Skam dig!

Karakterselvmordet er blandt andet kendetegnet ved, at man svigter sine postulerede idealer
Der var en gang, hvor man skammede sig - med mindre man var et forhærdet tidselgemyt. I dag er udskamningen gået af mode, men der er stadig folk, som burde skamme sig. Mon Birthe Rønn Hornbech skammer sig i øjeblikket?Foto: Scanpix

Forleden var jeg til litteraturfestival i Aabenraa sammen med den fremragende børne- og ungdomsbogsforfatter Lene Kaaberbøl. Hun har blandt mange andre bøger skrevet den internationale successerie om Skammeren og Skammerens børn, og hendes sønderjyske læsere ville gerne vide, hvordan hun dog havde fundet på det genialt rammende navn, Skammeren?

"Det ville du ikke spørge om, hvis du havde kendt min mor!" svarede Lene Kaaberbøl.

Og jeg kunne tilføje: "Heller ikke, hvis du havde kendt min!"

Vi voksede nemlig op dengang, da udskamningen indgik som en fast ingrediens i al børneopdragelse:

Skammer du dig ikke?

Og hvis du ikke gør, er du skamløs, og det er endnu værre end selve forbrydelsen, for det viser din mangel på samvittighed.

Så jo, man sad i skammekrogen og skammede sig, hvis man ikke var et fuldstændig forhærdet tidselgemyt, hvilket man uundgåeligt blev med tiden og alle ud-skamningerne.

Jeg tror, at udskamningen er gået af mode som opdragelsesmiddel og godt det samme. Men somme tider rører Skammeren alligevel på sig. Og Skammeren m/k har også sin faste plads i medierne, hvor der gås moralsk i rette med de medborgere, som svigter andres eller egne idealer.

Min indre Skammer må således spørge, om der lige nu sidder bankfolk i Roskilde og skammer sig?

Jeg er fuldstændig sikker på, at Pia Kjærsgaard ikke skammer sig, for der er ingen afstand mellem hendes moral og hendes handlinger, men til gengæld kunne jeg godt forestille mig, at Birthe Rønn Hornbech (som er en god kristenkvinde af skammegenerationen) skammer sig over det, hun for tiden deltager i. Men hvem ved?

Retsindige Rønn

Nu skal vi passe på, for hvis vi mediefolk optræder som Skammere, bliver vi gerne beskyldt for at begå karaktermord.

Morten Messerschmidt hævdede, at det var karaktermord, da dagbladet BT skrev, at han heilede og sang nazi-sange i TV. Og omtalen af Lars Løkkes regnskabsrod blev også betegnet som forsøg på karaktermord.

Det bringer mig hen til mit ærinde som dagens Skammer: Jeg vil introducere begrebet karakterselvmord.

Det bedste aktuelle eksempel på et karakterselvmord er netop integrationsministeren, som for relativt kort tid siden havde omdømme som et ordentligt og retsindigt menneske, men som nu svømmer rundt i Dansk Folkepartis giftige mudderbad.

Man kan også nævne en udenrigsminister, som efter denne Skammers mening begik karakterselvmord, da han fraveg sit princip om et FN-spor og involverede Danmark i en ulovlig angrebs-krig.

Karakterselvmordet er blandt andet kendetegnet ved, at man svigter sine po-stulerede idealer. Derved bliver politikeres karakterselvmord særligt synlige.

Det er naturligvis ikke karakterselvmord at ændre standpunkt, men hvis man hele tiden ændrer standpunkt, så man befinder sig akkurat dér, hvor magten eller pengene er, så begår man et langsomt karakterselvmord. Hvis man f. eks. startede på venstrefløjen, da det var moderne, for derefter at være socialdemokrat, da Socialdemokratiet var ved magten, og slutte som Venstrekvinde, når det kan give en ministerpost, så dømmer denne Skammer også karakterselvmord.

Lene Kaaberbøls og min mor ville have sagt til dem alle:

"Se mig ind i øjnene!"

Og min mor ville have holdt en lille prædiken om, hvordan øjet taber glans og hjertet ære, når man svigter sine idealer eller overhører sin samvittighed.

Men hun var altså også en fremragende Skammer!


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her