Moderne økonomisk teori er ikke videnskab, men forsvar for kapitalismen og usaglig undertrykkelse af al teori, der stiller spørgsmålstegn ved kapitalismen som den eneste mulige økonomiske orden, lyder det fra den britiske økonom Alan Freeman.
“Hvis man vil vide, hvad der sker med økonomien om 10 år, skal man ikke lytte til moderne økonomer, men studere Marx,” siger Alan Freeman, der i sidste uge var inviteret til Malmø af det svenske tidsskrift Fronesis til at tale om relevansen af marxistisk teori.
“Vi har nu haft et kvart århundrede uden Marx - og derfor aner ingen økonomer, hvad der foregår,” lyder det fra redaktøren på Fronesis’ netop udkomne temanummer Marx’ ekonomikritik, økonom Daniel Ankarloo fra Malmø Universitet.
“Og til dem, der synes, det virker underligt at komme anstigende med en tysk attenhundredetalsfilosof midt i en galopperende finanskrise, svarer vi, at Marx var en af skarpeste kritikere af elementerne i den aktuelle krise: Spekulationsøkonomi, forbrugssamfundet, varefetichisme osv. I en diskussion om globalisering, klassepolarisering og kapitalistisk udbytning er Marx altid aktuel,” fastslår Daniel Ankarloo.
Virtuel produktion
Ifølge Freeman burde det netop overståede Europæiske Sociale Forum som reaktion på finanskrisen have udskiftet parolen ‘En anden verden er mulig’ med ‘En anden verden er ankommet’.
“Men der er mange muligheder for, hvilken slags anden verden det vil blive. For dem, der lige har mistet deres penge, vil have dem tilbage, og de vil tage dem fra os - og de vil sige: ‘red jer selv, red kapitalismen, red os!’ Til det skal vi svare: ‘ja, vi vil redde os selv, men vi vil ikke redde jer’. For vi har ikke brug for kapitalisterne,” siger Freeman med henvisning til Marx, der påpegede den kapitalistiske økonomis ‘gådefulde karakter’, hvor prissætning af produkter ikke afspejler den reelle værdi, altså arbejdskraft og materialer.
Det er denne “vareverdens mysticisme, trylleri og spøgeri”, der “indhyller arbejdsprodukterne i tåge”, som Marx beskriver det, der i disse dage er på vej for fuld kraft mod afgrunden, hvor store aktører i finanssektoren får nedskrevet deres værdi med milliarder fra den ene dag til den anden.
Marx nåede som bekendt ikke at opleve børskrakket på Wall Street i 1929 - men det gjorde den socialliberale økonom John Maynard Keynes, “den største økonom nogensinde”, ifølge den unge socialdemokratiske økonom Lauri Holappa fra Department of Political Science ved Helsinki Universitet.
“Keynes talte allerede i 30’erne om likviditets-fetichisme, der er et af kerneelementerne i neoliberalismen og den nuværende finanskrise,” siger Lauri Holappa og forklarer:
“Ophobning af likviditet fører til underinvestering, som fører til arbejdsløshed og faldende vækst - dermed ikke sagt, at vækst i sig selv er uproblematisk. Men Keynes påpegede, at når det er for let at komme af med den forrige investering, underminerer man langsigtede investeringer, og likviditetsfetichismen fører til uproduktiv spekulation frem for bæredygtig investering i reel produktion og jobskabelse. Kortsigtede investeringer skaber kun virtuel produktion - og der er alt, alt for meget likviditet i neoliberalismen.”
Når neoliberalister hævder, at de skaber økonomisk vækst, er det løgn, “men vi kan let bevise, at de skaber ulighed,” siger Lauri Holappa, og erklærer, at der ikke har været bæredygtig vækst siden 1990’erne.
