Poesiens Hus, nej tak

Peter Dyreborg, forfatter og jurist, Kbh.

Et Poesiens Hus i København, drevet af ildsjæle og tilegnet digte og digterisk liv og levned- Det lyder måske som en god idé, men det er det ikke. Poesien og publikum er nemlig allerede dækket ind til overflod.

I to artikler i september har Information gjort reklame for de to digtere Lene Henningsen og Anne Lise Marstrand Jørgensen, der vil skabe Poesiens Hus i Fiolstræde, hvor Paludans Boghandel snart lukker. Og det skal være et sted med plads til digte og digtelskere, og med café, boghandel, oplæsninger, debataftener og præsentation af al væsentlig poesi.

Ja, det lyder da hyggeligt, men den slags steder eksisterer allerede i København. Dét er nok også én af grundene til, at kommunen ikke har villet støtte projektet økonomisk. Derfor har de to digtere besluttet sig for, at søge hjælp hos private sponsorer og udstede folkeaktier, der alt sammen skal medvirke til at skaffe de millioner af kroner, poesien kræver.

På Nørrebro, et stenkast fra Fiolstræde, er der mindst to frirum for poesi og litteratur. Det ene er det veldrevne Literaturhaus og det andet er det knap så kendte Det Poetiske Bureau, foruden en række mindre bogcaféer.

Og Det Poetiske Bureau er efter kun ét års virke kommet i økonomisk uføre og søger derfor også sponsorer og udsteder folkeaktier. Det gør Blågårds Antikvariat såmen også, og der er sikkert flere lignende steder med samme taktik i hovedstaden. Men hvorfor samarbejder de ikke?

Alle de aktiviteter, folkene bag Poesiens Hus beskriver, foregår allerede i Literaturhaus og hos Det Poetiske Bureau, og hvis der er enkelte ting, som rent faktisk ikke foregår, er der i hvert fald plads til at de kunne foregå begge steder.

Danskerne er generelt set et tilpas bogelskende folk, men tre litteraturhuse plus det løse indenfor en afstand af 1,9 kilometer er måske i overkanten.

Dét, der er kendetegnende for folkene bag Literaturhaus, Det Poetiske Bureau, Poesiens Hus og hvad der ellers er gang i, er, at de gerne vil have deres eget sted. Og det kan jeg godt sætte mig ind i. Det er altid nemmere, når det er én selv, der bestemmer.

Men når nu de fysiske rammer allerede eksisterer, når nu organisationen og økonomien allerede er på plads, når nu der rent faktisk allerede er frivillige kræfter, som gerne vil yde en indsats, kan jeg ikke forstå, hvorfor Poesiens Hus og andre ikke kan se det unyttige i at bygge op helt fra bunden af. Og jeg kan slet ikke forstå, at Lene og Anne Lise gider at bruge kræfter på at brokke sig over, at kulturforvaltningen og biblioteksvæsenet går dem imod.

For tiden er der så mange steder med kulturelle og litterære arrangementer i København, at man nogle gange nærmest ikke orker, fordi der er for meget at vælge imellem. Måske ville det rent faktisk være gavnligt at fusionere nogle af de eksisterende steder, frem for at blive ved med at skabe nye, som ikke er bæredygtige.

Drop folkeaktierne og sponsorjagten, som er dødsdømt fra start. Glem Poesiens Hus, luk Det Poetiske Bureau og gå sammen om Literaturhaus. Eller omvendt. Der er masser af plads, også til poesien.

Har København brug for Poesiens Hus? Nej. Men hvis det absolut skal være, er der sikkert behov for ét i Odense, Århus eller Aalborg, hvor både kommunen, erhvervslivet og folket sagtens kan lokkes til at give en skærv.

Populistisk Bjørnkjær

Esben Christiansen, fhv. skoleleder, Ulfborg

Det er ærlig talt en noget besynderlig, populistisk kulturkommentar om det hårde hierarki blandt forfattere, Kristen Bjørnkjær (KB) har i dagens avis (24. september).

Reelt degraderer han uden blusel skønlitterær kvalitet til at være lig med folkegunst (som bekendt er lig idel dunst) og millionindtægter, vel ud fra den dubiøse tese at jo flere der tilslutter sig den herskende mening, jo mindre fejl tager den enkelte. Det luner altid at være mange, og jo flere, des bedre. Hjernen går ganske vist død ved for høj varme, men det kølige litterære overblik er åbenbart alligevel ikke længere inde i varmen hos KB og konsorter.

