlige verden. Når han siger, at problemet er Kinas og Indiens energiforbrug (ikke vores i Vesten), samt at problemet er befolkningstilvæksten. "En verden med færre mennesker vil være en verden, hvor vi langt bedre vil kunne håndtere klimaforandringerne", som han udtrykker det.

Gray beskylder over en kam 'de grønne' for at fornægte de hårde kendsgerninger, hvorefter han selv roder sig ud i en forestilling om at reducere klodens befolkning!

Kommentaren er fuld af postulater om andres holdninger og uvidenhed om det, han udtaler sig om.