“Vi, som ønsker at ændre verden, står i et afgørende øjeblik. Neoliberalismen er et nomadisk transnationalt politisk projekt. Der er ingen enkeltstater, der profiterer på systemet - men der er folk, der profiterer. En transnational bank- og finansoverklasse, der - hvis de forstår at time deres spekulation - kan akkumulere enorme mængder penge.”
Lauri Holappa mener, at venstrefløjen er nødt til at overveje, hvad alternativet er til det nuværende system:
“I øjeblikket bliver de nationale økonomier afmonteret. Spørgsmålet er, om vi ønsker at reterritorialisere økonomierne, eller om vi ønsker en mere langsigtet løsning, en global regulering af kapitalismen?” spørger Lauri Holappa og svarer selv:
“Det eneste realistiske svar er en global demokratisering af økonomien - men den kommer ikke af sig selv. Dem, der tror, at den neoliberale æra er slut med denne finanskrise, drømmer. Der var omfattende økonomiske kriser i 70’erne, og finansielle kollaps i 90’erne, men neoliberalismen overlevede. Fordi der ikke var nogen alternativer. Der er disse afgørende øjeblikke, hvor dørene åbner sig, og vi er i stand til at gribe ind i historien. Men vi er nødt til at være klar.”
Arbejde eneste værdi
Marxisten Freeman er ikke, som socialdemokraten Holappa, interesseret i en ‘global regulering af kapitalismen’. Han vil et grundlæggende opgør med den kapitalistiske produktionslogik.
“Den eneste reelle værdi er arbejde. Det er Marx’ konklusion, og den er aldeles uacceptabel for kapitalister, fordi det overflødiggør dem i produktionen. Derfor har økonomer lige siden forsøgt at afvise Marx’ teori som ‘inkonsistent’. Men Marx er kun inkonsistent, hvis man forudsætter, at markedet fungerer. Men Marx forudsætter ikke, at markedet og den kapitalistiske produktion fungerer - hele hans arbejde handler om at udpege, hvor det ikke fungerer.”
“Når vi producerer for kapitalen,” forklarer Freeman, “producerer vi noget, der kaldes værdi. Og hver gang, du betaler mere for en vare, end den er værd, accepterer du, at varen har mere værdi, end prisen for materialer og arbejdskraft,” siger Freeman og påpeger, at årsagen til, at flere store banker og investeringsfirmaer er gået på røven de sidste par uger, netop er en svigtende tillid til denne ‘vareverdens mysticisme, trylleri og spøgeri’.
De anerkendte økonomers afvisning af Marx’ teori hænger ifølge Freeman uløseligt sammen med deres egne fejlslutninger, hvoraf den væsentligste er antagelsen om, at verdensøkonomien hviler på et balanceforhold, hvor værdierne af økonomiske variabler forbliver uforandrede. I forhold til markedet indebærer det en tro på, at priser dannes rationelt gennem konkurrence, sådan at efterspørgsel og udbud balancerer. Denne forudsætning i økonomisk teori om, at markedet under kapitalismen vil balancere sig selv - hvis det ikke forstyrres af eksterne kræfter som f.eks. statsregulering - kaldes ‘ekvilibrium’.
“Økonomer vil ikke blot fortælle dig, at verden er et ekvilibrium, de vil sige, at hvis den ikke er, så må nogen have pillet ved den - og det er garanteret dig! Så økonomerne har sådan set selv plantet problemet hos Marx ved at forstå ham som ekvilibristisk økonom, og hvis man gør det, så bliver hans teori komplet uforståelig,” siger Freeman og understreger, at Marx netop ikke går ud fra, at priser under kapitalismen balanceres i en rationel logik ud fra udbud og efterspørgsel.
Stol aldrig på økonomer
Det værste, vi kan gøre i den nuværende økonomiske krise, er, at stole på, at de anerkendte økonomer ved, hvad de gør, og kan redde os ud af krisen, siger Freeman. Netop fordi økonomerne ikke baserer deres teori på, hvordan den passer med virkeligheden, men på hvordan teorien passer sammen med det økonomiske system, de forsvarer.
