Systemet 'mishandler' ledige medborgere

Beskæftigelsesindustrien starter i dag slaget om arbejdsfordelingen af ledige, og trepartsforhandlingerne skal lede til en arbejdskraftreform for kontanthjælpsmodtagere og de forsikrede. I den forbindelse er fokus rettet mod de lokale forvaltninger, A-kasserne, private aktører mv. - og medierne følger argumenterne med omhu. Men perspektivering af selve behandlingen af dem, det drejer sig om - de ledige - får ikke megen spalteplads.

Den 19. september bragte Weekendavisen en artikel af Henrik Dørge “Kampen om de jobløse”, som på udmærket vis opridsede arenaen for slagets gang. Men typisk drejer det sig om golde formalia, regler og procenter. Historikken for udviklingen af den politiserede baggrund og tilgang til ledighedsproblematikkerne mangler som sædvanlig. Medierne syntes nærmere at fremme en holdning til ledige, som er med til at stigmatisere og mistænkeliggøre dem, og de gøres uimodsagt til syndebukke for alskens ulykker: Den manglende arbejdskraft betyder faldende vækst, import af arbejdskraft, flaskehalse, overbebyrdelse af jobcentrenes arbejde, osv. Ikke et ord om virksomhedernes ansvar, internationale tendenser eller de lediges eget udsagn om behov for uddannelse og opkvalificering.

Skyldfølelse

Trods den kraftigt faldende ledighed og udsigter til recession, så fortsætter angrebene. Sidst hørte vi fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at manglen på hænder koster velfærd: “Den rekordlave ledighed gør nemlig, at arbejdsmarkedet mangler hænder. Det koster velfærd,” lød det i Politiken 28. august.

Jamen, var det ikke problemet, da ledigheden var stor? Stor eller lille, så skal nu også skyldfølelsen hjælpe på motivationen.

Resultatet af samlebåndshåndteringen af de ledige er mere stress, yderligere fattigdom og uværdig mishandling, som vi så det for nogle år siden, da Kolding Kommune i Vestre Landsret blev anklaget for at have overtrådt næsten alle sociale love, inkl. Grundloven. Kommunen havde tvangsaktiveret en 40-årig autistisk og handikappet mand, og de trak i hans kontanthjælp, fordi han ikke magtede aktiveringsprojekter.

En anden følge af denne politik ser vi i det store antal af hjemløse, som stiger hvert år. Der er blevet sat 2.500 nye på gaden hvert år de sidste fire år.

Tvang og frihjul

Sidste skud på stammen af værktøjer er truslen om træk i dagpenge (ligesom kontanthjælpen), hvis den ledige ikke mener, en aktivering vil føre til et arbejde. Det fik i juni DM’s sektor for arbejdssøgende (HTDA) til at udskrive en konkurrence med følgende titel: “Er truslen om økonomiske transaktioner en velegnet pædagogisk metode at bruge for at tvinge ledige til aktiveringstilbud, som de ikke selv mener bringer dem nærmere varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse?”

Opgavens problemformulering indikerer, at aktiveringsindgrebet forudsætter et menneskesyn, som her skal sættes lidt på spidsen. For hvilket menneskesyn ligger der bag den forestilling, at de ledige er et dovent folkefærd, som kun kan tvinges til et arbejde, hvis de trues med tvangsaktivering?

Der er principielle grunde til at opholde sig ved diktater på aktiveringsområdet, fordi denne myndighedsudøvelse griber ind i nogle fundamentale rettigheder.

Centraladministrationen forvalter, under pres fra regering og virksomheder, sit mandat som en politimester, der mistænkeliggør sine borgere, fordi de ikke er i arbejde. Men det er ikke befordrende for motivationen at opfatte de ledige som en homogen masse af ikkemotiverede, der kører på frihjul.

Et tovtrækkeri

De sidste 35 år har vi oplevet en politik, der først var domineret af velfærdsorienterede strategier til frembringelse af et sikret og ligeværdigt arbejdsmarked (understøtter den ledige), dernæst en periode domineret af en investeringsorienteret strategi til frembringelse af et voksende og produktivt arbejdsmarked (udvikling af den ledige), og i dag findes en politik, der er domineret af en serviceorienteret strategi (virksomhedsbehov prioriteres) til frembringelse af et effektivt og egenoptaget arbejdsmarked (servicering af virksomheder og de stærke arbejdstagere).

