“Hvis man er et ungt menneske, der ser på planetens fremtid og ser på, hvad der gøres - og ikke gøres - netop nu, så mener jeg, at vi har nået det punkt, hvor tiden er inde til civil ulydighed for at hindre opførelsen af nye kulkraftværker, som ikke har CO2-indfangning.”

Al Gore, 24. sept. 2008

Der kom en dårlig nyhed i går morges. Ikke den om, at USA’s største sparekasse, Washington Mutual, er kollapset som nyt offer for grådighedens årti på det amerikanske finansmarked. Ej heller den om at USA’s Kongres ikke kan enes om den redningspakke, der med 700 mia. dollar lånt af skatteyderne og kineserne skal redde spekulanterne fra at betale prisen for letsindighed og overforbrug.

Næ, der tænkes på nyheden offentliggjort i Paris og Washington om himlen over de syndige hoveder. The Global Carbon Project (GCP) afslørede i en ny rapport, at de globale udledninger af CO2 i 2007 steg så dramatisk som nogensinde, til 36,6 mia. ton. Med en gennemsnitlig årlig vækst på 3,5 pct. er udledningerne siden 2000 steget fire gange så hastigt som i 1990’erne, fortæller GCP.

Det betyder, at selve koncentrationen i atmosfæren nu vokser med 2,2 ppm (CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) pr. år mod 1,8 ppm i 2006. “Uden fortilfælde og stærkt forbavsende i et årti præget af intense internationale begivenheder for at håndtere klimaændringerne,” sagde Pep Canadell, chef for GCP. Han vurderer, at atmosfærens CO2-koncentration - nu 385 ppm - kan være den højeste i 20 mio. år.

Al Gore kendte næppe nyheden, da han i onsdags talte på en stor klimakonference i New York. Men Gore vidste nok til at være grebet af noget nær desperation. Når man som tidligere amerikansk vicepræsident opfordrer unge mennesker til at indlede civile ulydighedsaktioner for at bremse planlagte kulkraftværker, så afspejler det dyb bekymring over det, der sker - og især ikke sker - på det politiske niveau i kampen mod global opvarmning.

Al Gore er ganske på linje med USA’s ledende klimaforsker, NASA’s James Hansen, der for nylig stillede op i en britisk retssal og forsvarede Greenpeaces civile ulydighedsaktion mod udvidelsen af Kingsnorth-kulkraftværket. Hansen sagde bl.a. i sit vidneudsagn:

“Det vil være nødvendigt at bringe atmosfærens CO2 tilbage til 350 ppm eller mindre i løbet af årtier - ikke århundreder - hvis vi skal gøre os håb om at afværge iskappernes destabilisering, minimere udryddelsen af levende arter samt stoppe og vende de mange regionale klimaforandringer. Der er kun lige netop tid til at nå det, men det forudsætter et øjeblikkeligt moratorium for nye kulkraftværker, som ikke er forsynet med CO2-indfangning, samt udfasning af eksisterende kulkraftværker i løbet af de kommende 20 år.”

At udfase verdens kulkraftværker på 20 år kan i sandhed kaldes en grøn revolution. Alle taler i dag i revolutionære termer. “Vi skal i føretrøjen med hensyn til at frembringe en grøn teknologisk revolution,” siger vor egen statsminister. Men revolutioner kan antage mange former - den ansete New York Times-kommentator Thomas Friedman siger, at dét, vi hidtil har set i form af bl.a. radikale klima-ambitioner fra nogle af verdens store koncerner, ikke er revolution, men snarere hallucination, fordi det ikke understøttes af det politiske niveau.

“Har du nogensinde set en revolution, hvor ingen kommer til skade,” spørger Friedman med henvisning til, at den påtrængende omstilling er så fundamental, at det nødvendigvis vil træde nogle over tæerne. Som hvis den revolutionære Anders Fogh Rasmussen beordrede sit statsejede DONG Energy til at droppe planerne om et nyt stort kulkraftværk i Lubmin, Tyskland.

Sker sådan noget ikke, kan det komme til konflikt på anden vis - f.eks. ved at unge mennesker indleder ulydighedsaktioner mod kulværker og andre klimabelastere. Med Hansens og Gores velsignelse og måske med udsigt til frifindelse ved domstolene, som det skete i den britiske ret, hvor Greenpeace gik fri, fordi skaden på kulkraftværket - skorstensgraffiti - ifølge juryen var mindre end den skade på planeten, som et nyt værk vil indebære.

Civil ulydighed er ikke den foretrukne måde at accelerere en grøn revolution. Men når man er vidne til, hvor trægt de globale klimaforhandlinger forløber, eller hvor stærkt nationale særinteresser bremser fremdriften i EU’s egne forhandlinger, kan det være svært ikke at ende samme sted som Gore og Hansen. Sidste rygte er, at Tyskland - med den grønne kansler Merkel i spidsen - vil blokere for en EU-klimapakke inden årets udgang for at beskytte den CO2-tunge tyske industri.

Oven i alt brager nu en finanskrise løs, som får denne verdens toppolitikere til at glemme CO2-reduktion til fordel for BNP-acceleration. Eneste trøst er, at økonomisk nedtur betyder dæmpede CO2-udledninger.