MOSKVA - Det lykkedes forleden ikke den ukrainske præsident, Viktor Jusjtjenko, at få FN til at anerkende hungersnøden i Ukraine i begyndelsen af 1930’erne som folkemord i lighed med for eksempel jødeudryddelsen under nazisterne.
Hungersnøden var et resultat af en række omstændigheder, men først og fremmest en direkte følge af tvangskollektiviseringerne af de sovjetiske landsbyer. Ukrainerne mener imidlertid - efter alt at dømme med rette - at den samtidig var skabt bevidst af Stalin for at nedkæmpe en eventuel modstand imod sovjetstyret.
Stalin bruges politisk
Hungersnøden kostede et sted mellem fem og ti millioner ukrainske bønder livet, og der er talrige øjenvidneberetninger om ufattelige grusomheder imod bønder, der ekspempelvis blev skudt, mens de samlede korn på marker for at overleve. Samtidig stod international hjælp parat, men den blev afvist af Stalin.
Spørgsmålet om anerkendelsen af denne hungersnød som folkemord er blevet emne for en hidsig debat mellem Rusland og Ukraine, som i forvejen har et meget anspændt forhold til hinanden. Russerne hævder nemlig, at nok var der en menneskeskabt hungersnød i begyndelsen af 1930’erne, men den ramte ikke kun Ukraine, men også en række andre områder i Rusland og Sovjet, blandt andet i Ural, ved Volga og i Nordkaukasus. Det er også rigtigt, men det ene synspunkt udelukker ikke det andet.
Ukraines præsident, Viktor Jusjtjenko, forsøger tydeligvis at bruge sagen politisk til at fremme den ukrainske enhedsfølelse og måske også sin egen karriere. Han har erklæret, at Ukraine én gang for alle skal have gjort op med den sovjetiske og den stalinistiske fortid. Men mange iagttagere mener samtidig, at han bruger sagen politisk ved at antyde, at det var Rusland og ikke det stalinistiske sovjetsystem, som stod bag hungersnøden og alle andre overgreb imod Ukraine. Det er da også den måde, som mange russere opfatter sagen på. Det er en udbredt opfattelse blandt russiske politikere og kommentatorer, at det ukrainske tiltag er et direkte angreb på Rusland.
På mausoleum igen
Problemet er, at russerne aldrig selv har fået foretaget det nødvendige opgør med stalinismen-leninismen og det sovjetiske system. Der var godt nok en række tiltag i den retning under Gorbatjovs sidste år ved magten og i hele Jeltsin-perioden. Talrige forbrydelser begået af Lenin, Stalin og de andre sovjetbosser blev afsløret i medierne, statuer af forhadte kommunistledere blev væltet, gadenavne blev fornyet og så videre.
Russiske historikere taler i dag om 30 millioner dødsofre for det kommunistiske system under Lenin og Stalin. Men arkiverne blev aldrig åbnet for alvor, og processen synes at gå i tomgang lige nu. Ja, man kan, som nogle russiske kommentatorer hævder, gå så vidt som til at sige, at der faktisk er en tendens til en fornyet stalinkult i Rusland. Paradoksalt nok, for Stalin var jo georgier, et folkefærd, som russerne for tiden har travlt med at nedgøre.
“De graver sgu nok Stalin op igen og lægger ham i et mausoleum igen på Den Røde Plads,” som den arrige forfatter Vladimir Sorokin forleden sagde til Radio Moskvas Ekko.
Mange ønsker ny Stalin
Tendensen er der. En meningsmåling viser, at hele 42 procent af den russiske befolkning ønsker netop en leder som Stalin til at bringe orden til landet.
Ifølge samme måling, som dagbladet Novye Izvestija citerer, har to tredjedele af befolkningen på over 60 år sympati for Stalin. 36 procent mener, at Stalin trods alle fejl og mangler personligt sikrede den store bedrift, at Sovjetunionen vandt krigen mod nazityskland. Og 16 procent er overbevist om, at Rusland ikke kan styres uden en stærk hånd som Stalins.
I den opfattelse ligger, skriver bladet, at Rusland slet ikke er klar til at blive et demokratisk land. Og der er ikke megen hjælp at hente i skolesystemet, hvis ellers lærerne giver sig til at bruge den anbefalede nye historiebog Ruslands historie - 1900-1945, skrevet på opfordring af og anbefalet af undervisningsminister Andrej Fursenko. Heri kaldes Stalin for en “helt”, “den mest succesrige leder af USSR” og “en effektiv manager” i lighed med sin højre hånd og hovedbøddel Lavrentij Berija, som var en “ikke mindre effektiv manager”.
I menneskerettighedsorganisationen Memorial, som arbejder for de tidligere politiske fangers rettigheder og afsløringerne af det kommunistiske systems terror, er de rasende. Organisationen har netop dokumenteret, at der i en af Stalins straffelejre i Kolyma-bjergene - Butygytjaga, ‘dødens dal’ - blev gennemført medicinske forsøg, der ikke lader nazisternes Dr. Mengele noget tilbage.
Memorial protesterer da også højlydt mod tendenserne til en ny Stalin-kult. Og det er hidtil lykkedes at forhindre de mange forsøg på at genrejse Stalin-monumenter flere steder i Rusland. Som forfatteren Vasilij Aksjonov, hvis mor selv sad i Gulags lejre, sagde sidste år:
“Hvis de rejser så meget som ét monument for Stalin igen, så sætter jeg ikke mine fødder i Rusland igen, og så vil hele den russiske intelligentsia flygte i rædsel.”
Kommentarer