København har 21 kommunale biblioteker. En række bogcaféer. Og endda et litteraturh(a)us. Alligevel mener initiativtagerne bag ”Poesiens hus”, at der er behov for et sted, der tager sig kærligt af den smalle poesi. Planen er, at Poesiens Hus skal overtage den nuværende Paludan Bog og Café i det indre København og omdanne den til et kraftcenter for poesien. Indtil videre er der dog store huller i budgettet.

”Vi vil gerne have et hus, der bliver et fyrtårn for digtningen. For dansk digtning. Men også for nordisk. Det skal også være et sted, hvor man arbejder for at bevare digtningen. Huset skal både indeholde et bibliotek og en scene. Og der skal være koncerter og udstillinger,” fortæller forfatteren Lene Henningsen. Hun har sammen med forfatteren Anne Lise Marstrand Jørgensen taget initiativ til projektet.

”Stedet skal også have en formidlingsdel. Vi skal prøve at komme ud til børn og ældre. Komme over den kløft der er i forhold til poesien. Alt dette skal samles i ét hus.”

Kommunen spænder ben

Men det er dog ikke så ligetil at stable et Poesiens Hus på benene i København. Lene Henningsen mener ligefrem, at kommunen hælder grus i maskineriet.

”Jeg synes det har været problematisk. Sagen er blevet behandlet af kulturforvaltningen. Det betyder, at den er blevet behandlet af biblioteksfolk, som er bange for at miste en del af deres budget.” Lene Henningsen mener ikke, at bibliotekerne kan holde løfterne om at give mere plads til den smalle poesi.

Bibliotekschef Jens Ingemann, der repræsenterer bibliotekerne i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, afviser kategorisk, at han skulle spille en dobbeltrolle.

“Der kommer en masse ønsker, som skal behandles. I kommunen har vi noget, der hedder budgetforhandlinger. Vi behandler forslagene i forvaltningen og indstiller dem til beslutning i det politiske udvalg, Kultur- og Fritidsudvalget, som så tager stilling til dem. Jeg opfatter ikke, at jeg er i en konkurrencesituation i den sammenhæng.”

Selve tanken om et nyt sted for poesien er Ingemann ikke afvisende overfor.

“Ideen om at styrke poesien er udmærket, men Kultur- og Fritidsudvalget har valgt ikke at støtte det konkrete projekt. Det betyder ikke, at jeg eller vi er modstandere af poesi.”

Samtidig mener han, at Københavns Biblioteker har været meget imødekommende overfor initiativgruppen til projektet uden dog at blive hørt.

“Vi vil enormt gerne samarbejde med alle, der ønsker at styrke litteratur og herunder også poesi. Vi har inviteret initiativgruppen til at deltage i et samarbejde. Men de har endnu ikke svaret på vores tilbud.”

Trange kår

Lene Henningsen mener, at poesien de seneste år er blevet overset af blandt andre bibliotekerne. ”Bibliotekerne svigter den smalle litteratur mere og mere. Digtningen havde en god tid i 80’erne og 90’erne. Dengang fik den meget opmærksomhed, på trods af dens smalle form. Men nu er den ved at blive helt usynlig. Ved at samle tingene har man en meget større effekt,” siger hun. Jens Ingemann afviser, at bibliotekerne svigter og påpeger, at de har fokus på den smallere poesi gennem forskellige arrangementer.

Den bredde, som Lene Henningsen gerne vil give det nye sted, mener hun ikke, at de nuværende institutioner i miljøet varetager.

”De steder der er til oplæsning er meget fokuserede på en bestemt del af miljøet. Vi vil gerne opnå en større bredde. Aldersmæssigt og genremæssigt.”

Hvor skal pengene komme fra?

Der mangler dog en del i budgettet før initiativtagerne kan slå dørene op til Poesiens Hus i november.

”Vi har en opgave med at få fundet et par millioner. Vi forsøger også at lave en ordning, hvor man kan købe folkeaktier i Poesiens Hus. Der er allerede nogen, der har givet tilsagn om dette.”

Initiativtagerne sætter dog også deres lid til en række fonde, nu hvor kommunen ikke ønsker at støtte projektet.

”Vi satser på at få pengene fra de store kulturfonde. Bikubenfonden, Augustinus Fonden eller Velux. A.P. Møller kunne også være en mulighed. Eller de store banker.”

Poesien op i lyset

Den smalle poesi, som Poesiens Hus skal rette sit spotlys imod, har ryg for at trives i små mørke bogcaféer for et begrænset publikum. Men Lene Henningsen mener ikke, at poesien tager skade af at blive hevet frem i lyset. Tværtimod.

”Poesien er blevet betragtet som et antisprog. Noget meget eksplosivt. Vi vil gerne overkomme poesiforskrækkelsen.”

Hun mener at man i Danmark er fremmedgjort overfor poesiens sprog, sammenlignet med andre lande.

”I Sverige og Irland er poesiens sprog et ligeså naturligt sprog som romansproget eller fagsproget,” siger Henningsen.

”Man rører ikke ved poesiens kvaliteter ved at nå flere læsere. Det giver også en mulighed for at forlagene ser poesien.”