Respekt, tak!

En intellektuel chef. Det er det indtryk, forsvarets nye leder, admiral Tim Sloth Jørgensen efterlader på nethinden.

Venlig, imødekommende, velformuleret. I det store hjørnekontor på Holmen er forgængeren Jesper Helsøs rustikke dragonstik afløst af abstrakte malerier af den russiske kunster Sergei Sviatchenko, hvilket forstærker indtrykket af en moderne leder.

Efter seks uger ved roret har Information sat ham stævne for at få et svar på, hvordan fremtiden for det danske forsvar ser ud.

Oprørskrig

“Vi kan lige så godt vænne os sig til at være involveret i oprørsbekæmpelse a la Afghanistan. Det er den slags krig, vi kommer til at udkæmpe fremover,” siger Tim Sloth Jørgensen. “Fremtidens opgave er at bekæmpe mere eller mindre velorganiserede oprørsbevægelser med en kombination af militær og civil indsats.”

“Det er imidlertid først en kunst, vi er ved at lære. Vi har ikke de samme erfaringer, som andre NATO-lande.”

Fælles for de nye krige vil være, at de kommer til at foregå i fjerne egne af kloden, hvor der er brug for en international indsats.

“Og det har Danmark en forpligtelse til, fordi vi er et af verdens rigeste og fredeligste samfund,” mener forsvarschefen.

Oprørsbekæmpelse har imidlertid en væsentlig højere pris for den enkelte soldat og for samfundet end de bløde FN-operationer, som Danmark deltog i førhen . Og det må danskerne vænne sig til, siger Tim Sloth og gør det klart, at der også fremover vil være tab og sårede, der vender hjem i kørestol eller med uhelbredelige ar på sjælden.

Krigens pris

- Kan man overhovedet gå i krig uden at få ar på sjælen?

“Ja. De fleste kan godt klare at gå i krig uden at få varige mén, men der er selvfølgelig undtagelser. Vi er jo forskellige som mennesker og der er nogle, der kan tåle at blive udsat for barske oplevelser og andre, der ikke kan,” siger han,

På grund af sin fortid i flåden har Tim Sloth Jørgensen ikke selv kamperfaring, men han har set døden i øjnene.

“Det var under krigen i Jugoslavien, hvor jeg var chef på korvetten Peter Tordenskiold. En dag ud for Montenegros kyst fik vi melding om, at skibet ville blive ramt af to missiler. Der blev fuldkommen stille i kommandorummet. Tusind tanker for igennem mit hoved. Vil de 100 mand, jeg har ansvaret for være døde om et øjeblik? Og ja, jeg var pissebange for at dø!”

Heldigvis viste de affyrede ‘missiler’ sig at være to serbiske fly, der var stødt sammen. Men stemningen om bord var blevet en anden, fortæller forsvarschefen.

“Det var først, da jeg tog megafonen og fortalte mandskabet, at ja, vi havde været ude for en grim forskrækkelse, og at også jeg havde været utrolig bange for at dø. Så lettede en stor sky fra skibet, og folk begyndte igen at pjatte og grine. Det lærte jeg meget af. Vi skal ikke være machohelte hele tiden. Det er ikke nogen skam at være bange for at dø.”

Ny kultur

Tim Sloth Jørgensen efterlyser i det hele taget en ny kultur omkring forsvaret og en større forståelse og respekt for de soldater, der sætter livet på spil for at gennemføre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik i praksis.

“Det er vigtigt, at samfundet begynder at se på soldaterne og forsvaret med andre øjne. En af mine venner er lige kommet hjem fra USA. Her blev han skubbet foran i køen i supermarkedet, fordi han var i uniform. Det er ikke, fordi det behøver at være sådan i Danmark, men vi burde helt klart vise dem, der sætter livet på spil, mere respekt,” siger Tim Sloth.

Der er bl.a. brug for en revision af veteranbegrebet, mener han.

“I dag kan en veteran være en ung mand på 23, der for få uger siden har set sine kammerater blive sprængt i stumper og stykker af Taleban,” siger den nye forsvarschef.

En del af det holdningsskift, der brug for, vil imidlertid komme af sig selv, mener han, simpelthen fordi soldaterne er blevet en meget mere synlig del af det danske samfund.

“Om få år vil 30.000 danskere have været i Kosovo, Irak eller Afghanistan, og det betyder, at de fleste danskere har en fætter eller en bekendt, der har været i krig. Det betyder noget for respekten, for man lytter nu engang mere til, hvad onkel Jørgen fortæller, end til hvad der står i avisen,” siger han.

Den rigtige vej

Tim Sloth vil også gerne have, at befolkningen forstår, hvad det er for en krig, der udkæmpes i Afghanistan. Men han erkender, at det kan være svært for befolkningen at vurdere, om den danske indsats nytter.

“Afghanistan er absolut ikke nogen tabt krig, som nogen påstår. Jeg er faktisk meget optimistisk og ser masser af håb og muligheder i Afghanistan. Der er fremgang, hver gang, jeg besøger styrkerne derovre. Vores operationsområde bliver større og større, der kommer hele tiden mere styr på tingene, og afghanerne virker på mig som et stolt og initiativrigt folkefærd, der virkelig ønsker at se deres børn vokse op i en bedre verden. Og det er et godt udgangspunkt,” siger han og understreger, at han som forsvarschef ikke vil sende unge danskere i krig, hvis han anser opgaven for håbløs.

“Jeg er nødt til at tro på det, jeg gør. Ellers ville jeg ikke kunne se mig selv spejlet om morgenen,” siger han.

- Men hvor længe skal det tage?

“Jeg vil ikke sætte årstal på. Det afhænger af udviklingen. Det afgørende er, at vi og afghanerne er enige om, at vi skal hjem hurtigst muligt.”

- Hvor mange talebanere er der tilbage?

“Det har vi ikke noget klart billede af. Det skifter fra uge til uge. Jeg aner ikke, om det er hundreder eller tusinder, men det er heller ikke relevant,”siger han.

- Hvordan definerer du så målet?

“Vi kan trække os ud, når afghanerne selv kan stå for sikkerheden. På et tidspunkt regner jeg med, at vi sidder fast i nogle lejre og kun rykker ud, når afghanerne har brug for hjælp - og til sidst vil også det være unødvendig. Men det bliver ikke de første par år, at vi når så vidt. Både i år og næste år bliver det tungt,” siger Tim Sloth Jørgensen og lover at gøre status igen om en måneds tid.