Og selv økonomerne begynder nu at tvivle på hinandens evne til at gennemskue krisens årsager og logik. Den respekterede økonomiske kommentator Paul Krugman, professor på Princeton University, advarede således i denne uge i The New York Times politikerne mod at godkende den amerikanske finansminister Henry Paulsons redningsplan for den amerikanske økonomi:
“Nogle siger, at vi kan stole på Paulson, fordi han har forstand på sagen (Paulson har været koncernchef i Goldman Sachs, en af de store kriseramte investeringsbanker, red). Men i det sidste halvandet år har han gang på gang sagt, at finanskrisen er under kontrol og prøvet at lappe på systemet uden succes - han improviserer lige så meget, som vi andre gør.”.
Den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz har udpeget republikanernes krigslyst som en af de afgørende årsager til finanskrisen, mens flere analytikere peger på den amerikanske regerings slingrekurs, hvor de først pumpede milliarder i de kriseramte hypotekbanker Fannie Mae og Freddie Mac for dernæst at lade USA’s fjerdestørste investeringsbank Lehman Brothers gå konkurs, som var det, der for alvor fik den internationale finanskrise til at rulle.
Men disse økonomer kan ikke se skoven for bare træer, mener Alan Freeman. Svaret på, hvem der er ansvarlig for krisen, er nemlig både mere enkelt og meget mere omfattende … det er kapitalismen i sig selv:
“Kapitalismen er i færd med at selvdestruere. Der er konstant tendenser i den økonomiske logik, der truer med at underminere kapitalismen, og så ryster ‘markedets usynlige hånd’. Det er dette, Marx påpeger i sin teori. De politikker, der bliver sat i værk for at forhindre kapitalismen i at slå sig selv ihjel, er ikke økonomisk politik i sig selv, men politik, der bliver udviklet ud fra forudsætningen, at det er nødvendigt at redde kapitalismen.”
I 1932 lovede den amerikanske præsident Roosevelt ved sin tiltrædelsestale “en ny aftale med det amerikanske folk”. Det blev til den såkaldte New Deal-politik - en samlebetegnelse for en række omfattende statslige reformprogrammer, gennemført i perioden 1933 til 1938.
Reformerne - der blandt andet indebar en for laissez-faire økonomer ydmygende stor mulighed for statslig indgriben i markedet - stabiliserede økonomien og genskabte tilliden til systemet.
At det igen er nødvendigt at gribe til drastiske midler for at genskabe befolkningens tillid til den kapitalistiske økonomi, understreges af omfanget af den amerikanske regerings redningsplan: Op mod 1.000 milliarder dollar skal overføres til en statsdrevet fond, der kan opkøbe illikvide ejendomspapirer fra finanssektoren.
Nødvendigheden af teori
Et helt nødvendigt tiltag, mente blandt andet Nation Magazines økonomiske journalist, William Greider:
“Uskyldige ofre som husejere og pensionister skal have bistand fra Kongressen. Ellers vil vi se et folkeligt oprør mod Wall Street og Washington, som vi aldrig har oplevet før. Folk er rasende.”
Og et folkeligt oprør er det sidste, kapitalisterne har brug for - og derfor det mest nærliggende at opfordre til, hvis vi vil have et mere bæredygtigt økonomisk system, mener Freeman.
Fra den parlamentariske front lyder det fra Vänsterpartiets økonomiske ordfører Ulla Anderson:
“Alt for længe har vi levet under teorier, som fortæller os, at der ingen alternativer er. Det er markedet, globaliseringen, den historiske nødvendighed, lyder svaret, når vi spørger, hvorfor sociale rettigheder skal afvikles, hvorfor der skal skæres ned på velfærden. Økonomien beskrives som et selvstændigt væsen, som vi ikke har nogen indflydelse på.”
Men den forståelse af økonomi er farlig, mener Ulla Anderson - for den fordrer en asocial økonomisk politik løsrevet fra samfundshensyn.
