Kulturalismen - venstrefløjens ideolog Invasionen af det hårde kulturbegreb på venstrefløjen, både dansk og internationalt, er en af de vigtigste og mest upåagtede politiske udviklinger de seneste 30 år. Kulturalismen, også i dens politiske og venstreorienterede varianter, er naturligvis ældre end som så. Den er første gang artikuleret politisk som en særdeles tvivlsom ideologi på verdensscenen med de amerikanske antropologers forsøg på at spænde ben FN’s menneskerettighedscharter i 1947. Man ville ikke vide af, at der skulle kunne hævdes nogen som helst universelle menneskerettigheder - dette ville undertrykke alle de enkelte kulturer. Men den vestlige venstrefløj var imidlertid så internationalistisk, både i sine partikommunistiske, socialdemokratiske og socialliberale varianter, at kulturalismen forblev en understrøm.
Der synes imidlertid at være sket det, at efter marxismens langsomme bortdøen som referencepunkt for vestlige venstrefløjspartier i 80’erne og 90’erne, efterlod den et tomrum, som kulturalismens dybt konservative kulturbegreb kunne snige sig ind og udfylde. Det overraskende er imidlertid, at det i meget store træk er sket helt uden sværdslag - selv om kulturalismen på en lang række punkter er i direkte modstrid med marxismen. Hvor marxismen hævder kultur som et overfladeniveau på samfundsøkonomiske lovmæssigheder - ja, der vil kulturalismen modsat sige, at et samfunds økonomi afhænger af dets kultur og denne kulturs værdisystemer, eller i det mindste at økonomien er uadskillelig fra alle andre kulturelle træk i den pågældende kultur. På den måde udgør kulturalismen en art antropologisk kontrarevolution, der stiller marxismen på hovedet. Tænk engang på, hvordan 60-70’ernes venstrefløj argumenterede - her var det emner som økonomi, produktionsmåde, klassekamp, sociologi, politisk styreform, ressourcer, der blev set som afgørende, og det var ganske sjældent og perifert, at k-ordet dukkede op. Nu er det omvendt, kultur fylder meget mere end økonomi og samfund - men der har aldrig været noget stort opgør, hvor den ene model er blevet skiftet ud med den anden, sådan som man kunne forvente i almindelig politisk diskussion.
Der har ikke stået forbitrede parter og raset imod den anden på økonomiens henholdvis kulturens vegne - overgangen mellem modsætningerne har kunnet finde sted som en smidig glidning, nærmest fra den ene dag til den anden, ofte uden at de personer, der inkarnerede de to holdningerover, hovedet opdagede det. Det har muligvis at gøre med, at både marxisme og kulturalisme har et endnu simplere og dybereliggende skema fælles: Nemlig det, der handler om en undertrykt gruppe imod en magtfuld majoritet - hvor man så kan tage politisk parti for førstnævnte, som det hed på 70’ernes venstrefløj: ‘Et undertrykt folk har altid ret’. Dette har man begrebet fuldstændig bogstaveligt og langt ud over grænserne for, at et undertrykt folk har ret til at blive fri af sin undertrykkelse. Det har nu også ret i alle sine kulturs dogmer, uanset hvad disse måtte hævde er ret og sandt, blot dogmerne hidrører fra et undertrykt folks kultur. Et rent ad hominem-argument. Man kunne således skifte arbejderklassen ud med den undertrykte kultur - selv om det indebar, at man i samme bevægelse stiltiende måtte skifte sin emancipatoriske marxisme ud med disciplinerende kulturalisme, der hævder fortidige og førmoderne normer - altså det modsatte, både filosofisk og værdimæssigt, af hvad venstrefløjen tidligere stod for.
Den franske journalist Caroline Fourest har i bogen La tentation obscurantiste (da: Formørkelsens fristelse, red.) en interessant hypotese angående fremmarchen af det, vi kalder kulturalisme, på venstrefløjen. Hun iagttager, at to store, prototypiske identifikationspunkter for den europæiske venstrefløj efter krigen har været den antitotalitære kamp under og efter krigen på den ene side - og afkolonisering og antiimperialisme på den anden. Længe har de kunnet trives uden modsætning - men med den stærke fremvækst af islamismer i de islamiske lande og blandt muslimske indvandrergrupper splittes venstrefløjen efter, hvilken af de to ærke-sager man finder vigtigst. Ser man den antitotalitære kamp som det afgørende, tenderer man mod at vende sig imod islamismerne som endnu en totalitarisme fra mellemkrigstiden - men ser man den anti-imperialistiske kamp som afgørende, tenderer man mod at støtte islamismerne som legitime oprør imod vestlig imperialisme, tidligere i kolonialismens og senere i globaliseringens version. Sidstnævnte valg åbner naturligvis venstrefløjen for kulturalisme.
