En af de vigtigste opgaver for den nye konservative leder, Lene Espersen, bliver at definere, hvad det vil sige at være konservativ i 2008. Så længe partiet sidder i regering, er den ideologiske krise sløret, men den er der. Lidt firkantet sagt, så har Dansk Folkeparti sat sig godt og grundigt på Gud, konge og fædreland, mens erhvervslivet, som altid har været den vigtigste del af de konservatives bagland, er blevet globalt orienteret i en grad, som ethvert politisk parti har svært ved at følge med til. Så dér står Lene Espersen, koalitionspartner og kommende vicestatsminister i en regering, der bygger på nationalkonservative værdier med et bagland, som kræver mere globalt udsyn, indvandring af arbejdskraft, mangfoldighed og fri bevægelighed over grænserne. Selv om den afgående formand, Bendt Bendtsen, og især hans partifæller har haft sine sammenstød med Dansk Folkeparti, og selv om der indimellem har været iskold luft mellem de to partier, så har han formået at gå på de to ben uden af falde. Bendt Bendtsen har aldrig været den nyskabende og store visionære kraft for partiet, men han har formået at holde tungen lige i munden, holde sammen på de splittede fløje og at sætte en stopper for de altfortærende personopgør, som prægede partiet efter Poul Schlüters fald.

Prisen for at gå på de to ben og prisen for at skabe ro og holde lav profil, når det gælder visionerne for samfundet, har været, at de konservative mandatmæssigt har måttet affinde sig med at være den absolutte lillebror i regeringssamarbejdet, og i forhold til støttepartiet Dansk Folkeparti. Selv om Bendt Bendtsen har formået at skaffe en beskeden fremgang for partiet, så er det sket ud fra et meget lavt udgangspunkt oven på katastroferne i slutningen af 1990’erne, og partiet ligger fortsat på kun omkring 10 procent af vælgerne. Poul Schlüter gjorde Det Konservative Folkeparti til et ægte folkeparti ved at placere partiet som det store brede borgerlige midterparti. Efter at Venstre i dag solidt har overtaget den position, har livet været besværligt for de konservative. Rollen som anden eller tredjeviolin passer ikke til den konservative selvforståelse.

Med valget af Lene Espersen som konservativ leder kan der rokkes grundigt ved styrkeforholdet mellem de to regeringspartier. Hvad Bendt Bendtsen ikke har i folkelig appel og gennemslagskraft, det har Lene Espersen. Hun er skarp og har en naturlig og ligefrem måde at kommunikere på og vil stå som en langt mere folkelig figur både i forhold til sin forgænger og i forhold til både Anders Fogh Rasmussen og hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen. Dertil kommer, at Lene Espersen vil være i stand til at hvile mere på det ben, som værdipolitisk vender over mod rivalerne i Dansk Folkeparti. Lene Espersen er langt mere til traditionelle konservative idealer om lov og ret, disciplin i skolen, national kulturarv og danske værdier - især i forhold til klimaminister Connie Hedegaard, som i årevis har været nævnt som den anden kronprinsesse i partiet. Endelig har Lene Espersen den ubestridelige fordel, at hun overtager et parti, som ikke ligger i åben borgerkrig, som det var tilfældet, da Bendtsen satte sig i den varme stol. Espersen kan koncentrere sig om at profilere konservativ politik og skabe fremgang. Hun har alle muligheder, men hvis det ikke lykkes Lene Espersen at placere de konservative som et større parti, der dækker bredere grupper af borgerlige vælgere, vil presset på hende for at udvide det konservative udvalg af varer på hylderne stige markant. De seneste år har partiet haft held med at få gennemført skattelettelser i flere omgange, og det vil man kæmpe videre for, hvis man skal tro Lene Espersen, da hun i går præsenterede sig på et velbesøgt pressemøde. Men skattelettelser er ikke nok. Som lillebror skal der flere mærkesager til for at skabe en profil, der gør det attraktivt at være konservativ.

Med Lene Espersen er de konservative rykket til højre, både når det gælder værdipolitikken - folkeskolen, udlændinge- og retspolitik - og når det gælder fordelingspolitikken. Der skal prioriteres i den offentlige sektor, sagde den nye formand i går, der er ikke råd til det hele, sådan som regeringspartneren Venstre ellers lægger op til - især ikke hvis der også skal gennemføres de skattelettelser, som de konservative brænder for. Derfor betyder valget af Lene Espersen også, at de konservative næppe vil være i stand til at trække stemmer over midten. Socialdemokrater, radikale og SF’ere kan sove roligt om natten i forvisning om, at de stemmer, Espersen nu skal ud og erobre, bliver taget fra Venstre og Dansk Folkeparti. Set i fugleperspektiv er der noget, der tyder på, at dansk politik er ved at falde tilbage i mere normale tilstande med en borgerlig regering, der fører borgerlig politik og en opposition, der med forbrødringen mellem S og SF følger en klassisk venstreorienteret, socialdemokratisk linje. bew