Alle blikke er i disse dage rettet imod de nedsmeltende markeder, men den omvæltning vi ser, er meget mere end en finansiel krise, den være sig nok så stor. Hvad vi har med at gøre, er et historisk og omfattende og geopolitisk tidevandsskifte, hvor magtbalancen i verden forskyder sig fundamentalt. Den æra med amerikansk globalt lederskab, som begyndte ved udgangen af Anden Verdenskrig, er forbi.
Dette er synligt i USA’s diskrete tilbagetrækning fra sin egen baggård, hvor Venezuelas præsident Chávez uden konsekvenser kan drille og generere supermagten. Amerikas globale økonomiske nedtur er dog endnu mere slående. Med nationaliseringen af væsentlige dele af det finansielle system har den amerikanske markedstro likvideret sig selv, hvorimod de lande, som valgte at bevare en overordnet kontrol med deres markeder nu har vist sig som de klogere. USA’s finansielle kollaps er en begivenhed, hvis implikationer kan blive lige så vidtrækkende som Sovjetunionens fald, for det er en hel model for politik og økonomi, der er brudt sammen.
Lige siden afslutningen på Den Kolde Krig har amerikanske regeringer belært andre lande om nødvendigheden af tilbageholdenhed i statslig indblanding. Indonesien, Thailand, Argentina og adskillige afrikanske stater har måttet skære dybt i de offentlige budgetter og udsætte sig for alvorlige kriser for at få støtte fra Den Internationale Valutafond, som har håndhævet den amerikanske ortodoksi. Navnlig Kina har måtte høre på idelige påtaler for sit svage banksystem. Men Kinas succes bygger langt hen ad vejen på dets konsekvente foragt for vestlige råd, og det er ikke kinesiske banker, der krakker i disse dage. Hvor symbolsk, at kinesiske astronauter kunne foretage landets første rumvandring samme dag, som den amerikanske finansminister måtte helt ned på knæ!
Ureguleret miljø
Skønt det uafladeligt har presset andre lande til at overtage sin egen måde at drive forretninger på, har Amerika har altid haft en økonomisk politik for sig selv og en anden for resten af verden. I de år, hvor USA straffede lande, som fraveg de neoliberale dogmer, optog det selv kolossale lån for at finansiere sine skattelettelser og militære eventyr. Nu, da de forbundsstatslige finanser har desperat behov for en fortsat stor tilstrømning af udenlandsk kapital, vil det blive de lande, som forkastede den amerikanske model for kapitalisme, der kommer til at forme USA’s økonomiske fremtid.
Hvilken hjælpepakke, den amerikanske regering ender med at få igennem, er i grunden ikke så afgørende som dette skridts betydning for USA’s position i verden. De populistiske tirader om grådige banker, der højlydt luftes i Kongressen, afleder kun opmærksomheden fra krisens virkelige årsager. De amerikanske finansmarkeders forfærdende tilstand er resultatet af, at de amerikanske banker har kunnet operere i det uregulerede miljø, som samme lovgivere har skabt. Ved at favne den faretruende simplistiske ideologi om deregulering, må USA’s politiske klasse, selv bære ansvaret for det nuværende rod.
En markedskatastrofe
Under de nuværende omstændigheder er en hidtil uset styrkelse af statens rolle eneste udvej for at afværge en markedskatastrofe. Følgen heraf er imidlertid, at USA bliver desto mere afhængig af verdens nye økonomiske magter. Den amerikanske forbundsstat må nu optage endnu større lån, som dens kreditorer med rette kan frygte for, aldrig vil blive tilbagebetalt. Den vil muligvis blive fristet til at lade inflationen udhule sin gæld, hvilket vil påføre de udenlandske investorer med kæmpe tab. Vil regeringerne i de lande, der køber store mængder af amerikanske statsobligationer - Kina, Golf-staterne og Rusland, f.eks. - på disse vilkår være rede til fortsat at støtte dollarens rolle som verdens reservevaluta? Eller vil disse lande se det som en mulighed for at tippe den økonomiske magtbalance til deres egen fordel? Uanset hvad er kontrollen over begivenhederne ikke længere i amerikanske hænder.
Ride stormen af
Imperiers skæbne er ofte blevet beseglet af samspillet mellem krig og gæld. Det var tilfældet for det britiske imperium, hvis finansielle råderum blev stærkt indskrænket fra Første Verdenskrig, ligesom det var tilfældet for Sovjetunionen. Nederlaget i Afghanistan og den økonomiske byrde ved at skulle forsøge at matche Reagans teknisk illusoriske, men politisk uhyre effektive Star Wars-program blev afgørende årsager til det sovjetiske sammenbrud. Trods af sin vedholdende exceptionalisme er Amerika ikke anderledes. Irak-krigen og kreditboblen har fatalt undermineret USA’s økonomiske lederstilling. Nok vil USA forblive verdens største økonomi i et stykke tid endnu, men når krisen er ovre, vil det blive de nye økonomiske magter, som opkøber de intakte dele fra vraget af USA’s finansielle system.
Der har i de seneste uger været en del snak uger om et truende økonomisk Armageddon. Men sandt at sige markerer de amerikanske krak ikke kapitalismens endeligt. Den store opstandelse Washington er kun udtryk for, at en epoke er svunden for en bestemt form for kapitalisme - nemlig den meget ustabile slags, som har eksisteret i USA i løbet af de sidste 20 år. Dette eksperiment i finansiel laissez faire er imploderet. Selv om konsekvenserne af sammenbruddet vil kunne mærkes overalt, er det de markedsøkonomier, som har forstået at modstå det neoliberale pres for deregulering, som vil stå med de bedste muligheder for at ride stormen af.
Fastkørt og forbitret
Det er historiens ironi, at perioden efter Den Kolde Krig og kommunismens fald blev afløst af en anden utopisk ideologis opkomst. I Amerika og Storbritannien og i et mindre omfang også de øvrige vestlige lande blev en særlig form for markedsfundamentalisme til dominerende filosofi. Den udhuling af Amerikas magt, som nu er undervejs, er det forudsigelige resultat. Som ved det sovjetiske sammenbrud vil de geopolitiske konsekvenser blive enorme. En svækket økonomi vil ikke kunne opretholde USA’s vidtstrakte militære forpligtelser i længere tid. Tilbagetrækning er uundgåelig, og den vil næppe blive hverken gradvis eller velovervejet.
Uden for USA har de fleste erkendt, at den udvikling af nye økonomiske magter, der følger af globaliseringen, efterhånden vil undergrave USA’s absolutte lederstilling i verden. Men de fleste troede, at denne tilbagegang ville blive gradvis og forløbe over årtier eller generationer. Den forudsigelse er i dag blevet urealistisk.
Efter at have skabt de betingelser, der frembragte historiens største boble, synes Amerikas politiske ledere ude af stand til at begribe omfanget af de farer, landet nu står over for. Fastkørt i deres forbitrede indbyrdes kulturkrige synes de blinde for det faktum, at Amerikas globale dominans er ved at ebbe hurtigt ud. En ny verden er i næsten ubemærkethed ved at tage form - en verden, hvor Amerika kun en blandt flere stormagter og står over for en usikker fremtid, det ikke længere selv kan forme.
© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen







Kommentarer