Disse skift er kommet i stand gennem et samarbejde mellem den borgerlige regering, arbejdsgivere og centraladministrationens bureaukrater. Alliancen har svækket den traditionelle opposition på arbejdsmarkedet: Arbejdstagerne og deres organisationer. Derfor fremkommer der visioner på arbejderens og de lediges vegne, som ikke er et resultat af arbejdsmarkedets normale forhandling.

Ligesom de langsigtede strategier ændres og styres politisk i samarbejde med virksomheder og bureaukrater, således har også vurderingskriterierne ændret sig. Det er ikke længere produktiviteten i institutionernes arbejde, der er succeskriteriet, men effekten af aktiviteterne. Uanset hvorledes effekten er kommet i hus. Der foregår altså “et tovtrækkeri mellem forvaltningsrationalets effektiviseringsbestræbelser, investeringsrationalets kvalificeringsbestræbelser og virksomhedernes serviceringsrationale” (arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholz Hansen). Den ledige er et problem, der flyttes rundt som rationaler og tal i effektmålinger.

Ukontrollabelt dyr

Og lad os lige perspektivere historikken, for det er yderst relevant al den stund, at arbejdsmarkedet reguleres udenom arbejdsmarkedets aktører; arbejderen og den ledige. For det har vi ikke oplevet siden 1800-tallet. Og det skyldes, at regeringen blot virkeliggør i praksis, hvad liberal teori har ment de sidste 150 år.

En gammel liberal menneskeopfattelse siger, at mennesket under den civiliserede overflade er et ukontrollabelt dyr, som bare er interesseret i at tilfredsstille sine egne behov.

Med den nyrige og dominerende handelsklasse opstod i 17-1800-tallet en ny form for magtlegitimitet baseret på videnskab og observation fra zoologien. Konklusion: Mennesket er grådigt og lever for at akkumulere rigdom, status og prestige. Derfor henviser kapitalismen, godt støttet af den engelske nyttefilosofi, til denne ‘naturlige’ trang, og i dag høres det ligefremme og ubehagelige gammelliberale synspunkt, at vor civilisation bygger sin positive fremdrift på grådighed og akkumuleringslyst.

Derfor er rationalet, at statens opgave skulle være ikke at hæmme den frie kapital med snærende bånd, men i stedet skulle koncentrere sig om at holde folket i ave og sikre virksomheders adgang til en medgørlig arbejdskraft. Fagforeninger havde det ikke let i 1800-tallet. En sådan stat kaldes en ‘nattevægterstat’ (i nyere tid: minimalstaten), og dens væsentligste indenrigspolitiske opgaver er at sikre den private ejendomsret, den fri bevægelighed af arbejdskraft og kapital og ikke meget andet. Dvs. at straf, politi, kontrol, overvågning, opbevaring (fængsler) er de værktøjer staten bedst kan udføre sine opgaver med, når det drejer sig om sine egne borgere. Arbejdernes natur skal beherskes ellers ville de sikkert kaste sig ud i uvederhæftigheder som tyveri, fagforeningsdannelser, fællesskaber, hor og mord.

Kvantitet tæller

Den ledige behandles altså som et individ, der under overfladen er asocial og kun tænker på at mele sin egen kage, og derfor skal den individuelle kontakt/kontrakt være et værktøj, der kan kontrollere den enkelte ledige i stedet for, at det er en ligeværdig kontakt, hvor bureaukraten er et servicerende instrument for den, der har behov:

Opsummerende kan det siges, at vi lever under et nyt borgerligt rationale, der hedder effektivisering og servicering på virksomhedernes betingelser. De forvaltningsmæssige succeskriterier er ikke længere kvalitet, dvs. opkvalificering, men effekt: Hvor mange ledige er kommet i arbejde uagtet om lønnen virksomhederne er villig til at betale, er rimelig, arbejdsindhold meningsfyldt, osv.

Instrumentet til sikring af effekten er aktiveringsordninger, hvor tvang benyttes som juridisk gyldig sanktion. Den arrogante blottelse af magtforholdet kamufleres ikke længere. Pillen behøver ikke glide lindrende ned, for der er ingen, der gider formidle protesterne. Velbekommen.

Anders Holm er antropolog og arbejder som chefkonsulent hos GefionCenter, Center for projektudvikling og iværksætteri