Da der sidste år blev arresteret jødiske nynazister i Israel (som vist oprindeligt kom fra Polen og Rusland), åndede jeg for en kort bemærkning lettet op. Ikke så meget fordi de havde angrebet ortodokse jøder, homoer og udlændinge, men mere fordi jeg i denne omgang havde håbet på en diskussion internt i Israel, men så sandelig også her, om nazismens rod. Som vi vel ligeså godt kan kalde fascismens rod. Eller racismens rod. Og homofobiens rod. Eller alt det andet rod.
Indefra og udefra
Nogle vil sige, at racisten er bange for det udefra kommende. Og at homofoben er bange for sig selv eller det der er inden i. Altså at homofoben er bange for, hvor han eller hun kan blive ledet hen. Mens racisten er bange for, hvad der ledes hen til ham eller hende.
Eller også: homofoben er sikkert også racist, mens racisten bare kan være racist og ikke behøver være homofob. Eller er det omvendt?
Jeg er sikker på, at der i Danmark findes flere racister end homofober - eller rettere: at der er flere som vil stå ved deres racistiske udtalelser, end der er folk, som vil ytre sig negativt om homoer. Om det er fordi Danmark historisk har indpodet sin frisindsidé med hensyn til seksualiteter og folk vitterligt intet har imod homoer, vil jeg lade stå i det uvisse. Ligesom mit postulat om, at der er højere sandsynlighed for, at en dansker personligt kender en homo end en udlænding.
Men bevægelsen fra mere racisme til mere homofobi er ikke lang. Derfor har jeg gennemgående svært ved at forstå, at man som homo kan være racist - eller at man som racist kan være homo, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at homo'er er absolut ligesom de fleste andre mennesker.
Jeg håber så bare ikke, at de fleste andre mennesker er racister. Eller homofober.
Mænd med langt hår
For et par år siden blev jeg slået i hovedet af to tyrkiske tyskere ved indgangen til min gadedør, fordi jeg støttede op om en transveninde, som de sparkede ud efter, efter vi var steget ud af en taxi. De informerede mig om, hvor ulækker min transveninde var, og at den enes datter, der gik i skole lige rundt om hjørnet, i hvert fald skulle skånes for et så uhumsk syn. Til det kunne jeg ikke svare andet end bvadr og vende ryggen til. At de så løb efter og knaldede mig i hovedet, vil jeg kalde et tegn på homofobi (eller i dette tilfælde transfobi). Hvis jeg skulle give efter for den samme struktur, og altså reagere racistisk, skulle jeg begynde at vælte mig mod tyrkerne, om hvem tyrkiske venner til mig siger selv er superracistiske, så det ville vel ikke gøre noget; at bekæmpe deres homofobi med min racisme, eller deres racisme med min racisme, for homofobisk er jeg under ingen omstændigheder, jeg kan bare ikke lide mænd med langt hår (som en bøsseven, der aldrig ville betragte sig selv som dømmende eller lukket, udtalte).
Jeg har bare svært ved at synes det samme, for jeg genkender ikke rigtig den struktur, som ekskluderer, inden i mig selv.
Strukturen i os selv
Nazisme og fascisme er i sin natur ekskluderende, fuldstændig ligesom racisme og homofobi er. Eksklusion kan man med et andet ord vel kalde separatisme.
Separatisme er noget som homoscenen, den alternative og de andre, stadig ynder at kaste sig rundt i. En alternativ homoscene, som netop ikke burde være ekskluderende. For man bekæmper ikke strukturer med andre ekskluderende strukturer. Det samme er sket med hele queerscenen, og ikke bare i København.
Man er blevet den struktur, man ønskede at bekæmpe. Man er blevet racist, mens man tror, at man bekæmper homofobi. Jeg har forståelse for, at det kan være nødvendigt, at hemmeligholde (og derved ekskludere) informationer/ideer/lokaliteter, for at undgå at blive overrendt og opslugt. Men jeg har ikke forståelse for, at man bare ekskluderer for at afgrænse sig eller for at holde ude og gøre sig selv bedre. Og det håbede jeg ville blive diskuteret i sagen med de jødiske nynazister; at de ikke er noget udefrakommende, der kommer buldrende som for eksempel tyskere eller deres biler, men at de helt igennem er en struktur som findes og brygges indefra i dig. Og dette inde fra kan altså ikke ekskluderes.



