Sharia-lovgivning som pragmatisk parallel jurapraksis og integrationsfremmende foranstaltning i et multikulturelt samfund lyder besnærende. Ingen tvivl om, der vil være situationer, hvor den langsommelige, administrative procedure i et demokratisk samfund er langt mindre effektiv end selvtægtens kultur. Den bredt accepterede udbredelse af stoffer i danske fængsler beror på samme pragmatiske logik: hvis bare de passer sig selv, forstyrrer de ikke vi andre, og en vis selvjustits holder gemytterne i ave.
Samme tankegang har sikkert stiltiende været udbredt i forbindelse med magtkampene mellem Hells Angels og indvandrerbander, inden disse blussede op for alvor i det offentlige rum: Hvis selvtægt kan skjules fra den offentlige overflade og regulere sig selv, er det en pragmatisk holdbar måde at kontrollere ellers ukontrollerbare kræfter.
Institutionalisering
Men ét er stiltiende at acceptere sprækker i systemet for at få systemet til at fungere, noget andet er at institutionalisere det som legitimt grundlag.
For udover det principielle spørgsmål, om man i afmagt vil lade universelt (i Danmark) gældende retsprincipper overrule af partikulære systemer med selvdefinerede selvtægtsystemer, rejser sig imidlertid et andet pragmatisk problem.
I accepten af at lade sharialovgivning praktisere og administrere af bl.a. imamer, lader man forstå, at disse repræsenterer et fastlagt system, hvis rammer og indhold alle muslimer kan tilslutte sig - eller automatisk tilhører. Sådan fungerer dog hverken kultur eller religion.
Udenfor dansk kultur
Hvis man accepterer en sådan essentialistisk og romantisk tankegang om religion og kultur, er man nemlig med til også at medskabe den kamp om autoritet, magt og repræsentation, som aktører og institutioner indenfor ethvert religiøst/kulturelt system (inkl. islam) også fører.
Lader man imamer (som radikale Abu Bashar) og andre magtfulde mænd udføre sharialovgivning som et parallelt juridisk system i et parallelsamfund, er man med til ikke bare at legitimere multikulturalisme, men også til at stadfæste afgrænsende traditioner og disses tilkæmpede magtbeføjelser.
Ved at støtte en parallel sharialovgivning støtter man ikke islam, endsige idealer om tolerance og respekt for ‘de andre’. Man støtter de aktører og institutioner, der med islam legitimerer sharialovgivning og sig selv, og som således helst ser sig værende udenfor, overfor og ovenover dansk lovgivning og dansk kultur.
Jørn Borup, adjunkt, afd. for religionsvidenskab, Aarhus Universitet
Kommentarer