Politiet i Vollsmose oplever, at op mod 90 procent af alle anmeldelser bliver trukket tilbage efter få dage, fordi imamer og andre magtfulde mænd i området selv løser sagerne.

Som det er i dag, er der jo kriminelle, der aldrig får en straf efter dansk retspraksis,” siger Torben Aagard, der er betjent i Odense-bydelen.

Han fortæller, hvordan der eksisterer et retsligt parallelsamfund, som gør det meget svært for politiet at udføre deres arbejde:

Selvfølgelig er der mange herude, som lever efter dansk lov, men så længe, de ikke tør stille sig op mod de andre, er det svært at stille noget op,” siger Torben Aagaard.

Han mener, der bliver brugt penge, trusler og sommetider også vold i forsøget på at løse konflikterne internt i de muslimske miljøer.

Alle slags konflikter

Og det er i følge imamen Abu Bashar mange former for konflikter, imamerne løser:

Både nabostridigheder, problemer mellem mænd og kvinder og andre konflikter. Folk respekterer det, imamen siger, men de synes ikke om politiet,” fortæller den lokale imam, der ofte bliver tilkaldt, når der opstår en konflikt i området.

Han vil ikke kommentere spørgsmålet om vold, men fortæller, at det er en del af kulturen at lytte til imamen, og derfor har imamen mege magt - også mere end politiet i nogle sammenhænge.

Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor i islamiske studier, ved Københavns Universitet fortæller, at det er udbredt, at man i visse kulturer ordner konflikter internt:

Mange andre steder i verden er det jo sådan, at konflikter løses udenom retssystemet, blandt andet fordi det kan tage meget lang tid at føre en sag. Så folk har været vandt til at løse konflikter lokalt, men det resulterer så også i, at nogle personer bliver meget magtfulde,” siger han.

Og parallelsystemerne skal kædes sammen på en eller anden måde, mener professor i islamisk teologi og sharia-ret Jørgen S. Nielsen, der i mange år har studeret islamisk retskultur i Storbritannien:

Der bliver uvægerligt konflikter, hvis man ikke på en eller anden måde skaber en berøringsflade mellem de to systemer,” siger han, men forklarer, at det ikke nødvendigvis skal ske gennem reel implementering af sharia-ret:

Man skal ikke implementere arabisk ret i vores nationale retssystem, men man skal tillade en vis fleksibilitet, så forskellige kulturer og individer finder pusterum,” siger han.

Jørgen S. Nielsen peger desuden på, at problematikken måske forbedres med tiden:

Udvandringen fra for eksempel Libanon er sket fra nogle bestemte områder, og de reetablerer sig så i Danmark. Kulturen vil ændre sig gennem nogle generationer, for der sker et slags skred mod at de yngre og mere veluddannede forsøger at bryde løs fra mindretalssamfundet,” siger han.