De har fået et problem på hjørnet af 43. Street og Avenue of the Americas på Manhattan. Med de amerikanske politiske lederes enighed søndag om en redningspakke for den amerikanske økonomi, kan den berømte National Debt Clock på husfacaden ikke længere følge med.
Redningspakken, der nu giver USA’s finansminister lov til at opkøbe bankernes dårlige lån for 700 milliarder dollar for at forhindre en amerikansk og international økonomisk nedsmeltning, får USA’s gæld til at stige til et 14-cifret beløb.
Men det digitale gældsur på Manhattan, der tæller gældens udvikling sekund for sekund, har kun 13 cifre. Da uret blev monteret i 1989, og USA’s nationale gæld lød på 2,7 billioner dollar, kunne ingen i sin vildeste fantasi forestille sig, at gælden nogensinde ville passere de 10 billioner. Altså 10.000.000.000.000 dollar. Men det sker nu.
Den amerikanske finansminister Henry Paulson, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi og lederen af flertallet i Senatet, demokraten Harry Reid, meddelte tidligt søndag morgen efter marathon-forhandlinger på Pelosis kontor, at redningspakken var så godt som en realitet.
“Jeg tror, vi er der,” sagde en udmattet Paulson.
Tilbage var søndag at skrive den komplekse politiske aftale sammen til et lovforslag, som Kongressens medlemmer kan tage stilling til - Repræsentanternes Hus i dag, Senatet antagelig først onsdag - og præsident Bush derefter godkende.
Teoretisk kan det endnu gå galt, hvis de ikke så få republikanske og noget færre demokratiske kritikere af den store hjælpepakke vælger at stemme imod i Kongressen. Men med både Barack Obamas og John McCains forventede sanktionering kryber de formentlig til korset, selv om de efterfølgende skal hjem og stå til regnskab for vrede skatteydere, der nu antagelig kommer til at betale prisen for finansmarkedets letsindige excesser og grådighed.
“Folk er ophidsede. Mine opringninger er en blanding af folk, der siger ‘nej’, og folk der siger ‘nej, for helvede’,” siger Mark Udall, demokratisk kongresmedlem, til Wall Street Journal.
Med redningspakken etableres en gigantisk offentlig fond, som med de 700 milliarder dollar kan begynde at overtage de nødlidende finansinstitutioners dårlige lån. Således lettede skal bankerne blive i stand til igen at yde lån til amerikanske virksomheder, forbrugere og til hinanden og dermed vende den truende spiral af banklukninger og fallitter blandt boligejere og virksomheder i USA.
Den amerikanske milliardær Warren Buffet advarede lørdag telefonisk forhandlerne om, at hvis ikke pakken faldt på plads, ville USA løbe ind i “den største finansielle nedsmeltning i amerikansk historie.”
Pakken justeret
Under forhandlingerne er det oprindelige udspil fra præsident Bush blevet justeret, så de 700 milliarder ikke kan spenderes af finansministeren på én gang. Halvdelen kan bruges øjeblikkeligt, mens de resterende 350 mia. kun kan anvendes med Kongressens godkendelse. En anden del af aftalen er en begrænsning på, hvor store gyldne håndtryk, finansieret af fonden, som må gives direktører, der forlader deres kuldsejlede banker. Dertil siger aftalen, at den massive hjælp ikke kun skal komme finansinstitutionerne til hjælp, men i et vist omfang også amerikanske husejere på fallittens rand. Et tredje element menes at være, at staten til gengæld for sin nødjælp kan få visse aktie-optioner i finansinstitutionerne, så en del af profitten kan vende tilbage til skatteyderne, hvis institutionerne rejser sig.
Trods disse justeringer vil der formentlig lyde stærk kritik af pakken for at lade skatteyderne betale nødhjælpen til finansspekulanterne.
“De mennesker, som er nødt til at rydde op i det smadrede procelæn, har ikke været med til festen,” sagde det demokratiske kongresmedlem Lloyd Doggett, mens forhandlingerne stadig kørte.
“Dette er direkte tilskud fra skatteydere til aktionærer (i bankerne, red.),” sagde Robert Shapiro, tidligere rådgiver for præsident Clinton.
Andre kritiserer selve det forcerede tempo.
“Vanskeligheden er, at lovgiverne får beskeden ‘Giv os en blankocheck, eller økonomien kollapser’, og at forslaget rummer meget lidt i form af beskyttelse af de skatteydere, der betaler det,” sagde finansprofessor John Yeutter under forhandlingerne.
“Der er mange løsninger, som kunne være bedre. Problemet er, at der ikke er tid. Helt alvorligt: Vi står og stirrer på 1929,” sagde økonomen Bruce Bartlett, forhenværende rådgiver for Ronald Reagan.
Historisk gæld
Én alvorlig konsekvens af redningsplanens forventede vedtagelse er, at den astronomiske amerikanske gæld vokser til nye historiske højder.
National Debt Clock på Manhattan stod søndag ved redaktionens slutning på 9.855.718.945.918 dollar - svarende til 32,000 dollar pr. amerikaner eller godt 50 billioner danske kroner. Et gældsniveau, der er vokset støt i årevis, senest bl.a fordi USA har ført bekostelige krige i Irak og Afghanistan, samtidig med at regeringen har givet skattelettelser. Gældsbeløbet på over ni bio. dollar ventes nu at stige til mere end 11 bio., fordi regeringen må ud og optage nye lån for at kunne præstere de 700 mia. i hjælp til finanssektoren. Den nationale gæld, der er ophobningen af de årlige underskud på statsbudgettet, vil dermed svare til 70 pct. af USA’s bruttonationalprodukt - penge som skyldes til både inden- og udenlandske kreditorer, heriblandt f.eks. Kina, der menes at have 500 milliarder til gode.
Den øgede gældssætning frygtes at kunne lede til mindsket tillid til amerikansk realøkonomi, resulterende i dollarkursfald, inflation og forringet investeringslyst fra udlandet.
Før eller siden skal gælden betales.
“Så vore børn eller børnebørn vil via de fremtidige skatter blive tvunget til at betale for fejlene begået af nogle få direktører på Wall Street,” siger John Yeutter om den ekstra gældsbyrde udløst af de 700 mia. til redningspakken.
Det er ét af de forhold, der kan gøre nogle kongresmedlemmer betænkelige ved i dag at godkende pakken.
“Kongressen må lære lektien af vores aktuelle finansielle situation, som er, at man ikke i uendelighed kan leve over evne,” sagde den skeptisk republikanske senator Tom Coburn før de afsluttende forhandlinger.
Kommentarer