Hvert år ved denne tid er der ballade om de kommunale budgetter. Og ofte er det besparelserne på børne- og ungeområdet, der fylder i medierne.
Vrede pædagoger og forældre går på gaden og blokerer børnehaver og vuggestuer for at få besparelser taget af bordet, mens oppositionen på Christiansborg klager over, at regeringen udsulter kommunerne.
Men spørger man sagkundskaben med indblik i kommunernes økonomi, er udgifterne til børnepasning på landsplan faktisk kun faldet en smule de senere år. Sådan lyder det fra lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Lotte Bøgh Andersen.
Der eksisterer imidlertid en anden forklaring på, at der alligevel er kommet mindre tid til det enkelte barn:
"Pædagogerne bruger mere tid på alt muligt andet end at passe børn, fordi der er kommet flere krav om læreplaner og så videre," siger hun og peger desuden på, at der er store variationer fra kommune til kommune.
"Derfor kan man sagtens opleve væsentligt færre hænder til børnene i enkelte kommuner, selv om der på landsplan ikke sker de store nedskæringer," siger hun.
En yderligere grund til, at mange oplever ringere børnepasning, er den generelt højere levestandard i landet.
"Når velstanden i samfundet generelt stiger, så stiger forventningerne også til den offentlige service," siger hun.
Professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, Poul Erik Mouritzen, peger på, at besparelserne på børneområdet var større under SR-regeringen i 1990'erne end under den nuværende borgerlige. Således viser en undersøgelse, som BUPL, KL og PMF lavede i 2003, at bruttodriftsudgifterne pr. barn samlet set faldt med 3,4 pct. fra 1991 til 2001 for daginstitutioner. Samtidig er der kommet op til 13 procent flere børn pr. voksen i daginstitutionerne i 2002 sammenlignet med 1992.
Til gengæld lykkedes det at skaffe pladser til langt flere børn under Nyrup-regeringen, ligesom der blev ansat en del flere pædagoger.
Nye opgaver dræner
Poul Erik Mouritzen peger dog på, at kommunerne har fået langt flere opgaver i kølvandet på kommunalreformen. For eksempel har de ansvaret for flere socialt belastede børn og unge. Det skal finansieres ved at tage penge fra det samlede børne- og ungebudget i kommunerne.
"Og så oplever mange kommuner, at de får drænet kommunekassen, fordi de skal opfylde skattestoppet. Her er der kun et sted at gå hen: Til de tunge poster som børn, unge og ældre," siger han.
Når kommuner vælger at skære på børnepasningen, er det ifølge Poul Erik Mouritzen i sidste ende en naturlig konsekvens af det kommunale selvstyre, hvor de enkelte kommuner frit kan prioritere andre områder end børnepasning.
