'Lad idioterne nakke hinanden...'

København er en tryg og nogen gange lidt for tjekket by, så jeg har for vane bevidst at opsøge de mest skumle steder som mental modgift mod den omsiggribende Østerbroificering - og altid fået en fair behandling døgnet rundt. Sidst jeg dykkede dybt i et helvedeshul, slog det mig, at jyder, transer, somaliere, bøsser, bander og pensionister kunne co-existere uden at skændes, slås eller rulle hinanden trods en ganske usund promille. Der var nærmere kærlighed i luften!

Men så brast min københavner-budda-boble: i mit kvarter fløj kuglerne igen, og nu ses drengen i Bullrot & North Face på 45 knallert eller i kostumiseret bil som en potentiel fare, da hans omgang med skydevåben tydeligvis var grundlagt i en netcafe og ikke på en skydebane… ikke engang i Hollywood kan man ramme noget med en automatpistol på 100 meters afstand kørende med 90.

Sidder jeg uforvaren på en cafe, eller står jeg i en butik, der er bagland for denne konflikt?

Pludselig var der andre farer i trafikken end at blive vædret af en beige barnevogn eller få soja-latté ned af ærmet i en kø.

‘Perkerpanik’

Jeg læste Rigspolitiets banderapport omkring nytår. Letlæselig anbefalelsesværdig sag, der er tilgængelig på nettet. Det mindede næsten om et manus til en ny ‘bikerne mod Blågårdsplads’ film. Underligt nok var der træfninger weekenden efter, rapporten kom ud. Nu er den i fuldt flor. Angstpressen råber om ‘Perkerpanik!’, men der er blandede hold på begge sider. Det handler ikke om religion eller race, men om penge og had.

“Lad idioterne nakke hinanden…” er en kynisk, men ganske udbredt holdning efter måneder med bandekrig i Danmark - eller rettere, i ghettoerne. Den aktive part i konflikten er typisk samspilsramte unge mænd, ofte fra familier med forældede værdisæt og kort skolegang - og måske en tur i hæren - ryger uden for arbejdsmarkedet og dermed uden for de seksuelle vandhuller. Det er blevet mode, rygmærkelignene sweatshirts med ‘Asociale randzone’, og Pittbull ses overalt. ‘Sorry makker, ingen hvide gummisko/kasketter/hættetrøjer i aften.” (Dørmanden mener white trash/perkere). Og ingen penge, ingen kærlighed. Hash glatter så det hele ud og gør betonen sjov, man tager så hvid hash i weekenden for at snakke som en ejendomsmægler i brunst, og man får lidt penge på lommen ved at ‘sprede glæde’. Men man skal kunne bakke sine ting op for ikke at blive taxed af andre entreprenante unge, så man træner, det går hurtigere med steroider, men man bliver hidsig af den medfølgende impotens, der ikke bliver bedre af at færdes i et paranoidt minefelt af tåger, så man finder sit crew på stadion, til træning eller i klubben for ingen har øjne i nakken eller er så store, så de ikke kan slås ned bagfra med et bat.

De store vindere

I spejlet står et mareridt af en hooligan-hiphop-hulk, ingen vil have - med speciale i angst. Vi er stået helt af. Poserne bliver større, danskerne har ikke nok i sprut, og måske når man nirvana i Thailand inden de 40, men statistikken hælder nærmere imod et længere ophold i et ‘proffesionaliserende’ og stigmatiserende fængsel, hvor der kun yderst sjældent sidder rigtige gangstere fra f.eks. triaderne. Fængslet er nærmere der, hvor socialpolitikkens grimme bundline gøres op.

Konjunkturer skifter også i dette hyperliberale felt, og pludseligt er der så mange underprivilegerede unge mænd, at der er ikke nok sorte penge til alle, så cirka hver tiende år udkæmpes rituelle kampe mellem næsten identiske grupperinger i disse miljøer. Det renser de værste brushoveder ud, og presser en masse nyt ungt kød ind i maskinerne. De store vindere er altid pressen, politikerne og politiet, der nu har en visitationszone der ikke er set større siden tyskens tid.

Flash backs

Flash back 1: Sidste gang der var bandeballade, ved den store nordiske rockerkrig, lod man idioterne nakke hinanden. Selv om man bryster sig af lighed for loven, blev problembørnene sat ud i sneen. Politiets lister over bandemedlemmer dukkede op de forkerte steder som kort til krystalnætter. Civile agenter informerede om raketkøb, uden der blev grebet ind, og det lykkedes da også at dræbe civile med disse raketter til en offentligt annonceret bikerfest, politiet havde under intens overvågning.

Politiet fik flere beføjelser, angstpressen øgede oplaget, højrefløjen gik frem, og befolkningen var angst. Der skulle en del på forsiderne, før presset blev så tungt, at freden kom.

Flash back 2: Efter hårdt pres fra politikerne ryddede politiet modvilligt Pusher Street, et relativt fredeligt hashmarked uden andre stoffer og uden tilfældig vold. Ganske få kameraer og en mobilscanner monitorerede trafikken i dette nu legendariske voksentivoli, men efter aktionen blev alt spredt ud i bandestyrede hashklubber, senere i taxa-lignene servicesystemer hvor man kan ringe efter alt - ikke bare hash. Skellet mellem hårde og bløde stoffer var endelig brudt, den hvide hash, kokainen, var den nye lukrative vare, der dannede grundlaget for de mere løst grupperede bander, vi ser i dag. Hash var med et trylleslag retro - colaen var ideel for de liberale 00’er, taletalkummet, der gjorde alle næsvise og snusfornuftige - og ævlende som ejendomsmæglere - og var mere bling bling end hippie-ler. Og mere aggressivt.

Kø efter reformen

Jeg har ingen smart løsning, selvom legalisering af de bløde stoffer (se hvor udbredt langt rullepapir er selv i 7-Eleven) vil fjerne en del af bandeøkonomien, men hadet vil bestå, så længe der er ghettoer, manglende visioner og ekstrem marginalisering. Det irrationelle had vi, ser hos nogle fodboldfans, hos banderne, i trafikken, hos politiet, i pressen, til riots og bilafbrændninger. Somethings rotten in the state of denmark… men mon ikke de voksne i bandebaglandet finder ud af, at det er en dårlig forretning at skyde hinanden, og finder et kompromis? Denne konflikt skaber bare kø i det efter reformen ret tunge politisystem, så de virkelige bagmænd går fri. Banderne er blot kanonføde, men på et tidspunkt er rækken af unge hedsporer kort, da det rygtes, at der ikke er meget sjov i at afsone 3-16 år for et øjebliks hadetrip. Det spændende bliver at se, hvem der får noget ud af denne tragedie denne gang. Jeg håber ikke, vi skal være vidner til et remix af myndighedernes uelegante, traumatiserende og cost-ineffektive aktioner mod Ungdomshuset.