Mike sagde, at vi skulle omfavne en fremmed. Det gjorde vi. Så sagde Mike, at vi arm i arm skulle sætte os på hug. Det gjorde vi. Endelig sagde Mike, at alle drengene skulle smide trøjen. Jeg parerede ordre, og så panorerede jeg blikket ud over Orange Scene på Roskilde Festival. Det var fredag, snart midnat, og på himlen lunede flammefarvede klatskyer de 15-20.000 nøgne mandekroppe, som med ét blottede sig for lige så mange brunstige, påklædte hunkøn. Et dybt åndedrag senere eksploderede musikken, mens vi svingede vores klude over hovedet i bersærkerdans.
Det var Mike Skinners skyld det hele. Begæret, humøret, de underlige aftenlugte. Under dæknavnet The Streets overgik han den fredag sin suveræne præstation fra Arena-teltet to år tidligere, og på myspace kårede han da også selv koncerten som “the best gig of my life.”
Nu er rapperen med fortid i Birmingham og nutid i London tilbage med sit fjerde album, og det forstærker, hvad den magiske koncert mere end antydede.
I nye luftlag
Mike Skinner er ikke bare Englands eller Europas sejeste geezer. Han er whiteboy #1 i disse år. Verdens førende rapkaukasid.
Mens Eminem snublede i succes og pruttelyde allerede i 2002 (med lidt god vilje først i 2004), så fortsætter denne 29-årige drønnert med at udvikle og til dels også genopfinde sig. Denne gang vender han socialrealismen ryggen for at causere over livets store spørgsmål. Det være sig skæbne, kærlighed, religion, held og helte.
Ikke alt lykkes, men alligevel er Everything Is Borrowed mere end almindeligt vellykket. Mike nede fra pubben, grillen eller clubben er bare blevet lidt sværere at forholde sig til, når han gemytligt snakkesjosker af sted over sine bevidst primitive beats.
En ægte stemme
Vi lærte ham først at kende med Original Pirate Material fra 2002. Som albumtitlen erklærer, så var det en plade lavet under usle kår. I sit lurvede soveværelse sammensatte Mike et eklektisk indiemiks af hiphop, 2-step og UK Garage. Resultatet blev stenede, varme og fejlfulde produktioner, der passede så fint til fortællingerne om en forvokset teenager med rod på privatfronten, et umådeholdent forhold til brandy og aftaletidspunkter. Mike Skinner blev hist og her beskyldt for at være et skuffejern, der lånte sig til en cockney-lignede Birminghamdialekt. Men bagtaleriet ændrede ikke ved, at hans historier og stemmen bag føltes ægte fra ende til anden. Et absolut must i narrativ rap. Original Pirate Material indkasserede da også roser som et af årets debutalbum - hele vejen fra Dannevang til Amerika.
I 2004 fulgte Mike Skinner op med mesterværket A Grand Don’t Come For Free. Konceptalbummet tog atter udgangspunkt i ham selv. Den grænsesubsistensløse lad mister sine skejsere, finder en pige, mister en pige, prøver at surrogatscore og fucker godt og grundigt op og ud, indtil han finder sine 1.000 gryn igen.
Den nærmest sammenhængende fortælling fra nummer til nummer bød blandt andet på nyklassikeren “Dry Your Eyes”, som vel kun overgås af Robbie Williams’ “Angels”, når briterne begraver hinanden til tonerne af moderne popmusik.
Endnu mere eminent er den syntetisk bårne sireneballade “Blinded By the Lights”, hvor Mike Skinner leder efter kæresten Simone og vennen Dan på en natklub. Som en pillerus sparker ind, slører hans tale, og end ikke observationerne af Simone og Dans tungeakrobatik gør til sidst indtryk på ecstasyvraget. Brillant skildret og udleveret.
Mike Skinners to første album solgte sammenlagt mere end fire millioner eksemplarer, og derfor lever han selvfølgelig ikke det samme liv længere. Han er rig og berømt, hvorfor 2006’s The Hardest Way to Make An Easy Living kredsede om en umiddelbart sorgløs drømmetilværelse, der dog viser sig at inkludere kendisdates på rygeheroin og alskens andre nederdrægtigheder.
Udsagn over udflugt
På den dagsaktuelle Everything Is Borrowed synger, ja synger, enmandsbandet The Streets strofer som “It’s not Earth that’s in trouble/it’s the people that live on it”, og dermed er stilen lagt med højtravende lyrik demonstrativt langt fra dagligdagen.
Det er både pladens point of difference - og dens egentlige problem. Teksterne fungerer måske nok som fine fabuleringer, de distinkte historier mangler bare. Uden dem vader sætningerne desorienteret rundt i det pleasende lydbillede. I såvel den storladne afslutter, “The Escapist”, som i titelnummeret får vi i stedet en gang gevaldig epos, der mere står som udsagn end udflugt. Det er noget med, at vi lever på lånt tid, og at vi er væk igen på et splitsekund, men herfra begynder det også at knibe med at komme i Mike Skinners normalt tillokkende øjenhøjde. Han fortæller fortsat i 1. person, men tegner ikke et billede af personen, der fortæller.
Til gengæld sidder ørenhøjden, hvor den skal. Samtlige 11 numre er melodiske træffere, og de kommer anstigende på en varm bund af strygere, skramlede trommebeats og organisk dyrkede horn. Dermed lægger Mike Skinner sig tæt op ad lydbilledet fra sin seks år gamle debut, selvom det hele indlysende er lækrere anrettet og arrangeret anno 2008.
Everything Is Borrowed skal altså høres på andre præmisser end forgængerne. Det er på mange måder i orden, fordi Mike Skinner konsekvent fænger og forbavser.
Det ville ikke desto mindre lette, hvis han stak nogle verbale knager ud, som vi kunne hænge tøjet på, når han kigger os alle sammen i øjnene og får os til strippe.
The Streets: Everything Is Borrowed (Warner Music)
Kommentarer