Skulle KB’s nivellerende hierarkimålestok for litteratur anvendes på alle nutidige bogudgivelser, måtte man henregne litterære obskøniteter som Harry Potter-bøgerne til at høre blandt verdenslitteraturens ypperste frembringelser. Det er jo ren snot, og det er børnelærdom, at man skal holde snot for sig og skæg for sig, Også når det drejer sig om fiktionslitteratur. Det er ikke lige fedt det hele, og man kan nu engang ikke relativere litterær eller anden kunstnerisk kvalitet efter pekuniær omsætning, selv om det er den højeste stræben hos kulturindustriens dominerende tendens (diskurs hedder det vist på moderne dansk, og med Hirst-auktionen som det seneste internationale eksempel).

Udover kommentarens centrale forfatterfigur nævner KB en række forfattere, der åbenbart heller ikke føler sig anerkendt på det litterære parnas, som om hele deres litterære virksomhed alene har til formål at opnå denne anerkendelse. Det er jo infantilt, og det tror ærlig talt pokker, at en sådan anerkendelse ikke honoreres i bytte for åndelig og litterær forarmelse. Skal man forfatte kunst, må man have noget væsentligt på hjerte, noget almenmenneskeligt. Derfor kan man jo godt være en dygtig håndværker, ja sågar kunsthåndværker, hvad der altid vil være flest af, også på litteraturens gebet.

Flertallet af de forfattere, som KB går i brechen for (et par undtagelser som Kampmann, Stangerup, Hansen er der rigtig nok) er ikke i besiddelse af tilstrækkelig litterær legitimitet til at blive indlemmet på parnasset, uanset de hede ønsker. Hvad de producerer, er mere at ligne med kiosklitteraur, om end af den bedre slags, men under alle omstændigheder af en slags, der om føje år vil være lykkeligt hengemt under glemslens nådige slør. Og kun godt for det!

Der har til alle tider været lejlighedslitteratur, der i sin tid nok har været populær og folkelig, men ellers uden blivende litterær værdi. Somme forfattere i den genre læses dog også generationer efter. Det gælder Dickens, Dumas m.fl. Men det kan kun tilskrives disse forfatteres kongenialitet og deres produkters litterære kvaliteter, trods deres enorme popularitet allerede i deres levetid. Der findes jo ingen regel uden undtagelser.

Ingen af KB’s lamenterende forfattere er dog undtagelser (udover de førnævnte), og ingen af dem vil litterært overleve deres egen levetid. Det kan allerede nu konstateres ud fra deres hidtidige præstationer. Historiens dom kan man måske ikke foruddiskontere, men når den kommer, vil den være uomstødelig. Og da historien skabes af mennesker, vil dens domme være ligeså. Enhver må lægge sit lod. Jeg har lagt mit.

Krig er forbudt

Birgit Horn, Gandrup

De mange, som i første omgang begejstret har læst Jens Smærup Sørensens klumme med overnstående titel, har sikkert i næste beskæmmet spekuleret på, hvordan i hele hule verden det skulle kunne lade sig gøre.

Det kunne være ret enkelt, hvis den indlysende idé at nægte at betale den del af skatten, der tilfalder militærets indkøb af isenkram og unge drenges oplæring i drab, og istedet få en lov, der tillader, at denne del af skatten overgår til konfliktløsning og ikke-vold. Ideen er langt fra ny og involverer adskillige lande, hvoriblandt Norge og England har været tæt på at få et sådant lovforslag vedtaget.

Der foreligger et forslag til lov om militærskattenægtelse her i Danmark, som interesserede kan læse på www.Fredsskattefonden.dk, hvor der er gjort rede for ideen og de mange, mange indvendinger, som i øjeblikket forekommer, men her er grundigt tilbagevist.

Dansk Pearl Habor?

Doris Kruckenberg, pensionist, Frederiksberg

‘Fredsskabelse’ (= ‘Krig’): Et eksempel på de mange politiske sprogblomster i tidens medier.

Det Danske Pearl Habor hedder en ny bog af en højtstående militærmand, Lars Møller.

Dér kritiserer han sin organisation for manglen på rutiner som dagens militæropgaver kræver, så danske soldater i bl.a. Afghanistan bedre kan klare ærterne. Folk forlader militæret i stor stil, og “jo mere der forsvinder, des mindre er der tilbage”, konstaterer Møller i et radiointerview. Men hvad mener han med titlen?

Pearl Harbor-myten var: det japanske angreb på den amerikanske flåde i Stillehavet tvang USA ind i 2. Verdenskrig, mens det senere blev afsløret, at USA’s militærpolitik ‘under vandet’ medvirkede for at få USA’s civile masser med på krig. Og derfor bruges bogtitlen The NEW Pearl Harbor (af religionsprofessor D.R.Griffin), i USA’s aktuelle parallelproblematik, til at illustrere usikkerheden om, hvad der lå bag angrebet på WTC og Pentagon 11.sep. 2001.

Så hvad betyder udtrykket ‘Det Danske Pearl Harbor’? Svaret, min ven, flyver ude i den globaliserede, militariserede verden.