Da venstrefløjsikonet Naomi Klein sidste år udgav bogen The Shock Doctrine, Chokdoktrinen, som den kom til at hedde på dansk, vakte det voldsomt røre i den politiske andedam. Kleins kapitalismekritik fik en række frimarkedstænkere til at gå til modangreb. Mest markant måske den unge svensker Johan Norberg, der leverede en grundig og skarpt kritisk anmeldelse af Kleins bog på den liberalistiske Washington-tænketank The Cato Institutes hjemmeside - en kritik, som Weekendavisens nu forhenværende anmelder Christopher Arzrouni for øvrigt formidlede næsten ordret videre til danske læsere, ganske vist under egen byline.

Sammen med den kontroversielle svenske skribent Boris Benulic, der kalder sig selv marxist, hvilket dog er en omstridt påstand, udgav Johan Norberg endog en hel lille bog, hvori han gentager sin kritik af Chokdoktrinen. I den forbindelse indrykkede de to forfattere en annonce i svensk Metro Express, hvor de udfordrede de svenske anmeldere, som har anmeldt Naomi Kleins bog positivt, til debat. Da ingen reagerede på opfordringen, foranstaltede de en happening, der bestod i, at to unge mænd udklædt som kyllinger uddelte annonceteksten med debatopfordringen ved en reception for det svenske magasin Arena, der havde bragt positiv omtale af Chokdoktrinen.

Norberg hævder, at Klein fordrejer fakta. For at fremme sin egen politiske agenda udvælger hun de tal og informationer, der passer ind i hendes konspirationsteori, mens hun udelader alt det, der modsiger den, mener Norberg.

I sidste uge svarede Klein så tilbage på kritikken og hævdede, at det er Norberg, der fordrejer fakta for at fremme sin politiske dagsorden, ikke hende. Norberg var hurtigt tilbage ved tasterne, og tre dage senere blev hans svar lagt ud på Cato Instituttets hjemmeside.

Katastrofekapitalismen

Den centrale påstand i Chokdoktrinen er, at økonomisk liberalisme er tæt forbundet med destruktionen af eksisterende samfundsordener. Mens en belejlig katastrofe, krise eller krig fastholder borgerne i en komatisk choktilstand, bliver en række radikale liberaliseringer af markedet og privatiseringer af offentlige institutioner gennemført. Det fører til arbejdsløshed, inflation og i sidste ende omfattende fattigdom i befolkningen. Til gengæld bliver de spekulanter, der formår at spille spillet, endnu rigere.

I nogle tilfælde profiterer eksponenterne for den globale kapitalisme på naturkatastrofer som orkanen Katrina. I andre er de selv med til at konstruere kriser og krige, som da våbenfabrikanter lobbyede for interventionen af Irak, hævder Klein, der bygger sin teori på omfattende empiri.

Men netop empirien, indvendte Norberg i sin anmeldelse, er Kleins svage punkt. Norberg peger på flere steder, hvor han mener, Klein direkte misinformerer læseren for at få tingene til at passe ind i sin venstreorienterede fortælling. Et centralt kritikpunkt går på, at hun stik imod realiteterne og uden at forklare, hvor hun har tallene fra, hævder, at 25-60 pct. af befolkningen bliver totalt afskrevet eller bliver til permanent underklasse i lande, der liberaliserer deres økonomi.

Et andet kritikpunkt går på, at det yderst negative billede, hun tegner af den nu afdøde Chicago-økonom Milton Friedman, den moderne økonomiske liberalismes højt ærede faderfigur, er fatalt forkert.

Kreativ statistik

Det er ganske rigtigt, erkender Klein i sit svar til Norberg, at hun ikke angiver kilder, når hun sætter procent på, hvor stor en del af befolkningen, der bliver ramt negativt, når et land liberaliseres. Men tallet 25-60 pct. er en sammensmeltning af flere tal, som hun har fra kilder, hun refererer til andetsteds i bogen, og som hun siger:

“Dette er standardpraksis: Når en statistik én gang har fået angivet sin kilde, kan den blive gentaget (for korthedens skyld) uden at man gentager kilden.”

For Norbergs skyld angiver hun imidlertid kilderne klart og tydeligt i sit forsvar. Det drejer sig da også blot om seks af slagsen, der blandt andet viser, at arbejdsløsheden i Bolivia var mellem 25 og 30 pct. i 1987, mens den var på 25 pct. i nogle områder af Polen i 1993.