En gang imellem dukker der dog sager op, der som fremkaldervæske pludselig lader en flig af denne hengemte modsætning mellem emancipatorisk marxisme og disciplinerende kulturalisme blive synlig. Et eksempel var Villy Søvndals forårsfelttog 2008, hvor han pludselig bekendtgjorde, at visse indvandrergruppers medbragte kultur kunne udgøre en del af årsagen til integrationsproblemerne. Det rejste der sig kritiske røster imod - for var det ikke netop venstrefløjens indsigt, at integrationsproblemerne var af social og økonomisk karakter og intet havde med kultur at gøre? Denne indvending var naturligvis et marxistisk skelet, der pludselig raslede ud af skabet - for ellers har den multikulturelle venstrefløjs doktrin, næret af det hårde kulturbegreb, jo netop været den modsatte: At kulturer betyder alt, og at det netop er indvandrergruppers kulturelle særtræk, der har krav på beskyttelse og værn mod krænkelse. For den hårde multikulturelle venstrefløj kan det derfor nemt være et dobbelt problem: Kultur betyder både for lidt og for meget på én gang.
På den ene side er kultur forfærdelig vigtigt, identitetsgivende og derfor en størrelse, der har krav på politisk omhu og beskyttelse - konservatismen indbygget i det kulturalistiske kulturbegreb. På den anden side hævdes det samtidig, at kulturen slet ingenting betyder, for det er i virkeligheden de økonomiske og sociale forhold, der er determinerende - denne marxistiske doktrin ligger til gengæld bag den hårde multikulturalismes ide om, at alle kulturer, uanset hvor antidemokratiske og antiliberale de er, a priori kan trives i et og samme samfund. Denne dobbelthed er naturligvis en stadig kilde til forvirring på den hårde multikulturalismes venstrefløj: Kultur betyder både alt for meget og alt for lidt. Den er både en helt uforanderlig kilde til dyb identitet og samtidig ren overflade på økonomiske determinationer fra basis. Begge dele kan naturligvis ikke være sande.
-
Islamofobi Det hårde, kulturalistiske kulturbegreb kaster et afgørende lys over, hvad der er problemet i ordet ‘islamofobi’, som er lanceret af den islamistiske verdensorganisation OIC i dens kamp mod menneskerettighederne, specifikt ytringsfriheden. Kampagnen mod Jyllands-Posten var et led i organisationens kamp. Ordet ‘islamofobi’ anvendes i stigende grad af islamiske organisationer og hårde multikulturalister til at forsøge at stække kritik af islamiske strømninger. Både urimelig og rimelig kritik af forskellige former for islam affejes med, at de udgør ‘islamofobi’ - og således anbringes i bås med racisme, antisemitisme, homofobi og lignende ting. På den måde har begrebet kunnet snige sig ind, også på venstrefløjen, hvor man kan se det anvendt sideordnet med ‘xenofobi’ og de nævnte andre gloser. For det første har ordet den ubehagelighed, at det med sin kliniske endelse -fobi forsøger at sygeliggøre en kritisk holdning - ordet er naturligvis dannet i analogi med araknofobi og agorafobi og andre decideret kliniske lidelser.
Men det afgørende problem med ordet ‘islamofobi’ er naturligvis, at ulig de andre ord af samme støbning, da handler det her om et sæt af holdninger. Racisme, homofobi og så videre er ord, der handler om urimelig afstandtagen fra egenskaber hos personer, som de ikke selv kan gøre for - deres hudfarve, seksuelle orientering og så videre. Men islam er ikke en race. Islam er et sæt af holdninger, nøjagtig som andre sæt af holdninger såsom kristendom, kommunisme, liberalisme, konservatisme, nazisme, hinduisme, og mangefoldige andre vidt forskellige tankedoktriner af religiøs, politisk, verdensanskuelsesmæssig art. Islam er derfor åben for debat og kritik i nøjagtig samme omfang som alle mulige andre verdensanskuelser er det. Det ændres ikke af, at visse muslimer, bl.a. islamister, meget sammenbidt mener, at deres holdning er særlig prominent og hævet over almindelig debat, udvikling og revision. Demokrati går som bekendt netop ud på at ‘dele sig efter anskuelser’ (Hørup) og ‘have et standpunkt til man tager et nyt’ (Krag), for nu at repetere et par danske demokratiske mottoer. Verdensanskuelser er åbne for kontinuerlig kritik og revision - og er man særlig sammenbidt i sin tro, f.eks. som stalinist eller nyliberalist, er man naturligvis velkommen til at forsøge at holde den rene tro så uændret som mulig. Men man kan ikke pålægge andre at bidrage til dette forsøg ved at undlade at kritisere. Og det er det, ‘islamofobi’-ordet forsøger. Her har venstrefløjen stillet sig behjælpelig for islamismen ved kritikløst og smidigt at adoptere termen med dens intenderende manipulerende og disciplinerende effekt. Dette har på den anden side også været med til at lamme venstrefløjens egen reflektionsevne; enhver kritik af kulturalisme vil kunne paralyseres af islamofobi-beskyldningen og medføre politisk eksklusion.