“Videnskaben er meget problematisk, hvad angår økonomisk politik. De ortodokse nationaløkonomer legitimerer den herskende orden på samme måde og med samme magt som socialdarwinismen eller den katolske kirke før i tiden,” siger Ulla Anderson og understreger nødvendigheden af, at venstrefløjen udvikler økonomiske teorier, der “tager højde for ulige magtforhold og har sit udspring i almindelige menneskers behov”.
Også Alan Freeman er optaget af nødvendigheden af teori.
“Vi befinder os lige nu i en situation, hvor vores handlinger kommer til at få stor indflydelse på, hvordan verden former sig - og i sådan en situation er det klogt at have teori ved hånden,” pointerer Alan Freeman og forklarer:
“Hvis det regner, kan du klare dig uden teori om vejret, og bare gå et andet sted hen eller blive inden døre. Men du bliver ikke ret meget klogere på, hvornår du næste gang skal medbringe en paraply,” siger Alan Freeman.
Han understreger samtidig, at man aldrig skal stole blindt på en teori:
“En teori kan være fejlagtig, selvfølgelig kan den det. De mest udbredte økonomiske teorier er f.eks. fejlagtige. Men konklusionen er ikke, at man ikke skal studere teori, eller ikke skal beskæftige sig med teorier, der har vist sig fejlagtige. Man skal studere alle slags teorier og teste dem på virkeligheden.”
Alan Freeman mener, at der er alt for mange, der lytter mere til, hvem der fremsætter en teori, end hvad indholdet i teorien er - og i hvilken grad den passer på virkeligheden. Derfor opfordrer han kraftigt folk til at sætte sig ind i tingene selv og advarer samtidig:
“Hvis I vil vide noget om økonomi, så lyt ikke til økonomer. Og hvis I vil vide noget om marxisme, så lyt ikke til marxister. Og jeg er både økonom og marxist, så mig skal I slet ikke lytte til.”
Marx var ikke færdig
Anders Ramsay, der også har bidraget til temanummeret Marx’ ekonomikritik, er ikke enig med Alan Freemans projekt om at bevise, at Marx ikke var inkonsistent. Ramsay er ikke økonom, men historiker og sociolog og replicerer til Freeman:
“Det vigtigt at bemærke, at Marx’ økonomiske teori ikke hedder ‘alternativ politisk økonomi’, men ‘kritik af den politiske økonomi’,” indleder Ramsay for at understrege, at Marx ikke fremlægger noget sammenhængende bud på, hvordan man kan indrette økonomien, hvis det kapitalistiske system selvdestruerer eller bliver aktivt afmonteret.
Ramsay påpeger samtidig, at der er mange teorier, som ikke er logisk konsistente, men som alligevel bruges vidt og bredt: Freud, Kant osv.
“Vi er nødt til at se marxistisk teori som meget mindre fuldendt, end vi hidtil har gjort. Marx nåede ikke at gøre sit arbejde færdigt, inden han døde - fordi der var problemer, han ikke havde løst. Det betyder ikke, at vi ikke skal beskæftige os med marxisme, men vi skal ikke forsøge at anvende den som en perfekt teori,” siger Ramsay.
Men den køber Freeman ikke: “De fleste store teoretikere nåede ikke at færdiggøre deres teorier. Newton var ikke færdig med sin teori - men vi fik nok ud af ham til at kunne anvende loven om tyngdekraft. Og lad mig sige én ting: Når jeg i disse dage går ombord på et fly, er jeg mere nervøs for at styrte ned, fordi flyselskabet er krakket og løbet tør for olie, end jeg er for, at Newtons teori om tyngdeloven viser sig ikke at holde,” siger Freeman og leverer en håbefuld forudsigelse:
“Øjeblikket er kommet, hvor priserne vil blive nedskrevet til deres reelle værdi. Denne gang vil kapitalismen ikke blive tilgivet.”
Kommentarer