Men den slags statistik giver Norberg ikke meget for:

“Det kan godt være, det er standardpraksis for nogle canadiske venstreorienterede medlemsblade, men på universitetet plejer vi at kalde det ‘vrøvl’. Ikke bare på grund af manglen på data, men også på grund af de partiske valg - der er ingen forklaring på de specifikke udvælgelser, det er ikke, at de liberaliserede mere end andre, eller at de er repræsentative, og årene, der er valgt, er ikke de seneste eller fra en særlig periode efter liberaliseringen. Hun fandt lande og år, hvor det stod rigtig, rigtig dårligt til,” skriver Norberg, der fortsætter med at påpege, at det næppe er tilfældigt, at Klein netop valgte det år, hvor arbejdsløsheden i Bolivia var helt oppe på 25-30 pct., men undlader at nævne, at den kort efter røg ned på under 10 pct., ligesom hun har valgt at referere til 15 år gamle tal for arbejdsløsheden i Polen i stedet for at forholde sig til de nyeste tal, der viser, at arbejdsløsheden også der faldt til under 10 pct.

“Hvis man vil have upartiske data, kan man selvfølgelig ikke håndplukke lande og år, man må se på længere perioder og flere lande. Hvis man gør det, får man det modsatte resultat - jo mere liberal økonomi desto lavere arbejdsløshed og fattigdom. Det er det konsistente resultat. Og det er grunden til, at Klein aldrig prøver”, siger den inkarnerede liberalist.

Friedmans ry

Den store skurk i Chokdoktrinen er økonomen Milton Friedman, hvis ideal groft sagt er en minimering af staten til fordel for en opgradering af den private sektor. Det er ham, der ifølge Klein formulerer selve chokdoktrinen.

“En ny administration har mellem seks og ni måneder til at opnå væsentlige forandringer; hvis ikke den griber muligheden for afgørende handling i løbet af den periode, vil den ikke igen få en sådan mulighed,” skriver Friedman i et essay om den i hans optik unikt frugtbare periode under og umiddelbart efter en krise, inden tilstandene normaliseres igen.

“Som en variation over Machiavellis råd om, at krænkelsen skal påføres ‘på én gang’, viste dette sig at være en af Friedmans mest holdbare strategiske indvirkninger,” bemærker Klein, der beskriver Irak-krigen som kulminationen på Friedmans tænkning.

Her er det nemlig lykkedes at gennemføre så radikale forandringer i retning af privatisering af førhen statslige opgaver, at det lever op til Friedmans idealer.

Men Friedman støttede slet ikke invasionen af Irak, indvender Norberg:

“Friedman sagde selv: ‘Jeg var imod at gå ind i Irak fra begyndelsen. Jeg mener, det var en fejltagelse af den simple grund, at jeg ikke mener, USA bør være involveret i fredsbrud’.”

I sit svar bemærker Naomi Klein, at det ikke kommer bag på hende, at Norberg og The Cato Institute forsvarer Friedman:

“Eftersom Friedman fortsætter med at tjene som Catos skytsengel, har det meget at tabe ved en nedvurdering af Friedmans ry såvel som direkte interesse i at frikende ham for alle forbrydelser, reelle eller indbildte.”

Men selv om Klein nu faktisk har opstøvet et interview i det tyske tidsskrift Focus, hvor Friedman øjensynligt bakker op om Irak-krigen, kan hun berolige Norberg og konsorter med, at det ikke er Friedman selv, hun går efter, men den ideologiske trend, han har været med til at starte. Og som hun siger, har hun ikke skrevet i sin bog, at Friedman personligt støtter krigen. Det er Norberg, der skyder hende den påstand i skoene for bagefter at kunne afmontere den, mener hun.

Da Norberg svarer tilbage, kan han da heller ikke sætte fingeren på det sted, hvor Klein skulle have sagt, at Friedman støttede Irak-invasionen. Men han fastslår, at hun meget dygtigt formår at konstruere en forbindelse i læserens bevidsthed fra Friedman over liberalisme til neokonservatisme, Bush-administrationen og interventionisme, dog uden at formulere sig eksplicit. En forbindelse, der er absurd, da Friedmans liberalisme i de fleste henseender, også forsvarspolitisk, står i skarp kontrast til neokonservatismen, erklærer Norberg.

Tomme ord?

De sidste ord i sagen er indtil videre Kleins, citeret af Norberg i afslutningen af hans svar på hendes forsvar:

“Når fejl bliver opdaget, korrigerer vi dem med det samme i fremtidige udgaver og sætter en korrektion og en forklaring på bogens hjemmeside.”

Er disse ord lige så tomme som dem i hendes bog, spørger Norberg polemisk.