Og accepten af islamofobi-termen foregår netop med påkaldelse af det hårde kulturbegreb. Ordet fremstiller islam, som om det var en race, som om det at være muslim var en uafvendelig skæbne af samme karakter som hudfarve, seksuelle præferencer og lignende, som om der existerede en homo islamicus. Det kan ordet gøre i kraft af det hårde kulturbegreb, der netop implicerer, at kultur er skæbne - at når man én gang er medlem af en kultur, så er man determineret af den og kan ikke andet. Og det kan det gøre i alliance med de forskellige praksisser inden for islam, der netop forsøger at gøre denne religion til skæbne - at mandlige ægtefæller under alle omstændigheder i blandede ægteskaber skal konvertere, at information om andre valgmuligheder holdes nede, og mest af alt naturligvis apostasiforbuddet (forbuddet mod frafald, der altid straffes, enten med bøde, med genopdragelse, med fratagelse af ejendom og tvungen skilsmisse fra ægtefælle, med såkaldt civil død eller med døden). Det er derfor ‘islamofobi’ giver så mange en mærkelig smag i munden. Ordet gør en religion til race. Og det muliggøres af det hårde kulturbegreb, hvor kulturen er lige så umulig at undslippe som biologien.
-
Kulturen som helle Det vulgærantropologiske kulturbegreb, kulturalismen, er så meget mere skadeligt, som det tenderer mod at afpolitisere ting, der essentielt er politiske og dermed åbne for diskussion, kritik og - krænkelse. Politiske holdninger er naturnødvendigt partiske: liberalisme, konservatisme, socialliberalisme, socialdemokratisme, socialisme osv. er vendt imod hinanden - om end man (som regel) står sammen på et mere grundlæggende niveau, hvor man så igen vender sig mod fascisme, kommunisme, islamisme og andre totalitarismer. Men hvis en politisk strømning kategoriseres som ‘kultur’, så er der en bemærkelsesværdig tendens til, at den straks fredes og ikke længere ses som ét partisk og diskutabelt synspunkt blandt andre, for ifølge dette begreb er kulturer organiske, irreducible helheder i sig selv. Derfor har kulturer ikke bare existensberettigelse, krav på respekt og på tildeling af privilegier - de har også krav på beskyttelse og på at kunne leve videre uforandret. Dette blev aktualiseret i tilfældet med Jyllands-Postens karikaturer, der blev beskyldt for at krænke en kultur. Til vores bog Adskillelsens politik forhører vi os for hos bl.a. islamister i det multikulturelle Malaysia om, hvorfor man ikke bare kan spotte og krænke, og hvordan man i stedet bør bære sig ad, når man vil behandle et emne, som Jyllands-Posten ville gøre det. En undervisningsdirektør for et islamisk universitet forklarer, at man først må høre sig for hos den part, man vil kritisere, inden noget kommer på tryk. Jyllands-Posten skulle aktuelt have ringet til f.eks. Islamisk Trossamfund ude på Dortheavej for at spørge om lov. Det er bemærkelsesværdigt, hvilke konsekvenser for den demokratiske diskussion dette vil få - herved flytter man udvekslingen af synspunkter fra det offentlige rum ind i en lukket forhandling, der så skal tage sig af formidlingen mellem dem. Effekten af denne beskyttelse af kulturer bliver således som konsekvens lukningen af den åbne offentlige diskussion, nedlæggelsen af den borgerlige offentlighed.
Skal man følge denne logik, får det naturligvis dramatiske konsekvenser for, hvordan demokratiet kan fungere. Jyllands-Posten karikerede skurrile politiske ideer om at misbruge religion i politikkens tjeneste, som det blev udstillet i Westergaards berømte tegning. Men islamisterne forsøgte at delegitimere Jyllands-Posten og påkalde sig fredhellighed ved at beskylde bladet for islamofobi. Islamismen er i alle dens forskellige reformistiske, revolutionære og terroristiske varianter fælles om at fordre en indretning af samfundet efter sharias principper, og når den bliver kategoriseret som ‘kultur’, så bliver en politisk kritik af den mulig at affeje som ‘islamofobi’ eller ‘racisme’, fordi kritikken ikke ‘respekterer’ en ‘kultur’. Nazismen forsøgte noget lignende, når den stillede sig op som videreførelsen af urgammel, germansk kultur, men dengang var kritikerne skarpere end venstrefløjen i dag i stand til at gennemskue våset. Nu kan man høre extreme islamistiske strømninger som deobandi, wahhabisme, salafisme og det Muslimske Broderskab (med dets direkte påvirkninger fra den italienske fascisme og den franske fascist Alexis Carrel) fredet med ‘kultur’-argumentet: det er ikke politiske programmer, men i virkeligheden ‘kulturer’, der eo ipso er uangribelige. Men så såre kulturer begiver sig ind på det politiske felt, så er de nøjagtig lige så diskutable og åbne for kritik som alle andre foreninger, grupperinger, partier og strømninger, der gør sig gældende med politiske krav. Og præster, imamer og klerke af alle arter har ikke et nanogram mere krav på respekt end en hvilken som helst anden person, bare fordi de betjener sig af guddommelige kraftudtryk i deres politiske fordringer.
Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt: ‘Adskillelsens politik’, Forlaget Lindhardt og Ringhof, udkommer 30. september.
Kommentarer