På facaden af Segenskirche hænger et mægtigt banner: Bykloster Segen står der. Navnet har klostret fra den kirke, det har overtaget, Segenskirche. Segen betyder velsigne, og hvor det før kun var kirkens protestantiske menighed, der modtog Herrens velsignelse, er det nu hele kvarteret - og de høge, der kredser om kirkespiret - der kan nyde godt af den.
Facaden er fyldt med grafitti og granathuller. Segenskirche, der ligger på Schönhauser Allée i Prenzlauer Berg i den østlige del af Berlin, har set lidt af hvert. Den ligger skråt over for den smukke forvitrede jødiske kirkegård, hvor en lille flok mennesker havde skjult sig i 1944. De blev fundet og hængt af nazisterne i kirkegårdens træer. I kirken gemte en gruppe SS-folk sig i april 1945 i et sidste selvmorderisk forsøg på at standse Den Røde Hær. Arrene i murværket vidner den dag i dag om kampene. DDR’s religionsfjendtlige regime negligerede helt generelt kirkerne, men trods det kan Segenskirche til december fejre sine første 100 år, nu som Berlins første protestantiske bykloster.
Tidsbegrænset kloster
Et protestantisk kloster midt i Berlin, der af alle anses for at være den tyske ateismes hovedstad. Hvorfor kan man roligt spørge?
“I 2001 lagde man de fire kirker i sognet Prenzlauer Berg Nord sammen til én menighed. Det gav en belastende stor mængde kirkebygninger,” siger Gisbert Mangliers, der har været præst i Segenskirche siden 1992. Han er uddannet i DDR og ligner en mand, man kan betro sig til.
Den ene af kirkerne, Eliaskirche i Senefelderstrasse, blev i 2001 lavet om til det godt besøgte børnemuseum Machmit Museum, men hvad skulle man gøre med Segenskirche. Børnehave, ældrekollektiv, galleri med tilhørende kunstnerlejligheder? Alt blev overvejet og forkastet. Men så opstod en anden idé.
“I cirka 50 år har man i Tyskland kendt begrebet ‘tidsbegrænset kloster’. Det er dog langt overvejende den katolske kirke, der praktiserer det. Idéen er, at man kan gå i kloster for et par uger eller et halvt år. Her kan man finde ro efter en livskrise eller bare i det hele taget. Det er også for mennesker, der ikke normalt hører til kirken, som for eksempel ledere eller andre stressede mennesker, som har lyst til at udvikle andre sider af deres personlighed,” fortæller Mangliers.
Præsten fandt ud af, at der også eksisterede protestantiske klostre, kaldet kommuniteter, hvor familier lever sammen. Altså ikke noget med cølibat og mænd og kvinder for sig. “Langt de fleste ligger i det gamle Vesttyskland og er grundlagt efter krigen af mennesker, der ønskede at leve et mere forpligtende liv som kristne,” siger Mangliers, der i 2004 tog tre måneders studieorlov, hvor han rejste rundt og så på kommuniteter. Rejsen sluttede i Montmirail i Schweiz i kommunitetet Don Camillo, der blev grundlagt i 1977 af ægteparret Barbara og Georg Schubert og et par andre par. Parret Schubert og parret Felix og Corinne Dürr, der har været med i Don Camillo siden begyndelsen af 1980’erne, ville gerne grundlægge et bykloster, så menigheden solgte kirken til Don Camillo for det symbolske beløb af en euro. Kommunitetet overtog til gengæld saneringsforpligtelserne og ansvaret for det indholdsmæssige arbejde, der blandt andet består af andagt, børnearrangementer, koncerter, meditationskurser og troskurser for voksne, hvor man forsøger at nærme sig de bibelske historier gennem egne erfaringer. Kommunitetet består af tre schweiziske ægtepar med i alt otte børn og dertil tre singler. De flyttede ind sidste år.
Georg Schubert er en lille venlig mand på 53 år. Hans schwyzerdütsche trænger igennem, når han taler, og han smiler, da jeg siger, at et kloster efter min opfattelse er et tilbagetrukket lukket katolsk sted, allerhelst på øde steder.
“Ordet er bykloster. Her mødes alt det, som ikke passer sammen, og det er netop det, jeg godt kan lide. De fleste mennesker bor i en by, og hvordan gør man det som kristen i dag? Vi tænkte, at det måtte være muligt at finde nicher, hvor man kan være tilbagetrukket og stille, men samtidig del af en storby. Og flere af de ting, vi laver her, ville være fuldkommen umulige ude på landet. Vi har åben aftenandagt tirsdag, torsdag og søndag kl. 21.30. I en lille by er folk for længst gået i seng dér, men i Berlin går folk i biografen klokken 22, så hvorfor ikke gå til andagt forinden? Vores meditationsaftener ville heller ikke være mulige i en lille by,” siger Georg Schubert.
Men er byklostret da et vidnesbyrd om, at også den protestantiske kirke har nogle principper, som den gerne vil forsvare i en tid, hvor både islam og katolicismen er oppe på mærkerne og markerer sig som verdensaktører?
“Hvis De spørger Wolfgang Huber, der er biskop for den protestantiske kirke i Berlin, vil han helt sikkert svare ja. Jeg er måske mere beskeden i mine fordringer. Jeg er lutheraner med glæde og tilmed glad for ikke at tilhøre et af de store ‘verdensfirmaer’. Men Berlin har en international religionshistorie. Den er ikke rent protestantisk som Stuttgart eller rent katolsk som Münster. Den er i det hele taget ikke særlig religiøs. Kun 15-20 procent af østberlinerne tilhører i dag en kirke, enten den katolske eller den protestantiske. Så det er helt klart nødvendigt for den protestantiske kirke i denne by at gøre opmærksom på sig selv. I Berlin er folk åbne og interessede, men ikke så villige til at forpligte sig. Men med dette sted er vi heldige. Vi ligger midt i det hele, og folk opdager os helt af sig selv,” siger Georg Schubert, der med banneret uden på kirken forsøger at nå det omkringliggende samfund. Her hersker intet ønske om at afsondre sig fra omverdenen.
Vi er gået op ad de meget stejle trapper til kirketårnet. Vi kan se Berlins Domkirke, Fjernsynstårnet på Alexanderplatz, Rigsdagskuplen, Synagogen i Oranienburger Strasse og Sony Centret på Potsdamer Platz. Det er måske ikke de schweiziske alper, men immervæk en udsigt.
Med på livstid
Georg Schubert var 22 år, da han var med til at grundlægge Don Camillo.
“Den slags dumheder begår man kun som helt ung,” smiler han og kigger ud over Berlin, inden han fortsætter: “Jeg kommer selv fra et præstehjem. I et sådan hjem afprøver man hver dag, om evangeliet holder, og vi fik som unge idéen til at lave et kommunitet. Barbara og jeg og Felix og Corinne Dürr har alle aflagt et løfte om, at vi bliver i det på livstid. Vi har ikke forpligtet os til at blive det samme sted, derfor kan vi være her i Berlin, men vi bliver i Don Camillo. De andre, der er her, har foreløbig forpligtet sig for et år. Man må give det noget tid. Man kan ikke bare stige ud ved den første den bedste krise, men det er slet ikke nødvendigt at aflægge et løfte for livet for at være med her,” siger Schubert.
I byklostret er der en lejlighed til hver enkelt familie eller person. Alle mødes i kirken hver morgen klokken 8.30 til bøn, og derefter går enhver til sit. Børnene i skole og i børnehave, de voksne til arbejdet med enten renovering eller kontorarbejdet og kampen med tysk bureaukrati. Én gang om dagen spiser man sammen, og der er fælles økonomi. Det betyder, at familierne får stillet et beløb til rådighed, alt efter hvor mange medlemmer, den tæller. Felix Dürr leder saneringen, og Georg Schubert står for ledelsen af arrangementer og fremtidsperspektiver.
“Enhver har ansvar for sig selv: Hvordan bruger jeg den tid, jeg har? Hvordan sammensætter jeg en meningsfyldt dag, et meningsfyldt liv? Naturligvis diskuterer og mødes og læser vi i Bibelen regelmæssigt, men der er ingen åndelig leder,” siger Schubert.
Vi er nået ned i gården, inden kirkeklokkerne giver sig til at ringe. Der er middagsbøn hver hverdag klokken 12. Et par kvinder er på vej ind i kirken ude fra gaden. Fremmødet er ikke voldsomt, men på en formiddag midt i skoleferien er 10-12 mennesker, hvoraf kun et par stykker hører til klostret, pænt. Middagsbønnen er en blanding af Martin Luthers salmebønner og benediktinsk middagsbøn. Mændene og kvinderne synger skiftevis, det er lidt spagt, Georg og Barbara Schubert trænger bedst igennem, men de fem minutter, man derefter sidder i bøn eller bare stilhed alt efter eget valg, får den indre ro til at sænke sig.
I løbet af det år, der er gået, har kommunitetet fået lavet et soltag, en elevator og renoveret beboernes lejligheder. Nu bliver der stillet stillads op til renovering af kirkens facade, som delstaten Berlin har bidraget med 300.000 euro til. Økonomien er trængt, men den samlede renovering af Bykloster Segen håber Don Camillo at kunne holde på 3,3 millioner euro. Pengene kommer fra donationer, og med tiden skal der også komme en indtægt fra gæsteværelser for mennesker, der ønsker at gå i tidsbegrænset kloster, hvor de deltager i kommunitetets program og oplever Berlin. De første gæsteværelser er snart beboelige.
Kommentarer